Einar Arboe-Rasmussen

Einar Arboe-Rasmussen (født 18. april 1901 i Skibsted i Himmerland, død 14. september 2004 i Solrød Strand) var en dansk officer og frihedskæmper, bror til redaktør Erik Arboe-Rasmussen og farbror til Jørgen Arboe-Rasmussen, som også var modstandsmand.

Einar Arboe-Rasmussen
Født 18. april 1901 Rediger på Wikidata
Død 14. september 2004 (103 år) Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Liv og karriere redigér

Han var søn af den kendte præst N.P. Arboe Rasmussen.[1] Han blev sekondløjtnant (dragon) og blev i 1931 tilknyttet Falcks Redningskorps efter at have været ansat ved landbruget som forvalter på flere større gårde.

Han blev først ansat ved Falck-stationen i Tietgensgade i København, senere i Næstved og Rødovre. I 1935 blev han stationsleder i Roskilde, hvor han var frem til 1948. Derefter var han stationsleder i Ringsted i yderligere 20 år, inden han blev pensioneret i 1968.

Han var på flere måder aktiv i modstandsarbejdet ved redningen af nedstyrtede flybesætninger, våbennedkastninger og hjælpen til jagede frihedskæmpere og jøder på flugt mod Sverige. Han var således klar til at yde assistance ved motorstop ved våbentransporter i Roskilde Amt, ydede flugthjælp til Sverige i december 1943 til nogle engelske flyvere, som var landet ved Bonderup og som blev huset illegalt hos grev Frederik Christian Rosenkrantz ScheelRyegård, og 9. april 1944 til 3 amerikanske flyvere, som var landet i Venslev.[2] Han hjalp desuden en faldskærmsmand med sabotage i Herringløse 10. august 1943.[3]

Han levede som pensionist i Solrød Strand og fyldte i 2001 100 år og døde 103 år gammel i 2004.[4]

Referencer redigér

  1. ^ Privat slægtsforskningsside Arkiveret 22. december 2015 hos Wayback Machine, geni.com
  2. ^ "Om de amerikanske flyveres flystyrt i Venslev". Arkiveret fra originalen 16. maj 2012. Hentet 2. december 2011.
  3. ^ "Henning Bjørn Larsen: Våbennedkastninger i "Region V – Roskilde Amt" under Anden Verdenskrig (PDF)" (PDF). Arkiveret (PDF) fra originalen 4. marts 2016. Hentet 2. december 2011.
  4. ^ 100 års fødselsdag i Kristeligt Dagblad

Eksterne henvisninger redigér