Gaikebøl (tysk Gaikebüll) var en landsby på den nordfrisiske ø Strand i det vestlige Sønderjylland/Slesvig. Landsbyen gik under ved den anden store manddrukning i oktober 1634. Den var beliggende i øens sydøstlige del, i nærheden af den nuværende landsby Nørrehavn på Nordstrand. Der kan stadig ses rester af den tabte by i vadehavet foran øen Nordstrand.

Gaikebøl rådede over en havn og en kirke. Kirken fra 1463 var viet til fiskernes patron Sankt Andreas. Administrativ hørte Gaikebøl under Edoms Herred. Efter ødelæggelsen i 1634 forsøgte mange overlevende at genoprette byen, men måtte til sidst opgive. Kirken blev endelig revet ned i 1660[1].

Gaikebøl var stedet, hvor Strandboerne i 1629 protesterede mod indkvarteringen af tyske tropper under Trediveårskrigen. De hyldede her i stedet den danske konge Christian 4. som lensherre og slog flere gange en tysk og en gottorpsk hær tilbage, men måtte til sidste bøje sig for gottorperne [2].

Stednavnet er sammensat af personnavnet Gaike, Gauwo og efterleddet -bøl[3].

  1. ^ Robert Brauer (o. fl.): Rungholt und die Insel Strand, Husum 2009, ISBN 978-3804212855
  2. ^ Dengang.dk: Rungholt og manddrukning et og to
  3. ^ Wolfgang Laur: Historisches Ortsnamenlexikon von Schleswig-Holstein, 2. oplag, Neumünster 1992, side 264
Denne artikel kan blive bedre, hvis der indsættes geografiske koordinater
Denne artikel omhandler et emne, som har en geografisk lokation. Du kan hjælpe ved at indsætte koordinater i wikidata.