Ulm-felttoget: Forskelle mellem versioner

'''Ulm-felttoget''' var en række [[Første franske imperium|franske]] og [[Bayern|bayerske]] troppebevægelser og slag med det formål at at udmanøvrere og fange en [[Kejserriget Østrig|østrigsk]] hær i 1805 under [[Den tredje koalition]] under [[Napoleonskrigene]]. Det fandtSlaget stedstod i nærheden af og i den [[Schwaben|schwabiske]] (dengang bayerske) by [[Ulm]]. Den franske [[La Grande Armée|Grande Armée]] ledet af kejser [[Napoleon 1. af Frankrig|Napoleon 1. af Frankrig]] bestod af 210.000 mand i syv [[armékorps]], der forsøgte at drive de østrigske styrker tilbage over [[Donau]], før russiske forstærkninger kunne nå frem. Ved at drive sin hær frem i stærk march[[ilmarch]] lykkedes det Napoleon at fange en østrigsk hær på 23.000 mænd under kommando af [[Karl Mack von Leiberich|general Mack]] den 20. oktober ved Ulm. Det bragte det samlede antal østrigske krigsfanger under felttoget op på 60.000. Felttoget betragtes som et strategisk mesterstykke og lå til grund for [[Schlieffen-plan]]en, der lå klar i begyndelsen af det 1920. århundrede.<ref name="schlieffen">Richard Brooks (editor), ''Atlas of World Military History''. p. 156. ''It is a historical cliché to compare the Schlieffen Plan with [[Hannibal]]'s tactical envelopment at [[Battle of Cannae|Cannae]] (216 BC); Schlieffen owed more to Napoleon's strategic maneuver on Ulm (1805)''.</ref>

Sejren ved Ulm afsluttede ikke krigen, da der stadig lå en stor russisk hærenhed under ledelse af [[Mikhail Illarionovich Kutuzov|Kutuzov]] ved [[Wien]]. Russerne trak sig tilbage mod nordøst for at vente på forstærkninger og slutte sig til de østrigske styrker. Franskmændene fulgte efter og indtog [[Wien]] den 12. november. Den 2. december vandt franskmændene det afgørende slag ved [[Slaget ved Austerlitz|Austerlitz]], hvilket reelt betød Østrigs exit fra krigen. [[Freden i Pressburg (1805)|fred]] i [[Bratislava|Pressburg]] i slutningen af december førte til opløsningen af den tredje koalition og betød, at Frankrig var den førende magt i [[Centraleuropa]]. Det førte til krigen mod [[den fjerde koalition]] ([[Kongeriget Preussen|Preussen]] og Rusland) året efter.

Europa havde været inddraget i [[Revolutionskrigene]] siden 1792. Efter fem års krig nedkæmpede [[Første franske republik|den franske republik]] [[den første koalition]] i 1797. [[Den anden koalition]] blev dannet i 1798, menog blev nedkæmpet i 1801. [[Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland|Storbritannien]] var den eneste modstander af det nye [[franske konsulat]]. I marts 1802 enedes Frankrig og Storbritannien om at stoppe kamphandlingerne med [[fredstraktaten i Amiens]]. For første gang i ti år var der fred i hele Europa. Der var dog stadig store spændinger mellem de to, og gennemførelsen af fredstraktaten blev en stadig større udfordring. Briterne var imod at overgive alle koloniale erobringer siden 1793, og franskmændene var vrede over, at britiske styrker endnu ikke havde forladt [[Malta]].<ref name="amiens">David Chandler, ''The Campaigns of Napoleon''. p. 304</ref> Denne situation blev kun værre efter Napoleon sendte en ekspedionsstyrke af sted for at knuse [[Den haitiske revolution]].<ref name="force">Chandler p. 320</ref> I maj 1803 erklærede Storbritannien krig mod Frankrig.

