Jean Grolier de Servières, vicomte d'Aguisy (1479 i Lyon - 22. oktober 1565 i Paris) var en fransk adelsmand og bogsamler

Jean Grolier (siddende) i trykkeriet hos Aldus Manutius som viser ham forskellige bogbind. - Af François Flameng (1856–1923)[1]
Et bogbind lavet til Grolier.

Grolier var finansembedsmand af høj rang, til sidst en af de fire franske generalskatmestre og havde som skatmester ved den franske hær i Italien under et langt ophold der fået lejlighed til at fremme sin ualmindelige studere- og samlerlyst under samkvem med bogtrykkeren Aldus Manutius og andre lærde.

Det prægtige grolierske bibliotek splittedes ved hans død; dog holdtes omtrent 3000 bind sammen i en arvings slægt i over 100 år. Omkring 1920[2] havde man kun genfundet lidt over 350 bind; de fleste er bevarede i Frankrig, navnlig i Nationalbiblioteket i Paris; derefter har især British Museum og Hofbiblioteket i Wien en del. To er i Stockholm og to findes i København.[3] Groliers bøger omhandlede især antikke, historiske og arkæologiske emner.

Hvad der navnlig er karakteristisk for dem, er de sjældent smukke bind i renæssancestil, dels udført i Italien, dels ved franske mestre, der tog italienerne til mønster; de plejer at bære indskriften Io. Grolierii et amicorum ("Jean Grolier og hans venners") samt som supralibros[4] valgsproget Portio mea, Domine, sit in terra viventium, ("Lad mig, o Herre, få del i de levendes land"[5]) hentet fra Salmernes Bog

Hvem der har udført Groliers bind, vides ikke; muligvis har Geoffroy Tory udført tegning til nogle af stemplerne. Når smukke eksemplarer af Groliers bøger af og til kommer på bogmarkedet, opnår de høje priser.

En forening for boghåndværk i New York har taget navn efter ham, The Grolier Club.[1]

Se også

redigér
 
Wikimedia Commons har medier relateret til:
  1. ^ a b "The Grolier Club of New York" Arkiveret 23. oktober 2017 hos Wayback Machine fra 1884
  2. ^ Artiklen er fra 1920 af dr.phil. Emil Gigas og bibliotekar Carl S. Petersen
  3. ^ Om et Grolier-bind i Skatte i Det Kongelige Bibliotek
  4. ^ Supralibros (lat. 'på bogen'; også superexlibris) er et våben eller monogram ofte i blindtryk anbragt uden på bogbindet.
  5. ^ Oversættelse via side om et Grolier-bind i Skatte i Det Kongelige Bibliotek - En alternativ oversættelse fra Bibelselskabet kan ses her (Sl 142,6)

Litteratur

redigér

Anvendt af Gigas og Petersen i Salmonsen:

  • Le Roux de Lincy: Recherches sur Jean Grolier, sur sa vie et sa bibliothéque, Paris 1866 - Online hos Archive.org
  • Carl Elberling: "Grolier og hans Samtid" i Breve fra en Bogelsker, 1909.

Eksterne henvisninger

redigér