Hugo Riemann

tysk professor

Karl Wilhelm Julius Hugo Riemann (født 18. juli 1849 nær Sondershausen, død 10. juli 1919 i Leipzig) var en tysk musikforfatter.

Hugo Riemann
Personlig information
Født18. juli 1849 Rediger på Wikidata
Sondershausen, Thüringen, Tyskland Rediger på Wikidata
Død10. juli 1919 (69 år) Rediger på Wikidata
Leipzig, Sachsen, Tyskland Rediger på Wikidata
GravstedSüdfriedhof Leipzig Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­stedEberhard Karls Universität Tübingen,
Friedrich-Wilhelms-Universität zu Berlin,
Hochschule für Musik und Theater "Felix Mendelssohn Bartholdy" Leipzig Rediger på Wikidata
BeskæftigelseMusikolog, dirigent, musikteoretiker, musikpædagog, universitetsunderviser, forfatter, komponist, pianist Rediger på Wikidata
FagområdeMusikvidenskab Rediger på Wikidata
ArbejdsgiverLeipzig Universitet Rediger på Wikidata
ArbejdsstedLeipzig Rediger på Wikidata
EleverStoyan Brashovanov, Max Reger Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Riemann studerede oprindelig jura, senere filosofi og bestemte sig først 1870 endelig for musikken, idet han indtrådte som elev i Leipzigs konservatorium. 1873 blev Riemann Dr. phil. (senere tillige Dr. mus.). 188195 var han lærer, først ved konservatoriet i Hamburg, senere i Wiesbaden og vendte derfra tilbage til Leipzig, hvor han blev professor i musikvidenskab og leder af universitets Collegium musicum. Riemann har udgivet nogle kompositioner som violinsonate, trio, strygekvartet og klaverstykker, men det var som musikforfatter, han vandt et højtanset navn.

Hans videst kendte arbejde er Musiklexikon (1882, 1 bind), der er udkommet i 10 stadig forøgede udgaver; men Riemann har i øvrigt med stor flid og alsidighed forfattet en række værker, der vedrører næsten alle musikvidenskabens grene, og på flere områder har han hævdet selvstændige anskuelser, der delvis er slåede igennem. Endelig har han foranstaltet fraseringsudgaver af klassisk klavermusik og udgivet forskellig ældre, delvis glemt instrumentalmusik, navnlig af den såkaldte Mannheimerskole, for hvis historiske betydning Riemann var en ivrig og fortjenstfuld talsmand.

Blandt Riemanns mange frembringelser skal fremhæves: Musikalische Syntaxis (1877), Handbuch der Harmonielehre, Entwickelung unserer Notenschrift (1881) og Studien zur Geschichte der Notenschrift(1878), Musikalische Dynamik und Agogik (fraseringslære) (1884), Lehrbuch des Kontrapunkts, en række Musik-Katechismen, deriblandt en Musikästhetik og en Musikgeschichte, Epochen und Heroen der Musikgeschichte (1900), Geschichte der Musiktheorie im IX.—XIX. Jahrhundert (1898), Opern-Handbuch (1887–[1893]), Geschichte der Musik seit Beethoven (1800–1900) (1901), Große Kompositionslehre (3 bind, 1902, 1903 og 1913), Handbuch der Musikgeschichte (1904—13).

Litteratur

redigér
  • Thomas Husted Kirkegaard, Riemann in Scandinavia. Reception and Rejection.[1] In: Kreative Missverständnisse oder universale Musikprinzipien? Hugo Riemann und der internationale Wissenstransfer, udgivet af Stefan Keym, Baden-Baden, Olms Verlag 2024, s. 221-247. ISBN 978-3-487-16680-3