Luthers Tyske Messe

liturgisk forskrift for gennemførelse af gudstjenesten i lutherske kirker

Luthers Tyske Messe (tysk: Deutsche Messe und Ordnung des Gottesdiensts) blev publiceret i 1526 af Martin Luther. Den efterfulgte hans latinske messe Formula missae fra 1523. Begge messer var kun tænkt som forslag, udarbejdet på opfordring, og det blev ikke forventet, at de skulle bruges bogstaveligt; de var tænkt til at kunne tilpasses. Messens funktion er ifølge Luther at få folk til at høre Guds ord.

Alterbordsforside fra Torslunde Kirke. Billedet viser hovedpunkterne i den protestantiske gudstjeneste: barnedåb, prædiken og nadver. Den latinske indskrift lyder: Denne tavle blev udsmykket efter råd af Hr. Johannes Jacobsen, præst ved denne kirke, i det Herrens år 1561. Kunstneren er ukendt, men forlægget for billedet er et stik af Lucas Cranach af den lutherske gudstjeneste sat op overfor en satirisk gengivelse af den katolske messe[1]. Maleren nøjedes med at male den positive del. På det tyske propagandastik er det Luther selv, der står på prædikestolen, men her er det måske sognepræsten selv.

Den Tyske Messe var bortset fra prædikenen fuldstændig på messeform.

Rækkefølgen i Luthers Tyske Messe

redigér
  • En åndelig sang eller tysksproget salme
  • Kyrie eleison (tre gange)
  • Kollektbøn (læst med ansigtet mod alteret)
  • Epistel (læst vendt mod tilhørerne)
  • En tysk hymne (sunget af hele koret)
  • Evangelietekst (læst vendt mod tilhørerne)
  • Trosbekendelsen sunget på tysk
  • Prædiken (over evangelieteksten)
  • Parafrase over Fader vor
  • Altergang for dem, der ønsker det
  • Velsignelse af brødet
  • Elevation af brødet som Kristi legeme
  • Uddeling af Kristi legeme
  • Parafrase på tysk over sanctus (eller en af salmerne "Gott Sei Gelobet" og "Jesus Christus unser Heiland")
  • Velsignelse af vinen
  • Uddeling af Kristi blod
  • Sanctus eller Agnus Dei på tysk (eller en af "Gott Sei Gelobet" og "Jesus Christus unser Heiland")
  • Taksigelseskollekt
  • Den aronitiske velsignelse lyses

Luthers Tyske Messe blev en standard for gudstjenestens liturgi inden for lutheranismen, hvor den med sproglig tilpasning er basis for gudstjenesterne i de lande, hvor denne trosretning er udbredt. Det gælder i særlig grad Tyskland, Skandinavien og Baltikum, men der findes også som følge af mission menigheder i flere lande i Afrika samt Indonesien.[2]

I den danske folkekirke anvendes ikke en fast liturgi, men standardliturgien til den almindelige gudstjeneste (højmesse) baserer sig på Luthers Tyske Messe og har de fleste elementer herfra.[3]

Referencer

redigér
  1. ^ Lucas Cranachs billede på Wikimedia Commons
  2. ^ "Den lutherske kirke". folkekirken.dk. Hentet 20. oktober 2017.
  3. ^ "Højmesse - liturgi" (PDF). folkekirken.dk. Arkiveret fra originalen (PDF) 28. maj 2016. Hentet 20. oktober 2017.

Eksterne henvisninger

redigér