Gransanger

fugleart

Gransangeren (latin: Phylloscopus collybita) er en mindre spurvefugl, der yngler i de nordlige og tempererede dele af Europa og Asien. Arten overvintrer i det vestlige og sydlige Europa, det sydlige Asien og det nordlige Afrika. Den danske bestand overvintrer især i middelhavsområdet. Navnet skyldes, at arten nord for Danmark især yngler i granskov. Efter at være indvandret til Danmark i 1800-tallet er gransangeren nu særdeles almindelig over hele landet både i nåleskove, løvskove og blandingsskove.

Gransanger
Videnskabelig klassifikation
RigeAnimalia (Dyr)
RækkeChordata (Chordater)
KlasseAves (Fugle)
OrdenPasseriformes (Spurvefugle)
FamiliePhylloscopidae
SlægtPhylloscopus
ArtP. collybita
Videnskabeligt artsnavn
Phylloscopus collybita
(Vieillot, 1817)
Hjælp til læsning af taksobokse

Gransanger i Danmark

redigér

I Danmark er bestanden seksdoblet mellem 1976 og 2005, og fuglen er nu almindelig over hele landet, også i Vest- og Nordjylland, hvor den længe var sjælden.[1] Den trivedes oprindelig bedst i blandingsskove med høje, spredtstående træer, men har fundet sig til rette i mange andre biotoper. Gransangeren er en trækfugl, men ses af og til om vinteren i Danmark. Den ankommer til landet som den første sanger allerede i marts.

Stemme og udseende

redigér

Arten ligner løvsanger, men har mørkere ben. Hos underarten abietinus, der ses på træk i Danmark, er ben og næb sorte. Gransangeren genkendes som andre sangere bedst på sangen, der er en karakteristisk vekslen mellem to toner:  tjif-tjaf, tjif-tjaf, tjif-tjaf... (  hør).

Ynglepladser

redigér

Fuglen bygger sin rede i buske tæt ved jorden eller sågar på selve jorden. I den overdækkede rede med sideindgang lægger hunnen seks æg fra begyndelsen af maj, som udruges i løbet af 13-15 dage. Ungerne er flyvefærdige efter 12-15 dage. Der kan godt forekomme flere kuld i løbet af en sæson.

 
Phylloscopus collybita collybita

Gransangeren er overvejende en insektædende fugl, men æder også bær og frugter.

Kilde/Eksterne henvisninger

redigér


 Spire
Denne artikel om fugle er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.