Guggelsby

lokalitet umiddelbart syd for Slien nær Siseby

Guggelsby (dansk) eller Guckelsby (tysk) er en bebyggelse beliggende midtvejs mellem Stubbe og Siseby i Svans i Sydslesvig. Administrativt hører Guggelsby under Tumby Kommune i Rendsborg-Egernførde kreds i den nordtyske delstat Slesvig-Holsten. I kirkelig henseende hører landsbyen til Siseby Sogn. Sognet lå i Risby Herred (senere Svans godsdistrikt, Sønderjylland), da området tilhørte Danmark[1].

Guggelsby ved Slien

Guggelsby er første gang nævnt 1352 (reg. cap.). Stednavnets første led henviser til mandsnavnet Guthger, som står etymologisk i forbindelse med olddansk guth, oldnordisk guð[2]. Den forhenværende avlsgård Guggelsby hørte med flere kådnersteder i omegnen under Stubbe gods[3]. Stedet ligger tæt ved fjorden Sli med dens halvø Karnør (Karnör) og det lille Buknor (Bukenoor)[4]. Halvøen Karnør afsluttes ved den lille Sønderhage (Süderhacken) som modsvarer Nørrehage (Norderhacken) på Sliens modsatte bred ved Lindånæs.

NoterRediger

  1. ^ M. Mørk Hansen og C. L. Nielsen: Kirkelig Statistik over Slesvig Stift med historiske og topografiske bemærkninger, 3. bind, Kjøbenhavn 1863, side 345
  2. ^ Wolfgang Laur: Historisches Ortsnamenlexikon von Schleswig-Holstein, 2. oplag, Neumünster 1992, s. 294
  3. ^ Gerret Liebing Schlaber: Administrative tilhørsforhold mellem Ejderen og Kongeåen indtil 2007, Flensborg 2007, s. 262
  4. ^ formodentlig afledt af buk (oldn. bokkr)

Koordinater: 54°35′17.34″N 9°51′20.94″Ø / 54.5881500°N 9.8558167°Ø / 54.5881500; 9.8558167