Michel Foucault: Forskelle mellem versioner

Han anses af nogle som [[postmodernisme|postmodernist]] og [[poststrukturali i smepoststrukturalisme|poststrukturalist]] (selvom nogle anser hans tidlige værker, som ''Les mots et les choses'', for [[strukturalisme|strukturalistisk]] – i forordet til den engelske udgave af dette værk benægter han dog dette). Foucault bruger ikke selv disse to betegnelser om sit forfatterskab.

Et andet emne der behandles er [[magt]]en. Magten analyseres igennem de [[modstandskamp]]e, der bekæmper den. Disse er kampe mod undertrykkelse, kampe mod udbytning og kampe mod ''subjektivering''.{{kilde mangler|dato=marts 2018}}.

''Subjektivering'' er en form for magt, hvor den enkelte tildeles en [[identitet]]/natur, hvad enten han vil det eller ej. [[Sindssygdom|Sindssyge]] er et eksempel på dette. Tidligere tolererede man gale mennesker (i nogle samfund betragtes de tilmed som i forbindelse med [[gud (højere væsen)|gud]]erne), men i det moderne samfund begyndte man at tildele de gale en identitet som sindssyge.<ref>Foucault, M ([1961] 2003) Galskabens historie, Det lille forlag.</ref>.

formation. (...Diskursen) består af et begrænset antal ytringer, som man kan definere mulighedsbetingelserne for''. (Jørgensen and Phillips 1999:22){{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}.

Med sandhed mener Foucault en diskursiv [[konstruktion]], hvor et vidensregime udpeger, hvad der sandt og falsk.{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}. I teorien har vi uendelig mange muligheder for at skabe udsagn, men der er mange udsagn, som ingen vil kunne finde på at ytre, idet de ville blive opfattet som falske eller meningsløse. Det vil med andre ord sige, at diskursen, og de historiske regler der gennemsyrer den, sætter grænserne for, hvilke udsagn der er mulige at ytre, samt hvilke der er meningsgivende.

diskurser{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}. Dispositivet udgør de dominerende mønstre, som tilbyder løsninger på bestemte problemer og situationer. Generelt kan begrebet ikke defineres på normal vis; Foucault definerer ikke selv dispositivet noget sted, men varierer i sin opfattelse af dispositiv gennem sit forfatterskab. En gennemgående tendens for de to tidlige dispositivformer, lov og disciplin, er, at det fremtræder som en generaliseret [[binær]] (egentlig: todelt) [[skematik]].{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}. Med dette menes, at et dispositiv deler verden op i rigtigt og forkert, det tilladte og det forbudte. I sikkerhedsdispositivet, den tredje og sidste dispositivform, der optræder i Biopolitikkens Fødsel, disponeres der ikke efter rigtigt og forkert, men efter hvilken mængde af en given handling, der ud fra en nyttekalkule er beregnet som optimum. Det er sålede det dispositiv der er med til at define neoliberalismens rolle i USA og Europa i dag, og det er efter hvad der anskues som optimalt, at det fungerer som foreskrivende.

Man kan sige, at et dispositiv er en enten forebyggende eller foreskrivende instans. Loven er eksempelvis forebyggende, da denne ud fra lovmæssigheder, der deler verden op i det tilladte og det ikke tilladte, fortæller hvad der er uønsket. Overvågning eller optimering fungerer som foreskrivende, fordi de modsat lovdispositivet fortæller hvilken opførsel der er ønsket eller påskyndet. Derfor er et dispositiv med til at forme og organisere samfundet og aktørernes sociale liv. Et dispositiv har som en foreskrivende instans en organiserende effekt på samfundet, men samtidig bliver det formet af italesættelser og ageren i forskellige diskurser i samfundet, og kan derfor ikke betragtes som værende statisk; dispositivet kan altså ændre form over tid.{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}. En analyse af dispositiver i en diskurs, kan således bidrage til at afdække hvilke handlinger, vidensmønstre etc. der, ifølge dispositivet, betragtes som “rigtige”.