Isiskulten

Isiskulten er en samlebetegnelse for dyrkelsen af den gamle egyptiske gudinde Isis i hellenistisk-romersk tid. I den traditionelle egyptiske religion var hun en central skikkelse gift med Nildalens mytiske første konge Osiris og mor til Horus, den guddommelige personifikation af farao. Isis blev oprindeligt dyrket i forbindelse med døderitualerne, når kongens lig blev balsameret, derfra fik hun status af korn og frugtbarhedsgudinde.

Isis i hellenistisk-romersk tid

Romersk statue af Isis-præstinde, 2. årh. e.v.t.

Efter Alexanders erobring af Egypten spredte dyrkelsen af Isis og Osiris sig først over det østlige middelhavsområde og siden til hele Romerriget, da det blev områdets dominerende magt. Dyrkelsen af de egyptiske guder dukkede op i Rom omkring 2. årh. f.v.t. og her fik Isis efterhånden status som den mest betydningsfulde blandt disse guder. Hun blev efterhånden også tillagt flere evner, idet hun eksempelvis blev kaldt for søfartens beskytter, helbredersken, selve kulturens indstifter og himmeldronning.

Isiskulten i den græsk-romerske form kendes bedst gennem Plutarch og Apulejus fra Madauras skrifter, sidstnævnte beskrev i værket Det gyldne æsel, en stor offentlig procession i Korinth i anledning af den årlige for skibsfartens genoptagelse, og derefter giver han et sjældent indblik i en indvielsesceremoni i det hemmelige Isis-myterium.

I Rom var dyrkelsen af de egyptiske guder fra begyndelsen officielt ikke anerkendt, tilhængerne blev med jævne mellemrum forfulgt og idømt hårde straffe, og templer opført Isis og Serapis blev ødelagt. Trods denne forfølgelse fra øvrigheden forblev Isiskulten meget populær, og i løbet af 1. årh. e.v.t. forsvinder modstanden og kulten begynder endda at nyde kejserlig støtte.

I kejsertidens Rom havde Isis udviklet fra oprindeligt at have været en mindre guddom i et større panteon til at være den store gudinde, der modtog al opmærksomhed og hengivenhed. Kulten var nu blevet en ny selvstændig religion, som ikke længere havde meget tilfælles med sit udgangspunkt. Nu var den blevet til en mysteriereligion, formet efter samme skabelon som antikkens øvrige mysterier. Hendes kult handlede stadig om død og genopstandelse, men Osisris var gledet helt i baggrunden, og hun var nu herskeren over naturen, som hjalp mennesket i sin nød, og som kunne frelse det til et nyt og bedre liv efter døden.

Se også

• Mysteriereligion
• Romersk religion
• Ægyptisk religion

Litteratur

• J. Podemann Sørensen, Hellenismen, i T. Jensen, M. Rothstein & J. Podemann Sørensen (red.): Gyldendals religionshistorie, Gyldendal 1994. ISBN 87-00-12196-7
• Per Bilde, Verdensreligionernes hovedværker: Den hellenistisk-romerske verden, Spektrum, 1998. ISBN 87-7763-175-7