Eremit
Denne artikel handler om billearten eremit, men ordet kan også henvise til eneboer eller eremitkrebs
Eremit (Osmoderma eremita) er en billeart i familien torbister og en af de større blandt de danske biller. Arten er stærkt knyttet til meget gamle træer, idet larverne lever i træsmulderet i bunden af store hulheder i disse. Det levested er på grund af den intensive skovdrift blevet så sjældent, at eremitten er beskyttet af EUs Habitatdirektiv, hvor den end forekommer.
Eremit | |
---|---|
![]() Eremit | |
Bevaringsstatus | |
![]() Næsten truet (IUCN 3.1)[1] | |
![]() Truet (DKRL)[2] | |
Videnskabelig klassifikation | |
Rige | Animalia (Dyr) |
Række | Arthropoda (Leddyr) |
Klasse | Insecta (Insekter) |
Orden | Coleoptera (Biller) |
Familie | Scarabaeidae (Torbister) |
Slægt | Osmoderma |
Art | O. eremita |
Videnskabeligt artsnavn | |
Osmoderma eremita (Scopoli, 1763) | |
Hjælp til læsning af taksobokse |
UdseendeRediger
Eremitten er en stor brunsort bille, 24 til 32 mm lang, med kobberglans. Vingedækkerne har fortil en fremspringende bule. Forbrystet er forsynet med en midterfure og fortil på hver side af denne findes en lille knude. Den har en ruslæderagtig lugt.
LevevisRediger
Eremitten er helt afhængig af hule, gamle træer. Det er især ege, men der kendes også yngletræer af andre arter, fx lind og bøg. Larverne kravler rundt i ”lommeulden” af træsmulder i bunden af hulhederne i tre år før de forvandler sig til voksne biller. De voksne biller lever blot omtrent en måned, som de skal bruge til at parre sig i og – for hunnernes vedkommende – at finde hen til et nyt hult træ. De voksne dyr kan ses flyve fra midsommer til september. Yngletræerne er som regel ’veterantræer’ – store, flere hundrede år gamle træer. Mikroklimaet har stor betydning for levestedets kvalitet – yngletræerne er ofte fritstående, fx i lysninger, hvor stammen kan få direkte sol. Hulhederne som billen yngler i kan findes ganske højt oppe i stammen eller i store grene i 10-20 meters højde.
UdbredelseRediger
Eremitten forekommer sparsomt over et ganske stort udbredelsesområde i Europa, men den lader til at være aftaget i hyppighed i alle Europas lande. Relativt høje tætheder af arten finder man i Centraleuropa (nordlige Italien, Østrig, Tjekkiet, sydlige Polen og østlige Tyskland), visse dele af Nordeuropa (sydøstlige Sverige, Letland) og Frankrig. I nogle områder af det nordvestlige Europa er arten uddød eller findes blot enkelte steder (Norge, Danmark, Nederlandene, Belgien, nordøstlige Frankrig). Få data findes fra det sydøstlige Europa.[3] Eremitten er gået tilbage i hyppighed overalt indenfor sit udbredelsesområde. Eremitten er derfor opført på Bilag II til EUs Habitatdirektiv, endog som særligt prioriteret. På IUCN internationale rødliste er arten anført som "Næsten truet".[1]
Forekomst i DanmarkRediger
Eremitten har tidligere været udbredt fra Østjylland til Falster på ganske mange lokaliteter. I dag findes bestande på 10 lokaliteter – 9 i private skove og én i statsskov. Nogle af bestandene er meget små. Der er totalt set kun ca. 60 træer beboet af eremitter i Danmark, hvilket ikke anses som tilstrækkeligt til at sikre artens langsigtede overlevelse i Danmark[4].
ReferencerRediger
- ^ a b Osmoderma eremita Arkiveret 18. juni 2020 hos Wayback Machine. In: The IUCN Red List of Threatened Species 2010 Arkiveret 27. juni 2014 hos Wayback Machine. Hentet 19. januar 2020.
- ^ Jørum, P. (2019), "Torbister", i Moeslund, J.E. m.fl., Den danske Rødliste 2019, Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, hentet 19. januar 2020.
- ^ Ranius, Thomas et al. (2005) Osmoderma eremita (Coleoptera, Scarabaeidae, Cetoniinae) in Europe. Animal Biodiversity and Conservation 28 (1): 1-44. Fuldtekst med udbredelseskort.
- ^ Bruun, Hans Henrik: Gamle ege, eremitter og EU. Jyllands-Posten 11.03.2007: side 10
Eksterne henvisningerRediger
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
- Fund i Danmark (Fugleognatur.dk) Arkiveret 25. april 2015 hos Wayback Machine
- Skov- og Naturstyrelsens artsbeskrivelse
- Fakta om eremit fra den danske rødliste, DMU
- Svensk artfaktablad Arkiveret 16. juli 2015 hos Wayback Machine
- Mere om eremitten i Europa Arkiveret 1. oktober 2010 hos Wayback Machine
- Danmarks Fauna: Victor Hansen og K. Henriksen. Biller VI. Torbister. G.E.C. Gads Forlag. København 1925.