De erfaringer muslimske kvinder har (arabisk: مسلمات Muslimāt, ental مسلمة Muslima) varierer meget inden for og mellem forskellige samfund.[2] På samme tid er deres tilslutning til islam en fælles faktor, der påvirker deres liv i varierende grad og giver dem en fælles identitet, som kan tjene til at bygge bro over de store kulturelle, sociale og økonomiske forskelle mellem dem.

Pige Recitere Qur'ān (Kuran Okuyan Kız), et maleri fra 1880, af den Osmanniske polyhistor Osman Hamdi Bey, hvis værker ofte viste kvinder, der deltager i pædagogiske aktiviteter.[1]

Blandt de påvirkninger, som har spillet en vigtig rolle i definitionen af den sociale, åndelige og kosmologiske status for kvinder i løbet af den islamiske historie, er islams hellige skrift, Koranen; haditherne, der er traditioner der vedrører islams profet Muḥammads gerninger og aforismer ;[3] ijmā', som er en konsensus, udtrykt eller stiltiende, på et spørgsmål om loven;[4] qiyās, det princip, hvorefter lovgivningen i Koranen og sunnah eller profetiske skikke anvendes til situationer, der ikke udtrykkeligt er dækket af disse to kilder af lovgivning;[5] og fatwaer, ikke-bindende offentliggjort udtalelser eller afgørelser vedrørende religiøs doktrin eller retsspørgsmål. Yderligere påvirkninger omfatter præ-islamiske kulturelle traditioner; verdslige love, som er fuldt ud accepteret i islam, så længe de ikke er i direkte modstrid med islamiske leveregler;[6] religiøse myndigheder, herunder regeringskontrollerede myndigheder såsom det Indonesiske Ulema-Råd og Tyrkiets Diyanet;[7] og spirituelle lærere, som er særligt fremtrædende i islamisk mystik eller sufisme. Mange af de sidstnævnte – herunder måske mest berømt, Ibn al-'Arabī – har selv produceret tekster, der har belyst den metafysiske symbolik af det feminine princip i Islam.[8]

Der er en betydelig variation med hensyn til, hvordan de ovennævnte kilder er fortolket af omtodokse muslimer, både sunnitter og shiitter, og ideologiske fundamentalister, især dem, der er tilhængere af wahhabismen eller salafismen.[9] I særdeleshed har wahhabister og salafister en tendens til at afvise mystik og teologi direkte; dette har vidtrækkende konsekvenser for den måde, kvinder opfattes på indenfor disse ideologiske sekter.[10] Omvendt har både de etablerede teologiske skoler og sufismen i hvert fald en vis indflydelse indenfor islamisk ortodoksi.[11]

Referencer

redigér
  1. ^ "Artist Feature: Who Was Osman Hamdi Bey?". How To Talk About Art History. 27. april 2017. Hentet 13. juni 2018.
  2. ^ Herbert L. Bodman; Nayereh Esfahlani Tohidi, red. (1998). Women in Muslim Societies: Diversity Within Unity. Lynne Rienner Publishers. s. 2-3. Herbert L. Bodman; Nayereh Esfahlani Tohidi, red. (1998). Women in Muslim Societies: Diversity Within Unity. Lynne Rienner Publishers. s. 2-3.
  3. ^ iGlassé, Cyril (1989). The Concise Encyclopaedia of Islam. London, England: Stacey International. s. 141-143.
  4. ^ Glassé, Cyril (1989). The Concise Encyclopaedia of Islam. London, England: Stacey International. s. 182.
  5. ^ Glassé, Cyril (1989). The Concise Encyclopaedia of Islam. London, England: Stacey International. s. 325.
  6. ^ Nasr, Seyyed Hossein (2004). The Heart of Islam: Enduring Values for Humanity. New York: HarperOne. s. 121-122. ISBN 978-0-06-073064-2.
  7. ^ Schleifer, Yigal (27. april 2005). "In Turkey, Muslim women gain expanded religious authority". The Christian Science Monitor. Hentet 10. juni 2015.
  8. ^ Murata, Sachiko (1992). The Tao of Islam: A Sourcebook on Gender Relationships in Islamic Thought. Albany: State University of New York Press. s. 188–202. ISBN 978-0-7914-0914-5.
  9. ^ Schleifer, Professor S Abdallah (2015). The Muslim 500: The World's 500 Most Influential Muslims, 2016. Amman: The Royal Islamic Strategic Studies Centre. s. 28. ISBN 978-1-4679-9976-2.
  10. ^ Oliveti, Vicenzo (2002). Terror's Source: The Ideology of Wahhabi-Salafism and its Consequences. Birmingham, United Kingdom: Amadeus Books. s. 34-35. ISBN 978-0-9543729-0-3.
  11. ^ Schleifer, Prof S Abdallah (2015). The Muslim 500: The World's 500 Most Influential Muslims, 2016. Amman: The Royal Islamic Strategic Studies Centre. s. 28-30. ISBN 978-1-4679-9976-2.

Eksterne henvisninger

redigér