I december 1804 førte en britisk-svensk aftale til oprettelsen af [[Den tredje koalition]]. Den britiske premierminister [[William Pitt den yngre|William Pitt]] arbejdede i 1804 og 1805 hektisk på via diplomati at få en formetdannet en ny koalition mod Frankrig. Gensidig mistro briterne og russerne imellem gjorde, at franskmændene begik flere politiske fejl, og i april 1805 underskrev Rusland og Storbritannien en alliance.<ref name="suspicion&mistakes">Chandler p. 328. Østersøen var domineret af russerne, hvilket Storbritannien ikke var glade for, da værdifuldevigtige varer skulle igennem; som (tømmer, tjære og hamp). Desuden støttede Storbritannien Det [[Osmanniske Rige]] imodmod Ruslands fremfærd mod [[Middelhavet]]. ImidlertidigImidlertid betød de franske territoriale ændringer i Tyskland – uden at spørge russerne – og Napoleons annektioneranneksioner i [[Po]]dalen, at forholdet imellem de to blev anstrengt.</ref> Efter at Østrig var blevet slået to gange tidligere af Frankrig var landet ivrigeivrigt efter at få revanche,<ref name="keen">Frankrig havde besejret Østrig under [[Den første koalition]] (1792–1797) og [[Den anden koalition]] (1798–1801)</ref> og landet tilsluttede sig derfor koalitionen nogle få måneder efter.<ref name="revenge">Chandler p. 331</ref>

Før oprettelsen af den tredje koalition havde Napoleon samlet en invasionsstyrke, der skulle indtage de [[Britiske Øer]], i seks lejre ved [[Boulogne]] i Nordfrankrig. Den blev trænet intensivt til enhver militæroperation. Soldaternes kedsomhed var et tilbagevende problem, men Napoleon besøgte dem ofte, trænede dem og afholdt storstilede parader for at højne moralen blandt dem.<ref name="morale">Chandler p. 323</ref>

[[Karl af Østrig-Teschen|Ærkehertug Karl]], bror til den østrigske kejser, var gået i gang med at reformere den østrigske hær i 1801 ved at tage magten fra ''[[Hofkriegsrat]]'', der var det militær-politiske råd, der tog beslutninger for Østrigs væbnede styrker.<ref name="hofkriegsrat">Todd Fisher & Gregory Fremont-Barnes, ''The Napoleonic Wars: The Rise and Fall of an Empire.'' p. 31</ref> Karl var Østrigs bedste hærfører,<ref name="best">Andrew Uffindell, ''Great Generals of the Napoleonic Wars.'' p. 155</ref> men var upopulær ved hoffet og mistede indflydelse, da Østrig mod hans råd gik i krig mod Frankrig. [[Karl Mack von Leiberich|Karl Mack]] blev udnævnt som hærfører for den østrigske hær og indledte reformer af infanteriet lige før krigen: et regiment skulle bestå af fire [[bataljon]]er i fire [[Kompagni (militær)|kompagnier]] i stedet for tre bataljoner i seks kompagnier. Denne pludselige ændring blev gennemført uden at efteruddanne officererne. Det resulterede i, at de nye enheder ikke blev ledet lige så godt som de gamle enheder havde været.<ref name="Fisher Fremont-Barnes 32">Todd Fisher & Gregory Fremont-Barnes, ''The Napoleonic Wars: The Rise and Fall of an Empire.'' p. 32</ref> Østrigske kavalrienheder blev reget blandt de bedste i Europa, men tilknytningen af kavalerienheder til forskellige infanteriformationeninfanteriformationer gjorde, at de ikke kunne optræde samlet, som deres deres franske modpart.<ref name="Fisher Fremont-Barnes 32"/>

