Sepiablæksprutte
Sepiablæksprutten (Sepia officinalis) er en tiarmet blæksprutte, der er udbredt i Middelhavet og i den nordøstlige del af Atlanterhavet, hvor den forekommer nordpå til Norge.[1] Det er én af de i alt ca. 100 arter i slægten Sepia,[2] men kun sepiablæksprutten, Sepia elegans og Sepia orbignyana er registreret i Danmark.[3]
| Sepiablæksprutte | |
|---|---|
.jpg) | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Animalia (Dyr) |
| Række |
Mollusca (Bløddyr) |
| Klasse |
Cephalopoda (Blæksprutter) |
| Overorden |
Decapodiformes (Tiarmede blæksprutter) |
| Orden | Sepiida |
| Familie | Sepiidae |
| Slægt | Sepia |
| Underslægt | Sepia |
| Art | S. officinalis |
| Videnskabeligt artsnavn | |
|
Sepia officinalis Linnaeus, 1758 | |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
Sepiablæksprutten bliver normalt op til to år gammel. Som andre blæksprutter dør de voksne efter de har ynglet. Efter et kompliceret kurmageri lægger hunnen 150-4000 æg. Ellers lever de generelt alene, men i fangenskab tolerer de hinanden, hvis der er rigelig mad. De spiser skaldyr (mest krebsdyr), fisk, orme og blæksprutter (både andre arter og kannibalisme af mindre individer af samme art).[2] Sepiablæksprutter har en kropslængde på op til 60 cm,[4] men langt de fleste individer opnår kun cirka det halve af det.[2] Som mange bløddyr (deriblandt blæksprutter) har den blåt blod, da det indeholder det kobber-rige hæmocyanin i stedet for det jern-rige hæmoglobin.
Dansk forekomstRediger
Sepiablæksprutten er ret almindlig i Danmark,[5] hvor den kan findes i Nordsøen, Skagerrak og det nordlige Kattegat.[4] Selvom den også forekommer i vand med lidt lavere saltholdighed end rent havvand, er det meget sjældent at finde arten i Østersøen, og da kun i den vestligste del. Det er en relativt varmekrævende art, som dør efter få dage, hvis vandet er under 10°C.[2] Desuden kan man finde sepiablækspruttens hvide aflange skaller, kaldet sepiaskaller, opskyllet på stranden, specielt langs Jyllands vestlige kyster.[5]
I familien Sepiidae er to andre arter også registreret i Danmark, men de er ikke så velkendte: Sepia elegans og Sepia orbignyana.[3] De er kun registreret via deres opskyllede skaller langs Nordsøens (Vesterhavets) kyster, og deres normale udbredelser er syd for Danmark. De har en kropslængde på op til 9-12 cm og minder om unger af sepiablæksprutten.[2]
AnvendelseRediger
Sepiablækspruttens kød er spiseligt, og i nogle lande fanges de ofte af fiskere.[2] Desuden har deres skalblade (sepiaskaller) været brugt til slibning og kalktilskud til f.eks. burfugle eller krybdyr. Skallerne kan også benyttes som støbeforme inden for guldsmedefaget: En model presses ned i skallerne, hvorefter modellen fjernes, og der skæres luftkanaler og indløbstap, hvorefter der kan støbes i formen.
Blækket fra sepiablæksprutter (Sepia spp.) har tidligere været anvendt som skriveblæk eller tusch. Det har en værdsat brun farve.
Eksterne henvisningerRediger
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
- ^ IUCN Rødliste. Sepia officinalis. 29 Juli 2014.
- ^ a b c d e f Patrizia Jereb, A. Louise Allcock, Evgenia Lefkaditou, Uwe Piatkowski, Lee C. Hastie og Graham J. Pierce, eds. (2015). Cephalopod biology and fisheries in Europe: II. Species Accounts. ICES Cooperative Research Report 325.
- ^ a b Allearter.dk: Blæksprutter. Hentet 24. juli 2021
- ^ a b Ole G. Mouritsen og Klavs Styrbæk (2018). Blæksprutterne kommer. Spis dem! Gyldendal. ISBN 9788702257175
- ^ a b Lise Brix (27. juli 2014). Et hav af blæksprutter boltrer sig i Danmark. Videnskab.dk
- Systema naturae 2000 (classification) – Taxon: Sepia (Sepia) officinalis
- Skalblad og forekomster af sepiablæksprutten i Danmark
- Bent J. Muus. Skallus, Søtænder, Blæksprutter. G.E.C. Gads Forlag. Bind 65 i Danmarks Fauna. København 1959.