Ikke at forveksle med Nationalpartiet Danmark.

Nationalpartiet er et dansk politisk parti. Det blev stiftet i 2014 af de tre dansk-pakistanske brødre Aamer, Asif og Kashif Ahmad som en modreaktion på "den højredrejning, som flere partier har taget på udlændingeområdet".[1] Partiets primære mærkesager er værdipolitiske (især på udlændingeområdet) og velfærd.[2]

Nationalpartiet  
 
Partiformand Asif Ahmad
 
Grundlagt 16. oktober 2014
Hovedkontor Hvidovrevej 137
2650 Hvidovre
 
Politisk placering Centrum
 
Website www.nationalpartiet.dk/

Pr. oktober 2018 havde partiet indsamlet 1798 af de påkrævede 20.109 vælgererklæringer.[3]

Historie redigér

Nationalpartiet blev stiftet den 16. oktober 2014 af de tre dansk-pakistanske brødre Aamer, Asif og Kashif Ahmad som en modreaktion på "den højredrejning, som flere partier har taget på udlændingeområdet".[1] I forvejen sad Kashif Ahmad som byrådsmedlem i Hvidovre, han blev også valgt som partiets formand ved stiftelsen.[4]

Yahya Hassans kandidatur redigér

Den 7. april 2015 klokken 14:00 offentliggjorde partiet, at den dansk-palæstinensiske digter Yahya Hassan ville opstille som folketingskandidat,[5][6][7] hvis partiet bliver opstillingsberettiget. Nyheden skabte en del medieopmærksomhed, og kl. 9:41 dagen efter kunne partiet meddele, at det havde modtaget flere end de nødvendige 20.260 vælgererklæringer[8] – en stigning på over 5.000 erklæringer på et døgn[9][10] – som dog stadig skulle behandles og kontrolleres af de offentlige myndigheder.

Reaktionerne på nyheden om Yahya Hassans indtog i dansk politik var overvejende skeptiske.

Pia Kjærsgaard udtalte sig om hans kandidatur: "Min første reaktion er, at det er stærkt underholdende. Politik udvikler sig mere og mere i den retning, og engang imellem kan man godt beklage det. Men indtil videre har jeg tænkt mig at trække på smilebåndet af det og sige "nå for søren, så må vi jo se, hvordan det går"".[11] Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen vurderede, at det ville blive "meget svært for [Hassan] at få transformeret sig fra ... at være digter til at være politiker og skifte fra poesi til politik".[12] Larsen mente også, at en del vælgere "simpelthen ville have svært ved at tage ham alvorligt som politiker, når man ser på hans baggrund ..." Valgforsker Robert Klemmesen, professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, udtalte i medierne, at det selv med Hassans kandidatur ville blive svært for Nationalpartiet at opnå de krævede godkendte vælgererklæringer for at kunne blive opstillingsberettigede til folketingsvalg i tide: "Det kommer jo selvfølgelig først og fremmest an på, hvornår valget kommer. Kommer det i maj, er det ikke muligt for Nationalpartiet at få samlet nok vælgererklæringer, som jeg ser det. ... Mit bud er, at Nationalpartiet ikke når det til den her omgang. De har levet en ret stille tilværelse, og det er altid skidt, når man skal samle 21.000 underskrifter".[13]

En artikel i Berlingske fokuserede desuden på Grundlovens § 30 stk. 1, som giver Folketingets medlemmer mulighed for at stemme en "uværdig" folkevalgt ud og vurderede, at dette er en risiko for Hassan, da han i marts 2015 modtog en voldsdom på fire måneders betinget fængsel for et knytnæveslag under en bytur i Aarhus i 2014.[14] Endelig gav en artikel i Ekstra Bladet udtryk for, at Nationalpartiet satser alt med beslutningen om at lade Hassan opstille.[15]

Folketingsvalget 2015 redigér

Nationalpartiet nåede ikke at blive opstillingsberettiget til folketingsvalget den 18. juni 2015. I stedet opstillede partiet løsgængere i fem storkredse, og løsgængerne fik følgende antal stemmer:

Navn Antal stemmer Valgkreds
Yahya Hassan 904 Østjyllands Storkreds
Kashif Ahmad 708 Københavns Storkreds
Asif Ahmad 405 Københavns Omegns Storkreds
Aamer Ahmad 136 Sjællands Storkreds
Aleks Jensen 68 Nordsjællands Storkreds

Desuden varslede partiet, at det ville opstille Noura Bendali i Fyns Storkreds og Anna Møbjerg i Sydjyllands Storkreds. Disse kandidater nåede dog ikke at indsamle stillere.

Eksklusion af Yahya Hassan redigér

9. februar 2016 blev Yahya Hassan ekskluderet fra Nationalpartiet, efter han var blevet anholdt igen. Yahya Hassan var denne gang blevet anholdt for narkokørsel.[16] Han var således medlem af partiet i ca. 10 måneder.