=== ØstriskeØstrigske forberedelser ===

General Mack var af den opfattelse, at Østrig ville være sikret, hvis han kunne forsvare bjergpassene i [[Schwarzwald]] i Sydtyskland, hvor der havde været en del kamphandlinger under [[Revolutionskrigene]]. Mack mente ikke, at der ville komme kamphandlingerkampe i det centrale Tyskland. Han besluttede derfor at gøre byen Ulm til centrum i sin defensive strategi, der gjorde at franskmændene skulle holdes i skak, indtil russerne under Kutuzovs kommando kunne komme til undsætning. Ulm var beskyttet af de svært befæstede Michelsberghøjder, hvilket gav Mack det indtryk, at byen stort set var uindtagelig.<ref name="attack">Fisher & Fremont-Barnes p. 36</ref>

Under felttogene i 1796 og 1800 havde Napoleon udset sig Donau-området som fokus fortil den franske hærs vigtigste operationer, men i begge tilfælde havdeblev Italien overtaget som detde vigtigste. Derfor troede Hofkriegsrat, at Napoleon igen ville slå til mod Italien. Napoleon havde dog andre intentionerplaner: 210.000 franske soldater ville blive sendt østpå fra lejrene ved Boulogne og skulle omringe general Macks udsatte østrigske hær, hvis den forsatte sin march mod Schwarzwald.<ref name="frtroops" /> I mellemtiden skulle [[Joachim Murat|marskal Murat]] udføre en række skinmanøvrer med kavaleriet vedi [[Schwarzwald]], der skulle få østrigerne til at tro, at franskmændene ville rykke frem ad en direkte vest-øst-akse. Hovedangrebet i Tyskland skulle følges op af franske angreb i andre dele af Europa:: [[André Masséna|Masséna]] skulle angribe Karl i Italien med 50.000 mand, [[Laurent de Gouvion Saint-Cyr|St. Cyr]] skulle marchere til Napoli med 20.000 og [[Guillaume Marie Anne Brune|Brune]] skulle patruljere Boulogne med 30.000 mand for at undgå en mulig britisk invasion.<ref name="invasion">Chandler p. 385</ref>

Murat og [[Henri Gatien Bertrand|Bertrand]] udførte rekognoscering i området mellem Tyrol og [[Main]]. Samtidig lavede [[Anne Jean Marie René Savary|Savary]], chefen for planlægningen, detaljerede vejkort for områderne mellem Rhinen og Donau.<ref name="invasion" /> Venstre flanke af Le Grande Armée skulle bevæge sig fra [[Hanover]] og [[Utrecht]] for at overfalde [[Württemberg]]; den højre og midterste flanke med tropper fra kanalkysten, skulle samle sig langs [[MidterrhinenMidtrhinen]] omkring byerne [[Mannheim]] og [[Strasbourg]].<ref name="invasion" /> Mens Murat bevægede sig rundt i Schwarzwald, skulle andre franske styrker invadere det centrale Tyskland og derefter rykke mod sydøst og erobre [[Augsburg]], en manøvre der skulle isolere Mack og afbryde den østrigske kommunikation.<ref name="invasion" />

[[Fil:Ulm campaign - French strategic envelopment, 26 September-9 October 1805.jpg|thumb|right|260px|Den franske invasion i slutningen af september og begyndelsen af oktober overraskede østrigerne og afbrød deres kommunikationslinierkommunikationslinjer.]]

