Lugtesans
Lugtesansen betegner menneskets opfangelse af lugt i luften. I hver næsehalvdel fylder de omkring 20 millioner lugteceller ca. 2,5 cm².[1] Et tyndt slimlag dækker næsehulen. Slimen opfanger duftstoffer, der så registreres af lugtecellerne.
Menneskets lugtesans sidder øverst i næsehulen. Når luft kommer ind i næsehulen, kan luftbårne molekyler opløses af væsken i slimhinden. Lugtesansens sanseceller lever 6-8 uger, og når de dør, erstattes de af nye. Lugtesansen gendannes derfor, hvis slimhinden skades. Hos Alzheimer-patienter er lugtesansen det første, der forsvinder[2] - og ingen sans er mere knyttet til minder og følelser end netop denne.
Mennesket kan registrere mellem 10.000 og op til 40.000 dufte. Det stærkest lugtende stof, vi kan mærke, er det svovlholdige metylmerkaptan, der findes i hvidløg og råddent kød. Det mærkes selv i en koncentration på mindre end et nanogram (et milliarddels gram) pr liter luft.[3]
NoterRediger
- ^ https://www.dr.dk/levnu/tips-fra-dr/hvad-du-boer-vide-om-lugtesansen
- ^ https://www.berlingske.dk/samfund/oejne-og-lugtesans-afsloerer-alzheimers
- ^ https://sml.snl.no/luktesansen
 | Spire Denne artikel om fysiologi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |