Portal:Historie/Udvalgt artikel/april, 2017

Vragdele fra Flight 77 ved Pentagon.

American Airlines' flynummer 77 (engelsk: American Airlines Flight 77) var det tredje fly, der blev kapret under terrorangrebet den 11. september 2001. Det ramte Pentagon i Arlington i delstaten Virginia tæt på USA's hovedstad Washington D.C. Flyet skulle fra Washington Dulles International Airport til Los Angeles International Airport, men blev under flyvningen kapret af fem islamiske terrorister. Flykaprerne stormede cockpittet og tvang passagererne til bagenden af flyet. Flykapreren Hani Hanjour, som var trænet som pilot, overtog kontrollen med flyet.

Flyet styrtede ned i Pentagon klokken 09:37 (lokal tid). Alle 64 mennesker om bord på flyet inklusiv 125 i bygningen blev dræbt, herunder flykaprerne. Snesevis af mennesker var vidne til styrtet og forskellige nyhedskilder begyndte en indberetning om hændelsen inden for få minutter. Flyet ødelagde et stort område af Pentagon, og der opstod en stor brand i bygningen. En del af Pentagon kollapsede og brandfolk brugte mange dage på at få slukket branden. Den ødelagte del af Pentagon blev ombygget i 2002.

Der blev i 2008 åbnet en park, Pentagon Memorial, hvor de 184 ofre har fået opsat bænke med navn på, sorteret efter fødselsår, der strækker sig fra 1930 (71 år) til 1998 (3 år). Flight 77s flyrute skærer direkte gennem parken.

Sikkerhedskontrollen for indenrigsfly var meget slap og fly fra USA's østkyst til vestkysten var fuldt optankede. Dette gjorde American 77 velegnet til terrorangrebet.

    ... læs mere