Den 22. september besluttede Mack at holde [[Iller (flod)|Illerlinien]] fast på Ulm. I deDe sidste tre dage i september begyndte franskmændene den store march, og de nåede den østrigske bagtrop. Mack var sikker på, at franskmændene ikke ville krænke preussisk territorium, men da han hørte, at [[Karl 14. Johan af Sverige|Bernadottes]] I Korps var marcheret gennem den preussiske by [[Ansbach]], tog han den skæbnesvangre beslutning at blive og forsvare Ulm i stedet for at trække sig tilbage mod syd, hvilket kunne have reddet størstedelen af hans styrker.<ref name="forces">Frederick Kagan, ''The End of the Old Order''. p. 389</ref> Napoleon havde ringedårlige efterretninger om Macks intentioner og manøvrer. Han vidste at [[Michael von Kienmayer|Kienmayers]] korps var sendt til [[Ingolstadt]] øst for de franske positioner, men agenten overdrev dens styrke.<ref name="size">Kagan p. 393</ref> Den 5. oktober beordrede Napoleon [[Michel Ney|Ney]] til at slutte sig til [[Jean Lannes|Lannes]], [[Jean-de-Dieu Soult|Soult]] og Murat for sammen at krydse Donau ved [[Donauwörth]].<ref name="crossing">Kagan p. 395</ref> Den franske omringelseomringning var dog ikke dybsikker nok til at forhindre Kienmayers flugt: de franske korps mødtes ikke alle samme sted&nbsp;– i stedet blev de indsat i en vest-øst-akse&nbsp;– og Soult & Davout tidlige ankomtankomst til Donauwörth ansporede Kienmayer til at udvise forsigtighed samt passivitet.<ref name="crossing" /> Napoleon blev langsomt overbevist om, at østrigerne samlede sig ved Ulm og beordrede store dele af den franske hær til at samle sig omkring Donauwörth; den 6. oktober satte tre franske infanteri og infanteri korpsinfanterikorps kurs mod Donauwörth for at afskære Macks flugtrute.<ref name="route">Kagan p. 397</ref>

Da det gik op for Mack, at han var udsat, besluttede han at gå i [[offensiv]]en. Den 8. oktober beordrede han hæren til at koncentrere sig om området rundt om Günzburg og håbede at kunne ramme Napoleons kommunikationslinierkommunikationslinjer. Mack beordrede Kienmayer til at lokke Napoleon længere mod øst til [[München]] og Augsburg. Napoleon troede ikke på, at Mack ville krydse Donau og flytte sig væk fra sit centrale hovedkvater, men han så, at der alligevel lå en strategisk fordel i at have kontrol over broerne ved Günzburg.<ref name="large">Kagan p. 400</ref> For at nå dette mål sendte Napoleon Neys korps til Günzburg uvidende om, at størstedelen af af den østrigske hær var på vej mod samme mål. Den 8. oktober kom felttogets første rigtige kamp ved [[Wertingen]] mellem Auffenburgs og Murat/Lannes tropper.

Af ukendte årsager beordrede Mack den 7. oktober Auffenburg til at tage sin division bestående afpå 5.000 mand infanteri og 400 kavalerikavalerister fra Günzburg til Wertingen for at forberede den østrigske tilbagetog fra Ulm.<ref name="large2">Kagan p. 402</ref> Da Auffenberg ikke var sikker på, hvad han skulle, og uden håb om forstærkninger var han i en farlig position. De første franske styrker, der nåede frem, var Murats kavaleridivisioner, Kleins 1. dragondivision, Beaumonts 3. dragondiv. og [[Étienne Marie Antoine Champion de Nansouty|Nansoutys]] [[kyrassér]]er. De begyndte at angribe de østrigske positioner og fik snart selskabhjælp af [[Nicolas Oudinot|Oudinots]] [[grenader]]e, der håbede på at omgå de østrigske positioner fra nord og vest. Auffenburg prøvede at trække sig tilbage mod sydvest, men han var ikke hurtig nok: østrigerne mistede næsten hele deres styrke, da mellem 2.000 til 3.000 mand blev taget som krigsfanger.<ref name="prisoners">Kagan p. 404</ref> [[Slaget ved Wertingen]] blev en let fransk sejr.

