Madame Bovary: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Linje 13:
Flaubert blev spurgt om den levende model for romanen, og skal have svaret: "''Madame Bovary, c’est moi.''" (Hun er mig) Dette modsiges af hans egen påstand om at "''ingen steder må forfatteren give udtryk for sine egne følelser eller opfatninger''".<ref>http://www.inquiriesjournal.com/articles/405/cest-moi-gustave-flauberts-madame-bovary</ref> I virkeligheden var der tre kvinder med i spillet.
 
Den ene var Flauberts yngre søster Caroline. Svagelig, følsom og kærlig blev hun tidligt gift og døde i [[barsel]], kun 22 år gammel. Flaubert var lammet af sorg over tabet, men den dag, hun skulle begraves, nåede han at få taget en gipsafstøbning[[gips]]afstøbning af hendes ansigt. Den dannede udgangspunkt for en marmorbystemarmor[[byste]] i naturlig størrelse, der stod i værelset i alle de år, hvor han sad og skrev ''Madame Bovary''. Til sin elskerinde i Paris skrev han om kvinders ulykkelige stilling: "''Det er den verden, jeg befinder mig i for øjeblikket. Du kommer til at se, hvor dybt jeg går ned i følelsernes brønd.''"<ref>https://www.amazon.com/Madame-Penguin-Classics-Gustave-Flaubert/dp/0140449124] Geoffrey Wall; ''Who was the real Madame Bovary?'' Penguin Classics</ref>
 
En anden indflydelse på romanen havde Flauberts elskerinde, Louise Pradier,<ref>https://www.britannica.com/biography/Louise-Pradier</ref> som var gift med den velstående [[billedhugger]] James Pradier, en mand på hendes fars alder. Fru Pradier levede i luksus og førte en berømt ''[[salon]]'' i sit hjem på Quai Voltaire. Hendes fester var berømte; en gang var højdepunktet en [[parade]] af græske [[guder]] og [[gudinde]]r, med fru Pradier selv som [[Venus (gudinde)|Venus]] i en gennemsigtig [[tunika]] holdt sammen af en stor [[diamant]]. I modsætning til fru Bovary fik fru Pradier levet sine lidenskaber ud; men hendes mand gik træt af hendes enorme pengeforbrug og skandaløse [[promiskuitet]], og smed hende ud. Flaubert var fascineret af faldne kvinder, både erotisk og kunstnerisk, og beskrev Louise som "''et helt [[orkester]] af kvindelige følelser'''". Som en af hendes mange elskere lånte han mange detaljer til sin roman fra et upubliceret [[manuskript]] om fru Pradiers udsvævende og ulykkelige liv.<ref>https://archive.org/details/flaubertetlouise0000unse</ref>
 
Den tredje og mest kendte kvinde, Flaubert lånte træk fra til romanen, er Delphine Delamare<ref>http://www.tombes-sepultures.com/crbst_857.html</ref> fra landsbyen Ry udenfor [[Rouen]]. Hun døde i [[1848]] i en alder af 27, og det forlød, at det var [[selvmord]]. I [[1990]] blev der sat en mindeplade op for hende med ordene "Madame Bovary" skrevet nedenunder. I en stor lade er der en udstilling med scener fra fru Bovarys liv.<ref>https://www.nybooks.com/daily/2009/10/09/in-bovary-country/</ref> Ligesom Emma Bovary havde Delphine Delamare en godtroende ægtemand, en serie elskere og en smag for dyre kjoler, der satte hende i dyb gæld. Hun var i modsætning til fru Pradier ikke spor køn, men blev bemærket for sin smukke stemme og sit angiveligt forheksende blik.<ref>https://www.amazon.com/Madame-Penguin-Classics-Gustave-Flaubert/dp/0140449124] Geoffrey Wall; ''Who was the real Madame Bovary?'' Penguin Classics</ref>
 
== Noter ==