Hitlisten er den samlede betegnelse for Danmarks officielle hitlister, som siden 1965 er blevet udgivet af IFPI Danmark. I mange år blev hitlisterne udarbejdet på baggrund af indrapporteringer fra grammofonforretninger og/eller pladeselskaberne selv. Siden 1993 er de blevet udarbejdet af Nielsen Music Control på vegne af IFPI Danmark.[1]

Historie redigér

Hitlisternes begyndelse (1965–1992) redigér

De første officielle danske hitlister udkom i slutningen af maj 1965, hvor de forskellige dagblade, som indtil da havde haft hver deres hitlister, valgte at bringe de samme. Der var tale om månedlige hitlister over salget af henholdsvis Singler, LP'er og EP'er. I efteråret 1967 ophørte EP-hitlisten i forlængelse af dette formats minimale betydning. Da Danmarks Radio nedlagde den salgsbaserede Top 20-hitliste i februar 1969, valgte IFPI at udsende singlelisten ugentligt i stedet. Samtidigt forsatte man med at udsende LP-hitlisten månedligt.

I efteråret 1972 valgte IFPI og DR at samarbejde, hvilket resulterede i programmet Hit-Paraden, som var baseret på IFPI's singleliste. Samarbejde blev udvidet i foråret 1973, hvor single- og LP-hitlisterne blev slået sammen i en Top 30 hitliste. Den blev skåret ned til en Top 20 i 1974.

Da Danmarks Radio lukkede deres hitlisteprogrammer i slutningen af marts 1977, overtog dagbladet BT den 7. januar 1977 den ugentlige præsentation. Top 30-listen var baseret på pladeselskabernes egne salgstal kontrolleret af en revisor.[2]

Fra januar 1979 valgte man atter at skille de to formater fra hinanden, så man igen havde en LP-hitliste, LP Top 30, og en single-hitliste, Single Top 10. Til forskel fra tidligere var LP Top 30 nu hovedlisten, fordi salget af Albums havde været meget større end singlesalget siden midten af 1970'erne. Dette styrkeforhold mellem album og single forsatte op gennem 1980'erne og 90'erne, hvor også CD'en primært var et album-medie.

Top 40 (1993–nu) redigér

I 1993 lancerede IFPI og analyseinstituttet AIM Nielsen en hitliste over de 40 mest solgte albums (ikke indeholdende kompilations som fx Absolute Music) på formatterne CD, vinyl og kassette. Hitlisten var baseret på salget fra butikkerne til kunderne, og dækkede 40% af det samlede musiksalg. Ved hitlistens lancering skulle en udgivelse sælges for mindst 110 kroner for at kunne komme på hitlisten. Listen blev offentliggjort i Ekstra Bladet, på P3 og i musikbladet Mix.[3][4][5]

Album-hitlisten blev i slutningen af 1998 for første gang lanceret på internettet på hjemmesiden musik.org.[6]

I september 2005 blev download og fysisk salg integreret i de to hitlister, Album Top 40 og Single Top 20.[7] I slutningen af marts 2006 blev der ligeledes oprettet en single-hitliste udelukkende baseret på downloads, Download Top 20.[8] Single Top 20 blev den 1. november 2007 afløst af Tracklisten (senere Track Top-40), og listen blev udvidet fra de 20 til de 40 mest populære sange baseret på single-CD'er, vinyler og digitale downloads.[9]

Efter introduktionen af lovlige digitale musiktjenester er singlen atter blevet hovedformatet, såvel hvad angår download som streaming. Aktuelt er Hitlisten baseret på salget i de fysiske butikker samt de lovlige digitale tjenester, og offentliggøres hver torsdag midnat. Hitlisten anno 2012 er delt op i:

Fra og med den 21. november 2014 er streaming integreret i Album Top-40 og Track Top-40. For at kunne sammenlægge streaming med salg af downloads, CD'er og vinyl, anvendes der en omregningsfaktor, hvor 100 streams svarer til et track, mens 1000 streams svarer til et album.[10]

I juni 2015 besluttede IFPI at musikudgivelser fra og med den 10. juli 2015 skal udkomme om fredagen. Initiativet, der støttes af mere end 45 lande, er lavet for at ensarte udgivelsen af musik på verdensplan. Hidtil er musik blevet udgivet i lande som Danmark om mandagen, i Tyskland om fredagen, og i USA om tirsdagen.[11] Fremover vil Hitlisten derfor blive offentliggjort om onsdagen (første gang den 15. juli 2015), da optællingsperioden vil gå fra fredag til torsdag (i stedet for mandag til søndag). Dette gælder dog ikke Airplay-listen.[12]

Se også redigér

Kilder redigér

  1. ^ "IFPI indgår ny hitliste-aftale". IFPI Danmark. 22. december 2003. Hentet 12. august 2011.
  2. ^ Drejer, Dennis (18. marts 2005). "HIT MED B.T.". BT.
  3. ^ Rachlin, Dan (29. august 1993). "Farvel til hitlisten". Berlingske.
  4. ^ Pyndt, Thomas (9. oktober 1994). "Landets bedste hitliste". Ekstra Bladet.
  5. ^ Nielsen, Per Reinholdt (10. februar 1998). "Hitlisten halter". Berlingske.
  6. ^ Bauer, Allan (1. oktober 1998). "Musikken samles på Nettet". Berlingske.
  7. ^ Schollert, Peter (18. juli 2005). "Hitliste: Hitliste med musikdownloads". Jyllands-Posten.
  8. ^ Stensdal, Kim (24. marts 2006). "Dansk hitliste for netmusik går i luften". Computerworld.
  9. ^ "Hit-nyt: Singlelisten bliver til Tracklisten". IFPI. 23. oktober 2007. Hentet 21. december 2016.
  10. ^ STREAMING INTEGRERET I HITLISTERNE FOR ALBUM OG TRACK
  11. ^ Global Release Day Launch Set for July
  12. ^ ONSDAG BLIVER NY HITLISTEDAG

Eksterne henvisninger redigér