|
==== ''Kornhandelstidens sammenbrud (1860-1885)'' ====
Tiden 1840-1870 er kendt som ''kornhandelstiden''. Dansk landbrug havde da en stor udførsel af korn til [[England]], [[Hamborg]] og [[Nederlandene]]. Denne skete dels direkte, dels i samvirke med handelshuse i Hamborg. ''I 1860-erne og 1870-erne brød den store kornhandelsperiode sammen''. Det skete i flere omgange og af forskellige årsager. Som følge af krigen i [[1864]] blev samvirket med de hamborgske [[handelshus]]e afbrudt, hvilket førte til en afmatning for de syddanske [[ladeplads]]er og købstæder, der havde levet af denne samhandel. I [[1868]] besluttedes det af bygge en ny udskibningshavn ved Esbjerggårde i det sydvestlige [[Jylland]], hvilket sammen med det samtidigt opbyggede jernbanenet og den indførte næringsfrihed bidrog til en fuldstændig omstilling af samfærdslen og varefragten. Endelig indebar den såkaldte landbrugskrise (fra 1875), fremkaldt ved udbuddet af billigt korn fra [[Ukraine]] og [[USA]], en fuldstændig omstilling af landbruget fra [[kornavl]] til [[Fedevarer|fedevarefremstilling]], herunder kvalitetssikrede [[kød]]produkter, [[mælk]] og [[æg]]. Denne omstilling tog imidlertid tid, og en bivirkning blev, at behovet for arbejdskraft i landbruget faldt kraftigt, hvilket førte til en voldsom stigning i afvandringen fra landdistrikterne til købstæder og snart også til [[udvandring]]. [[1866]] blev [[Det danske Hedeselskab]] stiftet og en indsats for opdyrkning af hidtil uopdyrkede arealer satte ind - ikke mindst af de jyske [[hede]]r. Denne udvikling faldt sammen med landbrugskrisen i resten af landet og bevirkede en ganske anden udvikling i det midtvestjyske område end andetsteds. Hvor der i det meste af landet skete en nettoafvandring fra [[landsogn]]ene, var der i det midtvestjyske område en kraftig befolkningsfremgang, dog med aftagende styrke frem til århundredeskiftet<ref>dvs. 1901, jvf. folketællingen 1911, hvor udviklingen i landsognene i 1800-tallet er sammenstillet</ref>.
I [[1868]] besluttedes det af bygge en ny udskibningshavn ved Esbjerggårde i det sydvestlige [[Jylland]], hvilket sammen med det samtidigt opbyggede jernbanenet og den indførte næringsfrihed bidrog til en fuldstændig omstilling af samfærdslen og varefragten.
'''ØST-VEST ... Visionen''' med jernbanerne -og dampskibsoverfarter- mellem København og Esbjerg var at støtte en øst-vest handel, at gøre Danmark til et knudepunkt på trafikken mellem østersøens handel fra Rusland, Sverige etc og forbinde dem med England, Holland, Amerika og den store verden. Kbh-Esbjerg trafikken "på damp" kunne formindske transporten mellem de to byer til eet døgn, hvor det få årtier før kunne vare op imod en uge at transportere gods.
Kbh & Esbjerg smeltede så at sige sammen i logistisk forstand, når gods afleveret i den ene by, allerede døgnet efter var tilgængelig i den anden.
I udlandet, fx [[Sankt Petersborg]], Rusland eller [[London]], England - kunne man ...så at sige transport-rute-mæssigt... opfatte Danmark fra at være et kompliceret ø-rige med en besværlig sejlrute enten gennem Limfjorden eller nord om [[Skagens Rev]] og krydsende mellem småøer etc, til at Danmark iform af Esbjerg/Kbh kunne opfattes som een sammenhængende "omskibningshavn" en slags "Suezkanal" - hvor logistik-elementet blot var eet døgns "transport-tid/omkostning".
[[C.F. Tietgen]] var med sit fokus på transport (og logistik), kommunikation og finansiering en visionær part i dette tiltag. Fokus på denne handelsrute, øst-vest, skulle kompensere for det i 1864 tabte sønderjyske område, og dermed Nord-syd handelens betydning. Men navnlig Jyske eksportører fastholdt de nord-sydgående jernbaner og disses udbygning, så med "vanlig dansk tradition for kompromiser" blev begge jernbaneorienteringer udbygget i perioden.
Endelig indebar den såkaldte landbrugskrise (fra 1875), fremkaldt ved udbuddet af billigt korn fra [[Ukraine]] og [[USA]] (der var muliggjort af transport med dampdrevne jernbaner fra de centrale kornområder i hhv midt USA og Ukraines indland, og videre over havet på dampdrevne skibe, der "trodsede vind og vejrlig"), denne trussel udtrykt i kornprisfald på op mod 50% stimulerede ret kontant en fuldstændig omstilling af landbruget fra [[kornavl]] til [[Fedevarer|fedevarefremstilling]], herunder kvalitetssikrede [[kød]]produkter, [[mælk]] og [[æg]] - og senere [[ost]] og [[smør]], når afkølingsforhold muliggjorde transport.
Denne omstilling tog imidlertid tid, og en bivirkning blev, at behovet for arbejdskraft i landbruget faldt kraftigt, hvilket førte til en voldsom stigning i afvandringen fra landdistrikterne til købstæder og snart også til [[udvandring]].
[[1866]] blev [[Det danske Hedeselskab]] stiftet og en indsats for opdyrkning af hidtil uopdyrkede arealer satte ind - ikke mindst af de jyske [[hede]]r. Denne udvikling faldt sammen med landbrugskrisen i resten af landet og bevirkede en ganske anden udvikling i det midtvestjyske område end andetsteds. Hvor der i det meste af landet skete en nettoafvandring fra [[landsogn]]ene, var der i det midtvestjyske område en kraftig befolkningsfremgang, dog med aftagende styrke frem til århundredeskiftet<ref>dvs. 1901, jvf. folketællingen 1911, hvor udviklingen i landsognene i 1800-tallet er sammenstillet</ref>.
==== ''Den andelskapitalistiske periode (1885-1930)'' ====
|
