Karl Marx: Forskelle mellem versioner

Han beskæftigede sig også med filosofferne [[Immanuel Kant]]s (1724–1804) og [[Johann Gottlieb Fichte]]s (1762–1814) tanker, men blev allermest engageret i den nyligt afdøde filosof [[Georg Wilhelm Friedrich Hegel]]s (1770–1831) historiefilosofi og lære om dialektiske fremskridt. Ved siden af interesserede han sig for naturvidenskab, gammel og moderne historie, kunsthistorie og æstetik.

 

 

Det var i løbet af denne periode, at Marx blev begejstret for "[[unghegelianerne|''Die Freien'']]", en gruppe unge filosofer og journalister som hentede sin inspiration hos Hegel, men som tolkede dennes værker på en anden måde end den udgave af hegeliansk filosofi, som blev fremmet af de prøjsiske myndigheder. ''Die Freien'' var eksponent for en bevægelse, Marx allerede havde stiftet en smule bekendtskab med, mens han studerede i Bonn. Da det var en ideologisk sammensat gruppe, gav eftertiden den blot betegnelsen ''unghegelianere'' eller ''venstrehegelianere''.

Det hegelianske "establishment" (som senere blev betegnet som "gammel- eller højrehegelianerne") var kommet til den konklusion, at de historisk dialektiske udviklingsspring, der indgik i Hegels historisk-filosofiske teori, var kulmineret med det prøjsiske samfund, med dets effektive bureaukrati, det gode universiteter, dets industrialisering og lave arbejdsløshed. Mens venstrehegelianerne forestillede sig en række yderligere dialektiske ændringer indenfor det prøjsiske samfund, som handlede om problemstillinger med fattigdom, statslig censur og diskriminering af ikke-lutheranere.

 

 

I nogen grad blev Marx også påvirket af Max Stirner, selv om det faktisk ikke er helt afklaret, om de to mødte hinanden – Stirner tilhørte en ældre generation. Og hvor meget Stirner i virkeligheden var influeret af Hegel, er også genstand for diskussion. I hvert fald var hans tænkning [[nihilisme|nihilistisk]], og det er klart, at Marx kendte til hans tanker fra hans skrifter. Selv om Stirner havde få andre tilhængere blandt sine kolleger, var hans bog hovedårsagen til, at Marx forlod dele af det [[Ludwig Andreas Feuerbach|feuerbachianske]] syn. I stedet udviklet han grundkonceptet til det som han senere formulerede som [[historisk materialisme]].

Efter at projekterne med de tysk-franske årbøger slog fejl, begyndte Marx at skrive for avisen ''[[Vorwärts!|Vorwärts]]''. Den var skrevet og udgivet af et hemmeligt selskab ved navn ''[[De retfærdiges forbund]]'', som Marx senere skulle blive medlem af og benyttede til at fremme sine overbevisninger. Avisen blev med Marxs bidrag hurtigt den mest radikale af alle de tyske aviser i Paris (og Europa). Avisen, som agiterede mod det prøjsiske monarkis [[absolutisme]], fik en tydelig socialistisk profil.

 

 

==== Notaterne ''Pariserdokumenter'' ====

==== Manuskriptet ''Den tyske ideologi'' ====

{{Uddybende|Den Tyske Ideologi}}

 

I manuskriptet forkastede forfatterne også den i samtiden og også senere herskende forståelse af begrebet [[kommunisme]] som et [[utopi]]sk mål i det fjerne. De anså kommunismen som et resultat af en pågående bevægelse, der ikke kan ses løsrevet fra den virkeligheden.

=== Atter avisredaktør i Köln (1848–1849) ===

[[Fil:Neue Rheinische Zeitung.jpg|thumb|''[[Neue Rheinische Zeitung]] – Organ der Demokratie'']]

 

[[Fil:Heinrich Buergers.jpg|thumb|left|upright|[[Heinrich Bürgers]]]]

Marx er en af de første til at anføre, at '''krisen''' er indbygget i det kapitalistiske system. I modsætning til de ''generelle ligevægtsteorier''<ref>se eksempelvis Jesper Jespersen http://altandetlige.dk/blog/jesperjespersen/makrooekonomisk-metodologi-.htm</ref> der antager at markedet af sig selv etablerer ligevægt, hævder Marx at markedet styrer mod en uligevægt der kun voldsomt kan forløses i '''krisen'''. Han tager udgangspunkt i begrebet ''den organiske sammensætning''. Dvs. forholdet mellem den "døde" og den "levende" (arbejdskraften) kapital, hvor konkurrencen tvinger kapitalisterne til at øge den "døde" kapital. I ''loven om profitratens tendens til fald’''<ref>Kapitalen 3. bog.</ref> er teorien i grove træk at der i højkonjunkturen sker en overophobning af kapital der skal forrentes, og en dis-proportionalitet mellem aktiviteten og kapitalbeholdningen i forbrugs- og investeringsindustrierne. Når krisen så kommer, sker der en voldsom ''nedskrivning af kapitalen''. Konkurser er det voldsommeste udtryk. Den kapital der før var bogført til en milliard, sælges nu for en million – og kan atter kaste en acceptabel ''profitrate'' af sig. Virksomhedslukninger og frisætning af arbejdere (arbejdsløshed) er den måde hvorpå '''krisen''' omfordeler ressourcerne mellem samfundets forskellige sektorer. Marx adskiller sig måske især fra sine ’kolleger’ ved at hævde at denne proces ikke sker glidende, men i ryk ('''krisen''') og alt andet end fredeligt.

 

 

== Død og begravelse ==