Bruger:Thea Wiki Jensen/Danmarks økonomiske historie
Kornsalgsperioden Ny fremgang kom dog i 1830'erne, hvor kornpriserne igen steg internationalt. Det blev begyndelsen til den såkaldte kornsalgsperiode, en lang højkonjunktur for det danske landbrug. I 1846 afskaffede Storbritannien sin høje importtold på korn. Denne beslutning betragtes normalt som liberalismens endelige internationale gennembrud. Kornsalget til udlandet voksede kraftigt, og det samme gjorde eksporten af kødkvæg til Tyskland, hvor industrialiseringen nu tog fart.[1][3] Fra 1800 til 1870 steg eksportandelen af det danske landbrugs værditilvækst fra 10 til 30 %.[1]
I denne periode skete også det måske mest fundamentale økonomiske fremskridt overhovedet: Danskerne levede ikke længere i nærheden af sultegrænsen, hvor et år med dårlig høst kunne medføre egentlige sult- og relaterede helbredsproblemer. Den korrelation, man tidligere kunne finde mellem demografiske variable (fødsel og død) og dårlige høstår, forsvandt fra denne tid.[1]
Den første danske forretningsbank – altså almindelig bank i moderne forstand uden seddeludstedende myndighed – var Centralkassen i København, der blev oprettet i 1829, men som dog aldrig fik større betydning. Fyens Disconto Kasse fra 1846 fik langt større blivende betydning for kreditformidlingen i Danmark[15][17] og regnes derfor ofte for den reelt første fungerende private danske bank.[18] I 1857 fulgte Privatbanken i Kjøbenhavn, hvis direktør blev C.F. Tietgen.[17][18] I resten af århundredet blev kreditvæsenet efterhånden veludviklet, bl.a. gennem oprettelsen af en lang række sparekasser, forretningsbanker og kreditforeninger over hele landet. De overtog efterhånden de fleste af Nationalbankens forretninger med erhvervslivet, mens Nationalbanken i stigende grad blev bank for bankerne og dermed slog sig på traditionelle centralbankopgaver.[15]
I 1845 blev en egentlig sølvmøntfod (gen)indført,[bør uddybes] da rigsbanksedlerne blev gjort indløselige med mønt, og der blev indført dækningsregler, der sikrede, at Nationalbanken altid ville kunne opfylde sine indløsningsforpligtelser. Herefter begyndte Nationalbanken at anvende den såkaldte diskonto til at styre udlånenes omfang og dermed seddelomløbet. Fra 1856 havde man dermed et officielt pengepolitisk instrument. Diskontoen skulle fortsætte med at have denne rolle i næsten 150 år indtil 1992, hvor Nationalbanken ændrede sin måde at føre pengepolitik på.[19]