Klitter, hvor bevoksningen dækker klitområdet og sikrer dens stabilitet, kaldes grå klit eller grønsværsklit. Den er en prioriteret naturtype i Natura 2000-systemet med betegnelsen 2130 * Stabile kystklitter med urteagtig vegetation (grå klit og grønsværklit). )

Bevoksede indlandsklitter ved Kærsgård Strand

Naturtypen har et mere eller mindre lukket plantedække med græsser, urter, mosser og laver. Der er to undertyper, hvor grå klit er de mest udvaskede og sure klitter med en særlig rig mos- og lavflora. Hvor sandet har et højt kalkindhold findes den artsrige grønsværsklit.[1][2]

Bevoksning

redigér

Grå klitter dækkes fortrinsvis af græsser og urter, iblandet partier med enårige arter, mosser og laver.

Blandt de vækster, der trives i grå klitter, er blød hejre, bredbægret ensian, sandstar, arter af hønsetarm, sandskæg, hejrenæb, gul snerre, klitkambunke, bakkeforglemmigej, markkrageklo, sandrottehale, almindelig mælkeurt, klitlimurt, klitstedmoderblomst, smalbladet høgeurt, almindelig kongepen, hundeviol, blåmunke, fåresvingel, rød svingel, smalbladet timian, bidende stenurt, blodrød storkenæb, blød storkenæb, almindelig kællingetand, vellugtende gulaks, markbynke, almindelig pimpinelle, engrapgræs, engelskgræs.

Udbredelse

redigér

Naturtypen forekommer i Danmark fortrinsvis langs Jyllands vestkyst, således ved Svinkløv og Grønnestrand, i Hanstholm-reservatet i Thy, desuden i Tisvilde i Nordøstsjælland og på DueoddeBornholm. I Danmark er disse typer klit meget udbredte, men på europæisk plan er de mere sjældne og truede.[1]

Kilder og henvisninger

redigér
  1. ^ a b Habitatbeskrivelser, årgang 2016 Arkiveret 24. maj 2018 hos Wayback Machine mst.dk p 11
  2. ^ Fredshavn, Jesper; Nygaard, Bettina; Ejrnæs, Rasmus; Damgaard, Christian; Therkildsen, Ole Roland; Elmeros, Morten; Wind, Peter; Johansson, Liselotte Sander; Alnøe, Anette Baisner; Dahl, Karsten; Nielsen, Erik Haar; Pedersen, Helle Buur; Sveegaard, Signe; Galatius, Anders; Teilmann, Jonas (2019). Bevaringsstatus for naturtyper og arter – 2019, Habitatdirektivets Artikel 17-rapportering (PDF). Aarhus: Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi. s. 16. ISBN 978-87-7156-437-2. Hentet 1. november 2019.