Diskussion:Stormen på Bastillen

	Denne artikel, kategori eller skabelon er en del af Det Fremragende Projekt, et forsøg på at få oversat fremragende artikler fra andre sprog på Wikipedia. Hvis du er interesseret kan du redigere artiklen som denne skabelon sidder på eller besøge projektsiden, hvor du kan deltage i projektet.
Omdir.	Denne artikel er blevet vurderet til Klasse Omdirigering på vurderingsskalaen. Eventuelle kommentarer om vurderingen kan skrives i huskeliste-form på denne diskussionsside.

Jeg kan godt sammenskrive "stormen på Bastillen" med "bastillen" hvis den beholder titlen "stormen på Bastillen"

hvad med? er det godt??:

{{Sammenskrives|Bastillen}}

Bastille Saint-Antoine

Bastillen er en fordanskning af det franske ord Bastille som betyder borg. Ordet Bastillen henviser til en bestemt borg, nemlig Bastille Saint-Antoine i Paris, som blev symbolet på den franske revolution, da den blev stormet af pariserne den 14. juli 1789. Denne storm har lagt navn og dato til Frankrigs nationaldag, Bastilledagen. Bastillen blev bygget som en del af Paris’ befæstning i 1370-82. Bastillen havde et firkantet grundplan, to runde tårne og en dyb grav rundt om. I 1620 blev det et statsfængsel og efterhånden også symbol på enevælden. Bastillen var et af de mest synlige symboler på statsmagtens undertrykkelse. Bastillen blev brugt til oplagring af store mængder krudt, våben og ammunition. Efter stormen på Bastillen blev fængslet revet ned. Stedet, hvor fængslet stod, er i dag Bastillepladsen.

Stændersamfundet

Før revolutionen var Frankrig et stændersamfund med 3 stande:

1. stand, gejstligheden: Alle i kirkens tjeneste. Biskopper, præster, munke osv.

2. stand, adelen: På den ene side hof- og embesadelen og på den anden side land- og lavadelen.

3. stand, rest: De fleste var bønder, men mellem 3 og 4 mio. boede i byerne.

1. og 2. Stand, der var ca. en halv mio. mennesker ud af alle 25 mio. indbyggere i Frankrig, betalte ikke skat. Det var kun 3. Stand der skulle det. I 1780’erne var det almindeligt at kirken hvert år gav pengegaver til staten for ikke at virke griske.

Før enevælden var Frankrig delt ind i provinser der ofte havde deres egne love. Enevælden ophævede ikke provinserne, men ignorerede dem bare. I stedet blev landet inddelt i 37 guvernementer med guvernørerne i spidsen. Frankrig var også delt ind i 32 intendanturer, hvor kongens intendanter skulle tage sig af rets-, politi- og finanssager og indkaldelse af soldater. Frankrig havde også 13 parlamenter, som var en slags højesteret, hvor kun adelige kunne sidde. Først og fremmest skulle parlamenterne godkende de love som den enevældige konge udsendte.

Det var et rodet system, men guvernørerne, Intendanterne og medlemmerne af parlamenterne tjente mange penge på deres hverv, og havde derfor ingen særlig interesse i at få lavet et bedre system, og kongen var ikke så enevældig at han selv kunne lave om på det.

Krig og statsgæld

Den østrigske Arvefølgekrig (1740-48) og Syvårskrigen (1756-63) var langvarige konflikter, som endte med nederlag og enorm statsgæld til Frankrig. Selvom skiftene finansministre advarede mod at gå i krig, hjalp man alligevel amerikanerne mod englænderne i Den Amerikanske Uafhængihedskrig. De sejrede, men fik endnu mere statsgæld. Krigene kostede Frankrig mange penge og 1786 var statskassen tom. Finansministeren Charles Colonne advarede kongen mod at opkræve flere skatter, der især skulle betales af bønder, da det kunne føre til oprør. I stedet foreslog han, at alle der ejede jord skulle betale skat. Dvs. at 1. og 2. stand skulle opgive deres privilegium, ikke at betale skat. Kirken og adelen blev rasende, så kongen indkaldte et særligt råd, der sagde nej til forslaget og Colonne måtte gå af som minister. Situationen blev næsten håbløs, så kongen gav ordre om at Colonnes forslag blev lov. Men parlamenterne mente at de havde ret til at sige nej til kongens love og adelen foreslog at kongen indkaldte til stænderforsamling så de kunne give ham et godt råd.

