Sisters Hope er et performancekollektiv, som befinder sig imellem politisk aktivisme og kunst. Det er bærende for deres performances, at der knyttes bånd mellem deltagerne, performerne imellem og performer og deltager imellem.[1] Sisters Hope har opført flere lange og såkaldt immersiveperformances, hvor ikke bare kunstnerne, men også deltagerne skal tage sig tid for at kunne hengive sig til de stemninger, der skabes undervejs.[2]
Manifestet foreslår en verden med den æstetiske dimension som udgangspunkt frem for den nuværende, dominerende, økonomiske rationalitet. Det er en kritik af den nuværende civilisationsstruktur, men også et ønske om at demokratisere det sanselige og poetiske.
Gruppens manifest er baseret på et begreb første gang beskrevet i 2008 og nærmere beskrevet i hendes phd-afhandlingSensuous Society.[5]
Gry Worre Hallberg har anvendt ordet ’’inhibitation’’ til at koncentrere tanken bag Sisters Hope. Ideen er ikke længere at man skal deltage (’’participation’’) i et værk, i stedet skal man ’’bebo’’ værket. Man skal ikke bare betragte det, eller være i det midlertidigt.[4]
Sisters Hope har fået en blandet modtagelse i de etablerede medier.
Performancegruppen Sisters Hope omfavner på Københavns Rådhus mystiske og stilfærdige sanseoplevelser, men ofte bliver iscenesættelsen for fluffy og den tilstræbte langsomhed for stillestående ..//.. Mit poetiske jeg skuffer, forventeligt, og det er umuligt for mig at komme ind i nogen henført meditativ stemning. Jeg er ellers helt på det med elementer, ritualer, meditation og heksede krumspring, men jeg kan bare ikke få spirituel orgasme af en pige, der taler snøvlet engelsk under et orange tørklæde. Sorry.
En 24-timers performancevandring er noget af en udfordring. Især på en regnfuld blæsende dag, hvor vi, 50 deltagere i alt, er blevet sendt ud på mission ’Sensuous City’. Tro ikke, at vi var ude i nogen overlevelsestur på asfalten. Der var skam både overnatning og en gang suppe undervejs. Men som guiden for min lille gruppe konstaterede det, idet hun hankede op i sit stadig mere våde, sorte skørt – udfordret af at få os til at gå langsomt og samtidig sørge for at nå frem til de fastlagte mødetidspunkter: ”Time is a challenge in ’Sensuous City”…//.. Det er ikke desto mindre den udstrakte langsomme tid, der kan gøre det til en stærk oplevelse at tage del i den prisvindende gruppe Sisters Hopes opslugende performanceeksperimenter – nu for første gang i form af en byvandring. Har man først valgt at investere et døgn i foretagendet, lægge mobilen væk og give afkald på normal tidsfornemmelse og kontrol, synker man uvægerlig ned i en tilstand af skærpet sanseberedskab.
