Åbn hovedmenuen

Constitutio Valdemariana

Constitutio Valdemariana er en erklæring, der sandsynligvis oprindeligt formuleredes i 1326 og hvorefter hertugdømmet Sønderjylland og Danmarks rige fremstår som to forskellige områder, som ikke må forenes.

FormuleringenRediger

Bestemmelsen var en latinsk artikel, der blev optaget i en erklæring, som Grev Christian af Oldenburg (senere kong Christian 1.) udstedte den 28. juni 1448 i anledning af, at det danske rigsråd da havde i sinde at vælge ham til konge. Han udtalte deri, at der nu "var ham forebragt og åbenbaret beseglede breve og gamle skrifter og håndfæstninger af kong Valdemar og rigens råd i Danmark[1], givne og beskrevne i året 1326", hvilke blandt andet indeholdt en artikel med følgende ordlyd:

„Item ducatus Sunder-Jucie regno et corone Dacie non unictur nee annectetur, ita quod unus sit dominus utriusque etc."[2]

TolkningenRediger

Om tolkningen ligger det fast at første halvdel af bestemmelsen bør oversættes således:

»Ligeledes skal hertugdømmet Sønderjylland hverken indlemmes i Danmarks rige eller knyttes til Danmarks krone ...« 

mens bestemmelsens sidste halvdel lyder:

»således at ingen er herre over begge« (dvs. Danmark og Sønderjylland).

Dette betød, at Sønderjylland for fremtiden hverken skulle høre under riget eller under kronen, og at det eneste mulige lensforhold, det kunne indtage, var til kongen personlig, altså et lignende som fyrsterne i Mecklenburg og Pommern indtog[3].

BetydningRediger

Denne grev Christians såkaldte "revers" blev formentlig straks overleveret hertug Adolf, der havde foranlediget dens udstedelse og må snart efter være blevet henlagt i det slesvig-holstenske råds arkiv (det senere såkaldte Ridderskabs Arkiv).

Det er omtvistet hvilket forhold, der står mellem Constitution Valdemariana og den begivenhed, der fulgte to måneder efter Valdemars hyldning på Viborg ting 7. juni 1326, nemlig den unge konges forlening til grev Gert af Sønderjylland (15. august). Lensbrevet fik en særlig højtidelig karakter, da det bevidnes af 7 nordtyske fyrster og 8 danske bisper, 6 danske stormænd, åbenbart rigsråder, samt "adskillige andre troværdige klerke og lægmænd"; ydermere blev det den følgende dag tiltrådt "på (dane-)hoffets vegne" af 30—40 adelige. Heri forlenede Valdemar sin morbroder og dennes lovlige arvinger med "hele" hertugdømmet Jylland efter lensretten som fanelen, uden at der dog tales om nogen krigstjeneste af lenet, og det eneste, kongen forbeholder sig, er »jus superioris dominii seu inpheudationis«, hverken »corona« eller »regnum«. Det synes som om, at rigsrådets og danehoffets medvirken synes overflødige, hvis Sønderjylland virkelig allerede i forvejen var løsnet både fra rige og krone. På den anden side taler brevets form, der stemmer godt overens med Lybsk lensret, og som helt undgår de danske begreber "riget" og "kronen", for, at man har at gøre med en forlening af samme art, som de tidligere kendte af danske konger fra Nordtyskland.

Allerede 1329 måtte Valdemar Eriksøn opgive sin kongetrone og nøjes med igen at tiltræde sin gamle stilling som hertug. Ingen bestemmelse ved denne lejlighed var bekendt om, hvorledes hertugstillingen skulle opfattes. Selv om hertugens politiske holdning i de følgende år var skiftende, endte det dog med, at både han og efter hans død (i 1364) hans søn, hertug Henrik, deltog i de danske danehoffer, hvilket viser, at Sønderjylland nu af dem anerkendtes som liggende under både kronen og riget. I 1374 betegnede ydermere hertug Henrik Valdemar Atterdag som sin "naturlige arveherre". Disse kendsgerninger taler for, at Constitutio Valdemariana var ubrugelig som politisk våben allerede længe før kejserprocessen i 1424, hvor den da heller ikke blev fremlagt. Sandsynligheden taler for, at bestemmelsen kan have været gyldig ved sin opståen, men — mere eller mindre hurtigt derefter — have mistet sin gyldighed.

Siden blev den imidlertid trukket frem igen med de følger, det skulle få for Sønderjylland og dets befolkning.

Eksterne henvisningerRediger

NoterRediger

  1. ^ Besegelde breve ok olde scrifte unde handvestinge van koningk Wolmar unde de« rikes rade to Dennemarken
  2. ^ at hertugdømmet Slesvig ikke skal forenes og forbindes med Danmarks rige og krone, således at én er herre over begge
  3. ^ de holstenske grever stod i intim forbindelse med disse fyrster, hvorfor deres stilling var greverne velbekendte