Kampene ved Wertingen overbeviste Mack om, at han skulle blive og kæmpe på Donaus venstre bred i stedet for at trække sig direkte mod øst over på højre bred. Det betød, at den østrigske hær måtte krydse floden ved Günzburg. Den 8. oktober opererede Ney efter ordre fra [[Louis Alexandre Berthier|Berthier]], der lød på et direkte angreb på Ulm dagen efter. Ney sendte Mahlers 3. division af sted for at indtage broerne over Donau ved Günzburg. En kolonne af hans division stødte sammen med nogle af [[tyrol]]ske [[jäger]]ere og tog 200 af dem til fange med deres øverstkommanderende general d'Apsré og to kanoner.<ref name="cannons">Kagan p. 408</ref> Da østrigerne opdagede det, forstærkede de deres positioner rundt om Günzburg med tre infanteribataljoner og 20 kanoner.<ref name="cannons" /> Malhers division udførte flere heroiske, men mislykkedes, angreb mod de østrigske positioner. Mack sendte herefter Gyulai af sted med syv infanteribataljoner samt 14 kavalerieskadroner for at reparere de ødelagte broer, men de blev angrebet og udslettet af det forsinkede franske 59. infanteriregiment.<ref name="delayed">Kagan p. 409</ref> Det kom til voldsomme kampe, og det lykkedes franskmændene at få et brohoved på Donaus højre bred. Mens der var kampe ved Günzburg, sendte Ney general Loisons 2. division af sted for at erobre broerne over Donau ved [[Elchingen]], der ikke var særlig stærkt forsvaret. Da Mack nu havde mistede de fleste broer over Donau marchede han tilbage til Ulm. Omkring den 10. oktober havde Neys korps gjort store fremskridt: Malhers division havde nået højre bred, Loisons division kontroleredekontrollerede Elchingen og [[Pierre Dupont de l'Étang|Duponts]] division var på vej mod Ulm.

Den demoraliserede østrigske hær ankom til Ulm tidligt påom morgenen den 10. oktober. Mack overvejdeovervejede sit næste træk, og hæren lå stille til næste dag. I mellemtiden opererede Napoleon under falske forudsætninger: han troede østrigerne rykkede mod øst eller sydøst, og at Ulm derfor var let bevogtet. Ney fornemmede denne fejltagelse og skrev til Berthier, at Ulm i virkeligheden var meget stærkere befæstet end franskmændene troede.<ref name="defended">Kagan p. 412</ref> Alt imens dette skete blev den russiske trussel fra øst at optage Napoleon så meget, at han gav Murat kommandoen over hærens højre flanke bestående af Neys og Lanness korps.<ref name="corps">Kagan p. 414</ref> Franskmændene blev nu opdelt i to massive ringe: Neys, Lannes og Murats i vest skulle fastholde Mack, mens Soults, Davouts og Bernadottes, og [[Auguste Marmont]]s tropper i øst skulle sikre mod eventuelle russiske eller østrigske angreb. Den 11. oktober gjorde Ney et nyt fremstød mod Ulm: den 2. og 3. division skulle marchere mod byen langs Donaus højre bred, mens Duponts division støttet af en dragon-division skulle marchere direkte mod Ulm og indtage byen. Disse ordrer var dog håbløse, da Ney stadig ikke vidste, at hele den østrigske hær lå i Ulm.

Det 32. infanteriregiment i Duponts division marchrede fra [[Haslach im Kinzigtal|Haslach]] mod Ulm og stødte på fire østrigske regimenter, der forsvarede Böfingen. Det 32. regiment udførte flere vilde, men mislykkede angreb mod østrigerne. Østrigerne satte flere kavaleri- og infanteriregimenter ind i kampen ved [[Ulm-Jungingen]] i håb om at udslette Neys korps ved at omringe Dupont. Dupont kunne se, hvad der var ved at ske, og kom østrigerne i forkøbet ved at udføre et overraskelsesangreb på Jungingen, hvormed han tog over 1.000 østrigere til fange.<ref name="defended2">Kagan p. 415</ref> Nye østrigske angreb drev dem tilbage til Haslach, som det lykkedes franskmændene at forsvare. Dupont blev til sidst nødt til at falde tilbage til Albeck, hvor han slog sig sammen med [[Louis Baraguey d'Hilliers]]s foddragondivision. Effekten af [[Slaget ved Haslach-Jungingen]] på Napoleons planer kendes ikke helt, men han må have regnet ud, at størstedelen af østrigernes hær var koncentreret omkring Ulm.<ref name="ulm">Kagan p. 417</ref> I overenstemmelse med det sendte han Soult og Marmonts korps mod Iller, så han nu havde fire infanteri- og et kavalerikorps mod Mack; Davout, Bernadotte og de bayerske tropper bevogtede stadig området omkring München.<ref name="ulm" /> Napoleon ville ikke slås over floden og beordrede sine marskaler til at erobre de vigtiskevigtigste broer omkring Ulm. Han begyndte også at sende sine styrker nord for Ulm, da han mente slaget skulle stå her, i stedet for at omringe selve byen.<ref name="itself">Kagan p. 420</ref> Disse dispositioner og aktioner ledte til en konfrontation ved Elchingen den 14. mens Neys tropper avancerede mod Albeck.

