Portal:Sport/Månedens artikel/juli 2010

[[Fil:|120x160px|link={{{3}}}|Ronnie O'Sullivan ved snookerbordet]]

Ronnie O'Sullivan (født 5. december 1975) er en engelsk professionel billardspiller og tre gange verdensmester samt nummer et på ranglisten efter sæsonen 2009-10 i snooker. Han er nummer to på alletiders liste over flest indtjente præmiepenge med mere end 6 millioner £.

O'Sullivan blev født i Wordsley i West Midlands, og han begyndte tidligt at spille snooker. Allerede som 10-årig lavede han sit første 100-break, og som 15-årig sit første 147-break (maksimum). Han blev professionel som 16-årig og vandt derpå sine 38 første matcher, hvilket er rekord.

Han betragtes som et naturtalent, der er kendt for at spille ret hurtigt, og meget usædvanligt spiller han næsten lige godt med begge hænder. Han vandt VM-titlen i 2001, 2004 og 2008 og har derudover vundet 19 andre ranglisteturneringer, og han er fem år (2003, 2005, 2006, 2009, 2010) sluttet sæsonen på ranglistens førsteplads.

I tidens løb har O'Sullivan været indblandet i flere kontroversielle episoder. Han har således været obskøn ved en pressekonference og omtalt sportens ledelse i stærkt nedsættende vendinger, lige som han i et tilfælde har fysisk forulempet en official ved en turnering. Selv om nogle af sportens tilhængere ikke bryder sig om disse episoder og finder ham arrogant, har O'Sullivan altid været populær hos publikum for sit spektakulære spil og regnes ofte for at tilhøre sportens allerbedste spillere til alle tider.

Læs hele artiklen