Stænder- og nationalforsamlingen

Kongen indkaldt de 3 stænder til møde i maj 1789. Sidst gang en stænderforsamling havde været indkaldt var i 1614 hvor der kom 300 fra hver stand, men borgene var klar over adelens hensigt med at få 3. stand til at bære hele skattebyrden alene, og krævede at 3. stand skulle sende 600 personer, det samme som de to andre stænder tilsammen, og kongen gik med til deres forslag. Da mødet blev åbnet den 5. maj bragte 3. stand et vigtigt spørgsmål frem: Skulle de stemme efter hoveder eller efter stand?

Midt i juni var 3. stand blevet træt stænderforsamlingens snak, hvor ingen ting var blevet besluttet, og meddelte at de godt kunne klare det selv. Den 17. juni udråbte 3. stand sig selv til hele Frankrigs Nationalforsamling, og erklærede stænderforsamlingen for ophævet. 1. stand sluttede sig til dem. Da konge svarede igen ved at lukke deres mødesal, trængte de ind i det kongelige Boldhus i Versailles. De vedtog en fælles ed om at Nationalforsamlingen skulle give Frankrig en helt ny grundlov - en helt ny måde at styre og indrette landet på. Adelen var kommet i klemme og fik kongen til at træde frem for forsamlingen og stå fast over for dem. Kongen gik med til at alle i fremtiden skulle betale skat, men ellers skulle alle andre privilegier stadig gælde.

Uro i Paris

Den 2. juli råbte den indsatte Marquis de Sade til folkemængden uden for, at man var begyndt at dræbe fangerne. Det var ikke tilfældet og han blev overført til et galehus. Jacques Necker var blevet finansminister for anden gang i 1788, og var blevet meget populær blandt befolkningen, men den 11. juli 1789 afsatte kongen ham. I Paris var brødpriserne igen steget og borgerne var begyndt at blive mere og mere ophidsede, og folk stimlede sammen på gader og pladser.

Den 9. juli sluttede nogle adelige sig til Nationalforsamlingen. Andre adelsfolk gik til kongen og fik ham til at samle livgarden og lejesoldater rundt om Paris. En stor flok parisere samlede sig foran slottet Palais Royal, og Camille Desmoulins stillede sig på en sokkel og råbte: ”Vi må slås for vores ret. Skaf jer våben!” Befolkningen i Paris skaffede sig våben. Også sansculotterne , og det skabte en del uro i kredsen af velhavende borgere.

Stormen på Bastillen

Den 14. juli blev Bastillen stormet. En folkemængde på ca. 8000 omringede fængslet. Mange er bevæbnet med knive, sabler og lanser. Fængselsdirektøren nægtede først at overgive sig, men da nogle af soldaterne gik over på oprørenes side overgav han sig alligevel. Vindebroen bliver sunket ned og folk stormer ind. Borgens soldater og direktøren bliver hugget ned og deres hoveder blev hugget af og vist frem for folkemængden. De 7 fanger der sad inde blev løsladt. Stormen på Bastillen var ikke en afgørende militær begivenhed. Borgen var uden betydning for kongen, men alligevel blev stormen på Bastillen noget, befolkningen lagde vægt på. Her viste det sig, at borgerne i Paris kunne tvinge kongen til at bøje sig, og at store dele af hæren støttede dem i deres kamp. Siden 1789 er den 14. juli blevet fejret som Frankrigs nationaldag.

Hvorfor Bastillen?

Grunden til at det var Bastillen der blev stormet var at den var et af de mest synlige symboler på statsmagtens undertrykkelse, og selvom der ikke var mange fanger var Bastillen blevet brugt til oplagring af store mængder krudt, våben og amunision og der var pressende behov for våben. Stormen på Bastillen blev et vendepunkt for Den Franske Revolution og ”Bastillens besejrere” blev folkehelte. Det var en stor symbolsk sejr over kongemagten og enevælden og den 14. juli bliver senere fejret med store festligheder som Frankrigs nationaldag. Stormen fjernede også truslen mod Nationalforsamlingen, da kongen blev tvunget til at trække sine soldater ud af Paris, og genindsætte Jacques Necker. En senere tids historikere er enige om, at stormen på Bastillen havde en mere end symbolsk funktion, da begivenheden i fuldt omfang blev udnyttet af de revolutionære kræfter til propaganda imod det siddende regime.