Roland Günther (født 11. december 1962 i Zwingenberg) er en tidligere cykelrytter fra Tyskland. Han kørte mest banecykling, hvor han vandt flere medaljer ved nationale og internationale mesterskaber, men kørte også i mindre udstrækning landevejsløb.

Roland Günther
Personlig information
Fulde navn Roland Günther
Født 11. december 1962 (61 år)
Zwingenberg Rediger på Wikidata
Land Tyskland Rediger på Wikidata
Holdinformation
Disciplin Banecykling
Del af Portal:Cykling
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Han blev vesttysk mester i holdforfølgelsesløb i 1981, hvilket han gentog de følgende to år. Han blev desuden vesttysk mester i individuelt forfølgelsesløb i 1982. Efter at have vundet VM-sølv i holdforfølgelsesløb i 1982 kom hans bedste resultat året efter, da han var med til at blive verdensmester for Vesttyskland i samme disciplin.[1]

Han deltog derpå i OL 1984 i Los Angeles i holdforfølgelsesløb, og her blev vesttyskerne tredjebedst i kvalifikationsrunden. I kvartfinalen besejrede de Frankrig ganske sikkert, inden de i semifinalen blev besejret af amerikanerne, der indhentede tyskerne. Amerikanerne tabte derpå finalen til Australien, mens tyskerne i bronzekampen vandt over Italien. Ud over Günther bestod bronzeholdet af Rolf Gölz og Michael Marx (der også var verdensmestre fra året forinden) samt Reinhard Alber.[2]

Günther blev også vesttysk mester i holdforfølgelsesløb i 1985 og 1986 samt individuelt i 1985, mens han på landevejen vandt etapeløbet Berliner Etappenfahrt i 1987.[1]

Senere i 1987 blev han professionel og vandt nogle etaper i mindre landevejsløb i de følgende år. Han vandt desuden et etapeløb i 1989 i Vietnam.[1]

Det var dog fortsat primært på bane, han gjorde sig bemærket. I 1988 blev han nummer to ved EM i parløb, og ved EM i 1990 vandt han tre medaljer. Ved Københavns seksdagesløb blev det i 1989 til en andenplads med makker Volker Diehl, hvor de blev besejret af par nummer syv, Jens Veggerby og Danny Clark. I 1990 vandt han to seksdagesløb, begge sammen med Danny Clark. Han indstillede sin aktive karriere i 1987.[1]

Referencer redigér

  1. ^ a b c d Resultater, cykelsiderne.net, hentet 22. juli 2022
  2. ^ Team Pursuit, 4,000 metres, Men, olympedia.org, hentet 22. juli 2022

Eksterne henvisninger redigér