Åbn hovedmenuen
Humanisten Johann Reuchlin (1455–1522) var aktivt imod religiøs obskurantisme.

Obskurantisme (fransk: obscurantisme, fra Latin: obscurans, “formørkelse”) betegner det at bevidst modarbejde udbredelsen af fakta eller detaljer i en given sammenhæng.[1][2]

Der er historisk to opfattelser af begrebet obskurantisme: (1) en bevidst undertrykkelse af viden eller modstand mod at sprede viden og (2) en bevidst uklarhed i kommunikationen eller udtryk med det formål at skabe tvivl eller tvetydighed.[3][4][5]

Begrebet obskurantisme stammer fra titlen på det satiriske værk Epistolæ Obscurorum Virorum (1515–19, Obskure mænds breve), der var baseret på den intellektuelle disput mellem den tyske humanist Johann Reuchlin og dominikanermunken Johannes Pfefferkorn om hvorvidt alle jødiske bøger skulle brændes. Munken Pfefferkorn havde i 1509 af Maximilian 1. fået tilladelse til at brænde alle kopier af den jødiske Talmud i Det tysk-romerske rige; Epistolæ Obscurorum Virorum gjorde grin af dominikanermunkens argumenter for at brænde de u-kristne værker.

I 1700-tallet under oplysningstiden anvendte filosoffer begrebet obskurantist om fjenderne af intellektuel oplysning og spredning af viden. I 1800-tallet opstod en sondring mellem obskuratisme i metafysikken og teologien.[6]

Obskurantismen er symboliseret med sort i Østtimors flag for at understrege, at obskurantismen skal bekæmpes.

ReferencerRediger

  1. ^ Opslag "Obskurantisme", Ordbog over det danske sprog
  2. ^ Opslag "Obscurantism", lexico.com (Oxford Dictionaries)
  3. ^ Webster's Third New International Dictionary, Unabridged. Merriam-Webster, Inc. 2018. 
  4. ^ Webster's New Universal Unabridged Dictionary (1996) p. 1,337
  5. ^ Buekens, Filip; Boudry, Maarten (2014). "The Dark Side of the Loon. Explaining the Temptations of Obscurantism". Theoria. 81 (2): 126–143. doi:10.1111/theo.12047. hdl:1854/LU-4374622. The charge of obscurantism suggests a deliberate move on behalf of the speaker, who is accused of setting up a game of verbal smoke and mirrors to suggest depth and insight where none exists. The suspicion is, furthermore, that the obscurantist does not have anything meaningful to say and does not grasp the real intricacies of his subject matter, but nevertheless wants to keep up appearances, hoping that his reader will mistake it for profundity.(p. 126) 
  6. ^ Nietzsche, F. (1878) Human, All Too Human Vol. II, Part 1, 27. Cambridge University Press; 2 edition (November 13, 1996). ISBN 978-0-521-56704-6
 Stub
Denne filosofiartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.