Bruger:Pyrros/Dis

Diskussionsdel

Fru Torp-Pedersens indledende argumenter handler alle om hvordan mange piger stræber efter det tætte på uopnåelige; det tætte på perfektion. Hun drømmer nemlig om fejlfrie opgaver og spørgsmål, og kalder det forbandelse, hvor hverdagen til tider føles som et maratonløb der ingen ende har. Ja, det er ganske rigtigt ikke nemt at skulle leve op til idealer som man stiller sig selv, men om man vil det eller ej, så vil de fleste mennesker stille krav og lave idealer til sig selv. Disse krav og idealer kan sagtens være begrænsede, men mange stiller krav og idealer til sig selv som de altså ikke kan overholde, hvilket er det der giver stress. På den anden side så er der nogle valg og personer der stiller hårdere krav end andre. Vi kender alle dem som har det svært, fordi det har vi også selv til tider. Det er ikke ligefrem videnskab, fordi at vi alle en dag er kommet hjem og følt os rigtigt ufordelagtigt behandlet. Men er der ikke konsekvenser indblandet i alt? Hvorfor skulle det være værre at være overachiever end at være underachiever? I Torp-Pedersens debatindlæg kan man godt savne et vis sammenhæng til virkeligheden, hvor alle har det svært og mærker uretfærdigheder. Ikke kun kvinder og studerende piger. Torp-Pedersen mener også at den eneste egenskab som disse 12-talspiger og supermødre ikke besidder, er at kunne sætte en grænse. Man skal selvfølgelig ikke tage denne udtalelse alt for seriøst, men man savner igen en vis objektivitet og et mere overordnet overblik i Torp-Pedersens debatindlæg. De fleste mennesker har prøvet at sætte for høje mål til sig selv og meget vage eller udstrækkende grænser. Hun siger dog også at man ikke kan gøre det hele mens man samtidigt nyder. Man mister altså det at nyde, når man krydser sine grænser. Dette kan man jo ikke være uenig med hende i. Da mænd i gamle dage konstant arbejdede var der meget lidt nydelsen for dem. 16 timers arbejdsdag – seks gange om ugen vel at mærke – giver ikke meget overskud til fest og hygge når man også skal få noget søvn. Den eneste nydelse disse kun få var ved at tage en tår af en bajer. Altså kan en supermor godt sammenlignes med den gennemsnitlige, arbejderfar i midten af det 20. århundrede. Fru Torp-Pedersen argumenterer også for at det helst skal se nemt ud at være 12-talspige og supermor, og at disse derfor har et facadeoverskud. Hun nævner også et eksempel, hvor hun beretter om at hun kun har haft én samtale med sin studievejler, hvilket skyldes at hun aldrig vil kunne indrømme overfor studievejlederen eller sig selv at hendes 12-talsnarkomani bliver for meget. På trods af at Torp-Pedersen ikke ligger så meget vægt på denne udtalelse, så er den flot opbygget og kan således også understøttes af diverse studier. Man kan ganske enkelt ikke sige meget imod hendes udtalelse. Som man gennem hendes fascination af supermødre og store brug af ordet ”12-talspiger”, i stedet for ”12-talselever”, har man godt kunnet regne sig frem til at Torp-Pedersen ikke er den helt normale dansker; hun er vistnok det man kalder for en feminist. Hun fremstiller alt som om det kun påvirker kvinder, hvilket ganske rigtigt er en af kendetegnende i det såkaldte ”Third-way feminism” (altså feminismens tredje æra). Hun udtaler nemlig, under underrubrikken Betaler med glæden, at man til tider kan være i tvivl om man virkelig er kommet så langt som man tror, og henviser tydeligt den ovennævnte pointe: at det kun er kvinder der har det hårdt, i hvert fald at de har det hårdere end mænd.