Dedsbøl

bydel i det sydvestlige Nibøl

Dedsbøl (dansk), Deezbüll (tysk) eller Deesbel (nordfrisisk) er en bydel i det sydvestlige Nibøl i det nordlige Tyskland. Bydelen ligger i Nordfrisland i det vestlige Sydslesvig og var en selvstændig by, inden den blev indlemmet i nabobyen Nibøl den 1. april 1950. Efterhånden voksede de to byer helt sammen. Mod vest grænser Dedsbøl til Christian-Albrechts-Kog og Klægsøkog. Før de oktrojerede koge blev inddiget, gik Vesterhavet helt til byen. I 1362 hærgede den store manddrukning Dedsbøl og hele vestkysten. Den anden store manddrukning 1634 kostede 50 menesker i Dedsbøl livet.

Dedsbøls beliggenhed ved overgangen fra gest til marsk
Dedsbøl kirke

Etymologi redigér

Stednavnet henviser til personnavnet Dedi, en forkortelse af Theda eller Ditrik[1].

Historie redigér

Dedsbøl blev første gang nævnt 1377, men byen er ældre. Den romanske apostelkirke er fra 1200-tallet. I den danske tid var Dedsbøl sogneby i Dedsbøl Sogn i Bøking Herred. Dedsbøl deles historisk ind i Nørre og Sønder Dedsbøl. Dele af byen kaldes for Dedsbøl-Borg, Mosehuse (Moorhäuser), Møsingehjørne og Dedsbølhjørne[2].

Byen kom ved delingen af hertugdømmerne i 1544 under Hans den Ældres del[3] og efter hans død i 1580 forblev den ved omfordelingen under hertugelig ledelse. I 1721 kom byen under den danske Krone.

I 1864 havde byen 27 meget små gårde samt 39 huse med jord og 52 huse uden jord. Bebyggelsen var så stor, at den blev delt i Nørre og Sønder Dedsbøl og bydele ved navn Burg, Mosehuse, Møsingehjørne, Dedsbølhjørne og Heidenschaft. I byen fandtes kirke, præstegård, skole, kro og fattiganstalt.[4]

I en frisergård fra 1700 er der indrettet et nordfrisisk hjemstavnsmuseum med historiske samlinger om den frisiske kultur. De frisiske forfattere Nis Albrecht Johannsen og Katharine Ingwersen kom fra Dedsbøl.

Noter redigér

  1. ^ Wolfgang Laur: Historisches Ortsnamenlexikon von Schleswig-Holstein, 2. oplag, Neumünster 1992, side 207
  2. ^ Jens Peter Trap: Statistisk-topographisk beskrivelse af hertugdømmet Slesvig, 1. bind, Kjøbenhavn 1864
  3. ^ KLNM, bind 16: "Slesvig", sp. 217-218
  4. ^ Trap (1864), s. 182

Litteratur redigér

Eksterne henvisninger redigér

Koordinater: 54°46′42″N 8°49′16″Ø / 54.77833°N 8.82111°Ø / 54.77833; 8.82111