Formandsskifte redigér

I januar 2019 forlod Kashif Ahmad partiet til fordel for Alternativet, og hans bror Asif overtog formandsposten.[17]

Politik redigér

Nationalpartiet vil afskaffe 24-års-reglen og tilknytningskravet og er desuden imod forbud mod religiøse symboler.[18] Desuden vil partiet revurdere skolereformen, sikre "flere varme hænder" i sundhedsvæsnet, afbureaukratisere den offentlige sektor og skabe mere tillid til offentlige ansatte.[15]

To dage efter offentliggørelsen af sin opstilling som folketingskandidat for Nationalpartiet gav Yahya Hassan udtryk for et ønske om en privatisering af flygtningestrømmen: "Flygtningestrømmen skal privatiseres for alvor. Borgere skal have mulighed for at leje værelser ud til flygtninge. Det skal forbedre integrationen og omsætningen i lokalsamfundene, der halter efter ... borgerne kan få et bedre indtryk af, hvad det vil sige at være flygtning. Mens flygtninge får en fornemmelse af, hvad det vil sige at bo i nationen Danmark."[19]

Yahya Hassan støttede endvidere Palæstina i konflikten mellem Israel og Palæstina. Han var kritiker af Israel og afviste desuden idéen om en tostatsløsning. Nationalpartiet har ikke givet en formel udmelding om sin holdning til konflikten, men reagerede på en kronik af Dan Harder, som kritiserede Hassans udtalelser ved pressemødet om sit folketingskandidatur ved at kalde dansk politik på det værdi- og udenrigspolitiske område i de sidste 20 år "præget af hjernevask" og ved at kalde Dan Harders kronik en fordejelse og manipulation af ord.[20]

Kilder redigér

  1. ^ a b VIDEO Nationalpartiet præsenterer partiplan: Sådan kommer vi i Folketinget. Kasper Søby. DR.dk Nyheder, 16. oktober 2014 kl. 13:16.
  2. ^ Danmark får et nyt parti. Thels Lange Olsen. DR.dk Nyheder, 15. okt. 2014 kl. 22:39.
  3. ^ Økonomi- og Indenrigsministeriet: Digitale vælgererklæringer
  4. ^ Nyt parti vil være modvægt til den politiske højredrejning, Information, 17. oktober 2014, set 8. september 2015
  5. ^ Nationalpartiet på Facebook: Pressemeddelelse, 7. april 2015.
  6. ^ Yahyah Hassan bliver kandidat for Nationalpartiet. Jyllands-Posten, 7. april 2015.
  7. ^ Yahya Hassan stiller op for Nationalpartiet. Emilie Rask Jensen. DR Ligetil, 7. april 2015 kl. 08:19.
  8. ^ Nationalpartiet på Facebook den 8. april 2015 kl. 9:41.
  9. ^ Nationalpartiet på Facebook den 8. april kl. 14:17.
  10. ^ Yahya Hassan-effekten: Støtten vælter ind til Nationalpartiet. Rasmus Walther Jensen, Berlingske Nyhedsbureau. BT, 8. april 2015 kl. 09:53.
  11. ^ Pia K om Yahya Hassans kandidatur: 'Stærkt underholdende'. BT, 7. april kl. 11:18.
  12. ^ Thomas Larsen: Svært spring fra poesi til politik. Torben Fog. Berlingske, 7. april 2015 kl. 13:25.
  13. ^ Valgforsker: Nationalpartiet får det svært trods Yahya-effekten. Cecilie Gormsen. Altinget, 7. april 2015 kl. 13:25.
  14. ^ Voldssag kan spænde ben for Yahya Hassans politiske karriere. Jens Anton Bjørnager. Berlingske, 7. april 2015 kl. 18:12.
  15. ^ a b Nationalpartiet satser alt med Yahya Hassan. Hans Chr. Blem. Ekstra Bladet, 7. april 2015 kl. 10:25.
  16. ^ Nationalpartiet har ekskluderet Yahya Hassan efter anholdelse - Politik
  17. ^ Berit Hartung (14. januar 2019), "Partileder skifter parti: Nu vil han i Folketinget for Alternativet", B.T., hentet 15. januar 2019
  18. ^ Kashif Ahmad i Deadline den 18. oktober 2014 på DR2.
  19. ^ Yahya Hassan:Danskerne skal leje værelser ud til flygtninge. Jonas Pettersen. BT, 9. april 2015 kl. 08:54.
  20. ^ Nationalpartiet på Facebook den 19. april 2015. Reaktion på Yahya Hassans hjernevask af Dan Harder. Jylland-Posten, 18. april 2015 kl. 03:00.