Portal:Film/Udvalgt biografi/juli, 2007

Alfred Joseph Hitchcock (13. august 1899 - 29. april 1980) voksede op i London med strenge, katolske forældre, og var i sin ungdom en ihærdig film- og teatergænger. Som tyveårig blev han ansat som mellemteksttegner til datidens stumfilm, men kom hurtigt til også at fungere som bl.a. manuskript-medforfatter og instruktørassistent, og arbejdede endda lejlighedsvis i klipperummet. Derved fik han et grundlæggende kendskab til films tilblivelsesproces.

Som 25-årig instruerede han sin første film, The Pleasure Garden, men både den og den næste blev lagt på hylden af filmselskabet, der fandt dem underlige og uden kommercielle muligheder. Til gengæld blev den tredje, The Lodger, en stor succes, både anmelder- og publikumsmæssigt.

Tre år senere gik han over i filmhistorien, da han som den første i Storbritannien lavede en talefilm, Blackmail, om end den kun har lyd i visse udvalgte scener. Han udviklede sig til en af landets betydeligste instruktører; men langt de fleste af hans film fra den periode, måske med undtagelse af bl.a. Sabotage og (De 39 trin), er gået i glemmebogen og størsteparten må da også betragtes som ringe i forhold til de senere mesterværker.