Åbn hovedmenuen
Rø-senderen på Bornholm

Rø-senderen er en 315,7 meter høj gittermast fastspændt med stålbarduner ca. 1,8 km nordøst for Årsballe midt på Bornholm, der anvendes til digital radio- og TV-transmission og mobilteletoni.[1][2] Masten blev opført i begyndelsen af 1989, som en af de 16 hovedsendere i TV2’s sendenet, der blev etableret mellem 1988-89.[3][4] Den ligger ca. 1,3 km nord for Årsballe-senderen.

Rø-senderens top er 431,2 meter over havets overflade og er dermed Danmarks højeste, faste punkt. Selve masten er dog med sin højde på 315,7 meter lavere end eksempelvis masten til Hedensted-senderen (316 m) og Hove-senderen (320 m).[5]

Antennedriften har skiftet ejer flere gange. Da Telekommunikationen blev udbudt til privat drift i starten af 1990'erne blev Post og Telegrafvæsenet til Statens Teletjeneste. Driften blev derefter overtaget af Telecom, som blev til TeleDanmark, og senere TDC, som solgte antennedriften videre til selskabet Broadcast Service Danmark, som nu under svensk ejerskab hedder Teracom Danmark.

Rø-senderen sender på 5 digitale multiplex ud til de bornholmske TV-seere. Senderens signaler kan også modtages i Skåne, Blekinge og den polske nordkyst.

Rø-senderen er også knudepunkt for Telia og Telenors mobiltrafik på Bornholm.

Det er muligt at komme næsten helt til tops i Rø-senderen. Det sker via en lille tremands-elevator. Det er dog kun særligt uddannede teknikere fra Broadcast Service Danmark, der står for driften af senderen, som indimellem tager turen til tops. Sikkerhedsreglementet kræver, at man skal kunne kravle ned igen, hvis elevatoren går i stykker, så snart der er tale om master over 60 meter. Derudover skal der være tre mand tilstede for at kunne reparere fejl i selve antennerne. Masten kan dog betragtes fra marken, hvor den er placeret.

Koordinater: 55°09′36″N 14°53′13″Ø / 55.16002°N 14.88691°Ø / 55.16002; 14.88691

NoterRediger

  1. ^ Mastedatabasen.dk indeholder oplysninger om den tjenestetype og teknologi antennepositionen anvendes til, hentet 15. maj 2019.
  2. ^ Digital TV Sendemaster og frekvenser, hentet 14. maj 2019. Udsender alle DRs tv-kanaler, TV 2 regionerne og de tegnsprogstolkede nyhedsudsendelser fra DR og TV 2, direkte tv fra Christiansborg på kanalen ”Folketings-tv, samt programmer fra de ikke-kommercielle regionale og landsdækkende sendesamvirker.
  3. ^ Ingeniøren 30. december 1988, s. 107
  4. ^ Ingeniøren 29. december 1989, s. 102
  5. ^ Mastehøjden fremgår af Naviairs VFR Flight Guide, hentet 14. maj 2019.