Det Centrale Virksomhedsregister

den danske database over virksomheder og andre organisationer i Danmark

Det Centrale Virksomhedsregister[1] (i kort form CVR) er et register, der indeholder information og data om danske virksomheder: aktieselskaber, anpartsselskaber, iværksætterselskaber, interessentskaber, enkeltmandsvirksomheder, kommanditselskaber, selvejende offentlige institutioner m.v.

CVR ejes og drives af Erhvervsstyrelsen og indeholder grunddata om virksomheder og deres produktionsenheder, dvs. oplysninger om navn, adresse, start og evt. ophørstidspunkt, virksomhedsform, branche, kontaktoplysninger, antal ansatte, personkreds, tegningsregel, registeret kapital mv.[2]

CVR-nummer redigér

Virksomhederne i CVR har alle et CVR-nummer, der er et nummer svarende til CPR-nummeret for personer. Ligesom et CPR-nummer skulle tidligere, men ikke længere, skal et CVR-nummer valideres af modulus 11[3]. Vægtene til brug for modulus-11-kontrol er 2, 7, 6, 5, 4, 3, 2, og 1. Det er ikke alle virksomheder i Danmark, der er registreret i CVR med et CVR-nummer, eksempelvis er personligt ejede virksomheder med en årsomsætning på under 50.000 (2011) ikke forpligtet til at lade sig registrere. Per 1. januar 2014 blev det gjort muligt at registrere en personligt ejet mindre virksomhed (PMV) som giver virksomheder med omsætning under 50.000 mulighed for at få et CVR-nummer registreret på sig.

Grønlandske selskaber fik fra januar 2018 CVR-nummer.[4]

P-enhed redigér

Alle virksomheder har en eller flere såkaldte produktionsenheder.

En P-enhed repræsenterer den adresse, hvor der drives virksomhed fra.[5] Som eksempel kan nævnes et teleselskab, som har forretning flere steder i landet. Det betyder også, at offentligheden kan fremsøge informationer om hvor en virksomhed har placeret sine forretningssteder.

Alle P-enheder får deres eget entydige nummer (P-nummer), som er unikt igennem hele virksomhedsregistret - det er altså ikke fortløbende under CVR-nummeret.

For danske statslige og kommunale arbejdssteder findes en tilsvarende identifikator, det såkaldte ALPOS-nummer.[6]

Webadgang redigér

Via CVR på Virk Data [7] kan offentligheden fremsøge virksomhedsoplysninger. Virk.dk ejes og drives af Erhvervsstyrelsen, og siden bruges som informationskanal til nye virksomheder, indberetning af moms og hjælpeartikler. Når man fremsøger en virksomhed via deres hjemmeside, kan man finde basale virksomhedsinformationer, ejeroplysninger samt de såkaldte P-enheder. Er selskabet omfattet af revision eller på anden måde er forpligtet til at levere regnskab eller årsrapporter, så kan disse nu findes gratis på deres nye Virk.dk-hjemmeside.

API redigér

Med et API kan man med maskin-til-maskin kommunikation forespørge CVR-numre, og derved verificere en virksomheds CVR-nummer. De typiske data som API'et vil returnere ved et succesfuldt svar, vil indeholde virksomhedens stamdata. Her kan det blandt andet nævnes; firmanavn, adresse, kontaktoplysninger, reklamebeskyttelse.

Erhvervsstyrelsen stiller under Åben, offentlig datalicens den såkaldte System-til-system adgang til CVR-data[8] til rådighed.

Der kan desuden findes private adgange[9][10] til registeret, der bruger samme licens.

Referencer redigér

  1. ^ "Registerets navn er ifølge § 1 i Bekendtgørelse af lov om Det Centrale Virksomhedsregister af 15. juni 2006 (CVR-loven) "Det Centrale Virksomhedsregister"". Arkiveret fra originalen 22. februar 2019. Hentet 23. november 2016.
  2. ^ "Hvad er CVR?". Arkiveret fra originalen 22. december 2015. Hentet 12. december 2015.
  3. ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 10. april 2016. Hentet 10. april 2016.
  4. ^ Mathilde Winkel Madsen, Grønlandske virksomheder og myndigheder registreres i CVR, https://modst.dk/media/17633/groenlandske-virksomheder-og-myndigheder-registreres-i-cvr_til-dataaftagere.pdf Arkiveret 7. juni 2019 hos Wayback Machine, 17. november 2017.
  5. ^ "Hvad er et P-nummer?". Arkiveret fra originalen 6. januar 2015. Hentet 6. januar 2015.
  6. ^ "Times - Historiske data - Danmarks Statistik". Arkiveret fra originalen 22. oktober 2017. Hentet 23. august 2016.
  7. ^ "CVR på Virk Data". Arkiveret fra originalen 4. september 2018. Hentet 12. december 2015.
  8. ^ "System-til-system adgang til CVR-data". Arkiveret fra originalen 27. juni 2017. Hentet 12. december 2015.
  9. ^ "cvrapi.dk". Arkiveret fra originalen 12. februar 2015. Hentet 6. januar 2015.
  10. ^ "cvr.dev". Arkiveret fra originalen 1. november 2020. Hentet 25. november 2020.

Eksterne henvisninger redigér