Deporteringen af Ingermanland-finner

Deporteringen af Ingermanland-finner var en række massedeportationer af den Ingermanland-finske befolkning af sovjetiske myndigheder. Deportationer fandt sted fra slutningen af 1920'erne til slutningen af 2. verdenskrig.

Ingermanlands, Finlands og Østkarelens flag på halv mast som en protest imod deportationerne på Gamla studenthuset i Helsinki i 1934.

Baggrund

redigér

Lutheranske finner havde boet i Ingermanland i over 400 år siden den svenske periode. De havde immigreret der fra Finland og Det Karelske Næs og begyndte efterhånden at henvise til sig selv som Ingermanland-finner.[1][2] I 1919 var den Ingermanland-finske befolkning 132.000 i Ingermanland og yderligere 10.000 i Petrograd. Den finsk-sovjetiske fredsaftale fra 1920 havde givet Ingermanland-finnerne en vis grad af national autonomi. Et nationalt distrikt blev oprettet i 1928, og finsk blev brugt i skoler, radio og administration.[3]

Deportationer

redigér

Sovjetundertrykkelsen af de ingermanlandske finner startede samtidig med den tvungne kollektivisering i Sovjetunionen i 1928. Mellem 1929 og 1931 deporterede de sovjetiske myndigheder 18.000 mennesker fra områder nær den finske grænse, der rummede op til 16% af den samlede ingermanland-finske befolkning. Alle resterende finner i fire grænsesogne blev deporterede i 1936 og erstattet med russere. I 1937 blev alle finsksprogede skoler, publikationer, udsendelser og ingermanlandske lutherske kirker lukket.[3] I løbet af 1937-1938 blev omkring 4.000 Ingermanland-finner skudt og over 10.000 deporteret til fængselslejre.[4] I 1939 var den ingermanland-finske befolkning faldet til omkring 50.000, hvilket var omkring 43% af befolkningstallet i 1928,[3] og det Ingermanland-finske selvstyreområde blev nedlagt.[1]

Efter den tyske invasion af Sovjetunionen og begyndelsen af Belejringen af Leningrad begyndte alle de 20.000 Ingermanland-finner der var tilbage i Sovjet-kontrolleret område i begyndelsen af 1942 at blive deporteret til Sibirien. De fleste af Ingermanland-finnerne sammen med votere og ingrere, der boede i tyskbesat område, blev evakueret til Finland i 1943-1944. Efter, at Finland søgte fred med Sovjetunionen, blev det tvunget til at udlevere de evakuerede.[3] Sovjetiske myndigheder tillod ikke de 55.733 mennesker, der blev overdraget i forbindelse med udleveringen, at bosætte sig i Ingermanland, men deporterede dem i stedet til de centrale regioner i Rusland.[3][5] De vigtigste områder af de Ingermanland-finske tvangsbosættelser blev lagt i de indre områder af Sibirien, det centrale Rusland og Tadsjikistan.[6]

Efterspil

redigér

Deportationerne førte til den hurtige etniske assimilering af Ingermanland-finnerne. Efter 1956 var tilbagevenden til Ingermanland officielt tilladt, men umulig i praksis. Som følge heraf bosattes mange i de nærliggende regioner i Estland og Karelen. I 1989 var der 18.000 finner i Ingermanland og Leningrad, og i alt 67.813 i hele Sovjetunionen, hvor kun 34,7 % erklærede at have finsk som deres hovedsprog. Ingermanland-finner og andre finnere blev ikke differentieret i den officielle folketælling. Med Sovjetunionens sammenbrud begyndte forsøgene at genoplive det arktiske finske kulturliv i Ingermanland, men samtidig flyttede mange af dem til Finland.[3]

Litteratur

redigér
  • Adler, Nanci Dale; Leydesdorff, Selma; Chamberlain, Mary; Neyzi, Leyla (2011). Memories of Mass Repression: Narrating Life Stories in the Aftermath of Atrocity. Transaction Publishers. ISBN 9781412812047.
  • Evmenov, Dmitri; Muslimov, Mehmet (2010). "Atlas of Ingrian Finnish dialects: making the most of our data". Proceedings of Methods XIII: Papers from the Thirteenth International Conference on Methods in Dialectology, 2008. Peter Lang. ISBN 9783631612408.
  • Scott, James Wesley; Liikanen, Ilkka (2013). European Neighbourhood Through Civil Society Networks?: Policies, Practices and Perceptions. Routledge. ISBN 9781317983453.
  • Taagepera, Rein (2013). The Finno-Ugric Republics and the Russian State. Routledge. ISBN 9781136678080.