Klaus Hasselmann
Klaus Ferdinand Hasselmann (født 25. oktober 1931[1]) er en tysk oceanograf og klima-model-forsker. Han er Professor Emeritus på Universität Hamburg og tidligere leder af Max-Planck-Institut für Meteorologie. Han modtog nobelprisen i fysik i 2021 sammen med Giorgio Parisi og Syukuro Manabe for deres banebrydende bidrag til teorien for komplekse systemer, og særligt "for opdagelsen af samspillet mellem uorden og fluktuationer i fysiske systemer fra atomar til planetar skala."[2]
 Klaus Hasselmann | |
|---|---|
| Født |
25. oktober 1931 (92 år)  Hamborg, Tyskland |
| Nationalitet |
 Tysk |
| Far |
Erwin Hasselmann |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted |
Georg-August-Universität Göttingen, Universität Hamburg, Max-Planck-Gesellschaft |
| Medlem af |
Royal Meteorological Society, Deutsche Meteorologische Gesellschaft, European Climate Forum (fra 2001), European Geosciences Union, Kungliga Vetenskapsakademien med flere |
| Beskæftigelse |
Klimaforsker, universitetsunderviser, fysiker, meteorolog, oceanograf |
| Fagområde |
Klimaændring, simulering, klimamønster, antropogen, Klimamodel |
| Arbejdsgiver |
Deutsches Klimarechenzentrum, Universität Hamburg, Max-Planck-Gesellschaft, Max-Planck-Institut für Meteorologie |
| Arbejdssted |
Hamborg, Göttingen |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser |
Store fortjenstkors m. stjerne af Forbundsrepublikken Tysklands fortjenstorden (2022), James B. Macelwane Medal (1964), Vilhelm Bjerknes-Medaljen (2002), Nobelprisen i fysik (2021), Premios Fundación BBVA Fronteras del Conocimiento (2009) med flere |
| Eksterne henvisninger | |
|
Klaus Hasselmanns hjemmeside | |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Hasselmann opvoksede i Welwyn Garden City, England og vendte tilbage til Hamborg i 1949 for at gå på universitetet. Igennem sin karriere har han primært arbejdet på Universität Hamburg og Max-Planck-Institut für Meteorologie, som han grundlagde. Han tilbragte også 5 år i USA som professor på Scripps Institution of Oceanography og Woods Hole Oceanographic Institution, og 1 år som visiting professor på University of Cambridge.[1]
Han er bedst kendt for at have udviklet Hasselmann modellen[3][4] til klimaændring, hvor systemer med lang hukommelse (havet) der integrerer stokastisk kraft, hvorved et signal med hvid støj kan ændres til rød støj, der forklarer de allestedsnærværende røde støjsignaler der ses i klimaet.
Videnskabelige artikler om klima redigér
- Hasselmann, Klaus (1976). "Stochastic climate models Part I. Theory". Tellus. 28 (6): 473. doi:10.3402/tellusa.v28i6.11316. Hentet 3. november 2021.
- Hasselmann, Klaus (1993). "Optimal Fingerprints for the Detection of Time-Dependent Climate Change". Journal of Climate. 6 (10): 1957. doi:10.1175/1520-0442(1993)006%3C1957:OFFTDO%3E2.0.CO;2. Hentet 3. november 2021.
- M. Welp, K. Hasselmann, C. Jaeger, Climate Change and Paths to Sustainability: the Role of Science- Based Stakeholder Dialogues, The Environment
- Barnett, Tim; Zwiers, Francis; Hengerl, Gabriele; Allen, Myles; Crowly, Tom; Gillett, Nathan; Hasselmann, Klaus; Jones, Phil; Santer, Ben; Schnur, Reiner; Scott, Peter; Taylor, Karl; Tett, Simon (1. maj 2005). "Detecting and Attributing External Influences on the Climate System: A Review of Recent Advances". Journal of Climate. American Meteorological Society. 18 (9): 1291-1314. Bibcode:2005JCli...18.1291.. doi:10.1175/jcli3329.1. hdl:11858/00-001M-0000-0011-FF92-2. ISSN 1520-0442.
- Weber, Michael; Barth, Volker; Hasselmann, Klaus (2005). "A multi-actor dynamic integrated assessment model (MADIAM) of induced technological change and sustainable economic growth". Ecological Economics. Elsevier BV. 54 (2-3): 306-327. doi:10.1016/j.ecolecon.2004.12.035. ISSN 0921-8009.
- Hasselmann, K. (12. december 2003). "The Challenge of Long-Term Climate Change". Science. American Association for the Advancement of Science (AAAS). 302 (5652): 1923-1925. Bibcode:2003Sci...302.1923H. doi:10.1126/science.1090858. hdl:11858/00-001M-0000-0012-012D-E. ISSN 0036-8075. PMID 14671292. S2CID 5794113.
- Ledley, Tamara S.; Sundquist, Eric T.; Schwartz, Stephen E.; Hall, Dorothy K.; Fellows, Jack D.; Killeen, Timothy L. (28. september 1999). "Climate change and greenhouse gases". Eos, Transactions American Geophysical Union. American Geophysical Union (AGU). 80 (39): 453-458. Bibcode:1999EOSTr..80Q.453L. doi:10.1029/99eo00325. ISSN 0096-3941. (This review paper cites several papers coauthored by Hasselmann.)
- Hasselmann, Klaus (1999). "Linear and nonlinear signatures". Nature. Springer Science and Business Media LLC. 398 (6730): 755-756. doi:10.1038/19635. ISSN 0028-0836. S2CID 204992692.
- Hasselmann, Klaus (1997). "Climate-change research after Kyoto". Nature. Springer Science and Business Media LLC. 390 (6657): 225-226. Bibcode:1997Natur.390..225H. doi:10.1038/36719. ISSN 0028-0836. S2CID 44682419.
- Hasselmann, K. (9. maj 1997). "Are We Seeing Global Warming?". Science. American Association for the Advancement of Science (AAAS). 276 (5314): 914-915. doi:10.1126/science.276.5314.914. ISSN 0036-8075. S2CID 140185566.
Referencer redigér
- ^ a b "Klaus Hasselmann". Arkiveret fra originalen 5. oktober 2021. Hentet 5. oktober 2021.
- ^ "All Nobel Prizes in Physics". NobelPrize.org (amerikansk engelsk). Hentet 2021-10-05.
- ^ Hasselmann, K. (1976). "Stochastic climate models Part I. Theory". Tellus. Informa UK Limited. 28 (6): 473-485. Bibcode:1976Tell...28..473H. doi:10.3402/tellusa.v28i6.11316. ISSN 0040-2826.
- ^ Arnold, Ludwig (2001). "Hasselmann's program revisited: the analysis of stochasticity in deterministic climate models". Stochastic Climate Models. Basel: Birkhäuser Basel. s. 141-157. doi:10.1007/978-3-0348-8287-3_5. ISBN 978-3-0348-9504-0. Citeseer
Eksterne henvisninger redigér
 | Spire Denne naturvidenskabelige biografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |  |