Skolderup

landsby ved Løjt Å i Angel i Sydslesvig

Skolderup (dansk) eller Scholderup (tysk) er en landsby beliggende ved Løjt Å og få kilometer nord for Slien i det sydlige Angel i Sydslesvig. Administrativt hører landsbyen under Torsted Kommune i Slesvig-Flensborg kreds i den nordtyske delstat Slesvig-Holsten. Skolderup var en selvstændig kommunen, inden den blev indlemmet i Torsted i 1938. I kirkelig henseende hører landsbyen til Tolk Sogn. Sognet lå i Strukstrup Herred (Gottorp Amt, Sønderjylland), da området tilhørte Danmark. I den danske tid var der en skole i byen[1]. Landsbyen er landsbrugspræget. Lidt syd for landsbyen ligger Bråholm Skov.

Skolderup er første gang nævnt 1459. Navnet henføres til mandsnavnet Skuli eller oldnordisk Skolli. Johannes Kok skriver Skoldrup[2][3]. I 1837 bestod byen af 12 gårde og 12 kådnersteder. Under Torstenssonfejden ødelagde svenske soldater fire gårde i landsbyen. Ved Løjt Å lå tidligere en vandmølle. Den tidligere kommune rådede i 1933 over et areal på 296 ha og havde 190 indbyggere[4].

NoterRediger

  1. ^ M. Mørk Hansen: Kirkelig Statistik over Slesvig Stift: Med historiske og topografiske bemærkninger, Kjøbenhavn 1864, bind 2, s. 358
  2. ^ Wolfgang Laur: Historisches Ortsnamenlexikon von Schleswig-Holstein, 2. oplag, Neumünster 1992, s. 583
  3. ^ Johannes Kok: Det danske folkesprog i Sønderjylland, 2. bind, København 1867, s. 348
  4. ^ Berthold Hamer: Topographie der Landschaft Angeln, 2. bind, Husum 1995, s. 247

Koordinater: 54°33′53.18″N 9°40′43.20″Ø / 54.5647722°N 9.6786667°Ø / 54.5647722; 9.6786667