Portal:Sport/Månedens artikel/juli 2011

Situation fra basketballkamp

Basketball er en holdsport med to hold, der hver har fem spillere på banen ad gangen. Points scores ved at kaste en basketballbold i modstanderholdets kurv. Vinderen er det hold, som scorer flest points i løbet af en kamp. Basketball er blandt de mest populære og udbredte sportsgrene i verden. Som konkurrencesport spilles basketball indendørs, men sporten er også udbredt udendørs, hvor man bl.a. spiller streetball.

Basketball er opfundet af James Naismith fra YMCA Training School i Springfield, Massachusetts i USA, der manglede en sport, der kunne dyrkes indendørs om vinteren. Han nedskrev reglerne i 1891, og den første officielle kamp blev spillet i 1892.

Internationalt har USA domineret sporten bl.a. takket være udbredelsen på college-niveau og verdens stærkeste professionelle liga, NBA. NBA har lidt andre regler end man benytter i hhv. college og under det internationale basketball forbund FIBA, men internationalt har man flere gange tilpasset reglerne, så de nærmede sig dem, man benytter i NBA. I Danmark blev sporten først regnet som en variant af håndbold, inden Danmarks Basketball-Forbund blev stiftet i 1947. Danmark deltog i EM fra 1951, i første omgang med håndboldspillere som Knud Lundberg. Fra 1958 blev der spillet om danmarksmesterskabet.

Læs hele artiklen