Stationsbyer i Danmark: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Linje 21:
Der er gjort ulige tiltag for at opdele stationsbyer efter deres størrelse (det vil sige [[indbyggertal]]) og efter deres udbud af arbejdspladser (eller sagt med andre ord: efter indbyggernes sysselsætning)<ref>Der er i hovedsagen to mulige måder at inddele byer på efter deres indbyggeres næringsmæssige sammensætning. Den ene måde er udviklet af ''Aage Aagesen'' og tager udgangspunkt i de erhvervsaktive dele af befolkningen (det vil sige fraset grupperne uangiven og ude af erhverv). Klassificeringen består i en inddeling af næringsvejene i tre hovedgrupper, henholdsvis 1) jordbrug og fiskeri, 2) fremstilling og forarbejdning samt 3) oplandsnæringer. Byerne inddeles herefter i henholdsvis fiskeri- eller landbrugsbyer, industribyer og oplandsbyer, alt efter om mere end halvdelen af indbyggerne har deres sysselsætning inden for hovedgruppens næringsveje. Dertil kommer en fjerde gruppe, mangesidige byer, såfremt ingen af de tre hovedgrupper sysselsætter mere end halvdelen af indbyggerne. Fiskeri- eller landbrugsbyerne inddeles i henholdsvis fiskeribyer (fiskerlejer) og landbrugsbyer (landsbyer) efter den mest betydningsfulde af disse to næringsveje. Industribyerne underinddeles efter den mest betydende industrisektor (metalindustri, kemisk industri osv.) Endelig inddeles oplandsbyerne i henholdsvis handelsoplandsbyer, transportoplandsbyer og serviceoplandsbyer, hvis en af disse tre grupper ernærer mere end halvdelen af de inden for oplandsnæringer sysselsatte, eller mangesidige oplandsbyer, hvis ingen af de tre grupper ernærer mere end halvdelen af de inden for oplandsnæringer sysselsatte. Denne klassificeringsmådes mest indlysende fordele er, at den er anvendelig overalt og til alle tider hviler på et entydigt grundlag. Herudover er den den er entydig, så der ikke er mulighed for overlapning af de ulige klassificeringskategorier. Klassificeringsmådens store svaghed er, at den ofte vil føre til, at de fleste bymæssige bebyggelser havner i samme gruppe. Eksempelvis ville de fleste danske byer 1930 blive klassificeret som industribyer eller mangesidige byer. Kun omkring 3% ville efter metoden være oplandsbyer (stort set alle transportbyer). For 1950 fandt Aagesen selv kun 9 handelsbyer i hele Danmark. Den anden metode består i en klassificering efter en afvigelse fra gennemsnittet af en vis given størrelse, fx. +5%. Denne metodes fordele består i en klassificering, der for det første tager hensyn til de ikke-sysselsatte, og for det andet er fleksibel i forhold til langtidsændringer i beskæftigelsessammensætningen, idet klassificeringen hviler på det til enhver tid værende gennemsnit. Dermed viser metoden de til enhver tid værende byer med overgennemsnitlig forekomst af sysselsætningsgrupper. Dvs. metoden viser stabilitet/mobilitet over tid (over/væsentligt over). Dette sidste indebærer imidlertid tillige, at andelen af sysselsatte inden for byer tilhørende en given gruppe ændrer sig med tiden, og at en by fx. kan skifte gruppe, selvom en given næringssammensætning er uændret, fordi referencegennemsnittet er ændret pga. udviklingen i andre byer. En anden svaghed er, at det grundlag, som gennemsnittet beregnes ud fra, bliver afgørende for klassificeringen. Således bliver det vanskeligt at sammenligne ulige steders (fx. landes) næringssammensætning. En yderligere svaghed ligger i, at der kun kan skelnes mellem grupper inden for de næringsveje, hvor der er uens andele i ulige byer. Endelig kan samme by blive henregnet til flere klasser samtidigt (fx. handelsby og industriby). Dermed bliver metoden mindre entydig. Fælles for begge fremgangsmåder er svagheden, at [[pendling]] til en vis grad gør værdien af sådanne undersøgelser begrænset, fordi folk ikke er bosat i samme by, hvor de er sysselsat. Hvadenten, man ser på de bosatte eller på de sysselsatte, bliver indtrykket i en vis forstand ensidigt og dermed misvisende. En anden svaghed hænger sammen med byernes størrelse, idet en stor ”industriby” meget vel samtidig kan have væsentlige oplandsfunktioner og dermed tjene som "oplandsby".</ref> og tjenesteydelser.
 
Ved en opgørelse efter indbyggernes næringsvejeerhverv vil langt de fleste stationsbyer i første halvdel af 1900-tallet kunne betegnes som industribyer. Dette skyldes enten, at et flertal af indbyggerne var sysselsatbeskæftiget ved håndværk og industri, eller at disse næringererhverv sysselsattebeskæftigede forholdsvis flere end handel og tjenesteydelser henholdsvis landbrug og fiskeri (se nedenfor).
 
Af de mulige inddelinger er inddeling efter omfanget af tjenesteydelser imidlertid den, der giver det mest vedkommendepræcise udfaldresultat. Den giver nemlig mulighed for, at skelne mellem byer uden noget opland, byer med et mindre opland (omkring 5 km), byer med et større opland omtrent svarende til de gamle købstæder (omkring 15 km) og byer med opland omfattende en større landsdel (her kan kun [[Esbjerg]] komme på tale).
 
== Årsager til stationsbyernes opståen og udvikling ==