Klassisk japansk (sprog)

Klassisk japansk, eller sen-klassisk japansk er betegnelsen for det japanske sprog, som kendetegner perioden fra 794 til 1185, en periode, der også betegnes Heian-perioden. Forløberen for det klassiske japanske sprog er det gammel-klassiske japanske sprog.

Det klassiske japanske sprog opdeles således i det sen-klassiske japanske sprog (der normalt betegnes som klassisk japansk) og i gammel-klassisk japansk, der er den tidligste attesterede sprogudviklingsform for det japanske sprog. Det gammel-klassiske japanske sprog blev anvendt indtil 794, hvor Japans hovedstad blev flyttet fra Heijōkyō til Heiankyō (eller Heian-kyoto). Den nye hovedstads oprindelige navn Heian (= fred) blev tilføjet betegnelsen kyōto (= hovedstad), dvs. Fredens Hovedstad, som senere blev forkortet til byens nuværende betegnelse Kyōto).

Klassisk japansk blev skrevet med en tilpasset form af det kinesisk skriftsprog. Derudover blev yderligere to skriftsystemer indarbejdet i klassisk japansk, nemlig hiragana og katakana. De nye skriftsystemer gjorde det lettere at skrive, og de var medvirkende til at udvikle en guldalder i japansk litteratur med klassikere som f.eks. Fortællingen om Genji, Fortællingerne om Ise samt en lang række andre værker.

Eksterne linksRediger

 Spire
Denne artikel om sprog eller litteratur er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.