Den 13. oktober angreb Soults IV korps [[Memmingen]] fra øst. Efter en mindre kamp, der kostede 16 franske soldater livet, overgav generalmajor Karl Spangen von Uyternesse sig med sine 4.600 soldater, otte kanoner samt ni [[standart]]er. Østrigerne var ved at løbe tør for [[ammunition]], afskåret fra Ulm og demoraliseret pga. den manglende ledelse og forvirringen hos overkommandoen.<ref>Smith, p 204</ref>

Murat slog sig sammen med Dupont ved Albeck, lige tids nok til at afværge et østrigsk angreb fra Werneck; sammen slog Murat og Dupont de østrigske styrker på flugt mod nord i retning mod [[Heidenheim (Mittelfranken)|Heidenheim]]. Ved aftenstid den 14. lå to franske korps i udkanten af den østrigske lejr ved Michelsberg, lige udenfor Ulm.<ref name="encampents">David Chandler, ''The Campaigns of Napoleon''. p. 399</ref> Mack befandt sig nu i en farlig situation: han kunne ikke længere undslippe langs den nordre bred, Marmont og [[Franske imperiale garde|Garde impériale]] bevægede sig omkring i udkanten af Ulm samt syd for floden, og Soult bevægede fra mod nord fra Memmingen for at forhindre østrigerne i at flygte mod syd til Tyrol.<ref name="encampents" /> Problemerne i den østrigske kommando fortsatte da Ferdinand underkendte Macks protester og gav ordre til evakueringen af alt kavaleri fra Ulm, totalt 6.000 tropper.<ref name="troopers">Chandler p. 400</ref> Murats forfølgelse var dog så effektiv at kun 11 eskadroner nåede frem til Franz Werneck ved Heidenheim.<ref name="troopers" /> Murat forsatte sine forstyrelsesangrebforstyrrelsesangreb på Werneck og tvang ham til overgivelse med 8.000 mænd ved [[Treuchtlingen]] den 19. oktober; Murat fik også fat i en østrigsk vognpark med 500 køretøjer og rykkede videre mod [[Neustadt an der Donau]] og tilfangetog 12.000 østrigere.<ref name="troopers"/><ref>Chandler skriver [[Trochtelfingen]] men det kan ikke være rigtigt, da det ligger 55 km vest for Ulm. På den anden side er Treuchtlingen en bedre kandidat, da den ligger i forlængelse af ruten, nemlig 48 km nordøst for Neresheim og 91 km nordøst for Ulm. Chandler nævner også Neustadt, der enten er Neustadt am der Donau (148 km øst for Ulm!) eller en fejl.</ref>

Mens østrigerne marchere ud af Ulm for at overgive sig, blev en fransk-spansk flåde sænket i [[Slaget ved Trafalgar]]. Denne afgørende [[Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland|britiske]] sejr gjorde en ende på den franske flådetrussel og gjorde briterne til den dominerende flådenation frem til [[1. Verdenskrig]]. På trods af det var Ulm-felttoget en bemærkelsesværdig sejr med udslettelsen af en hel østrigsk hær med meget få tab hos franskmændene. Den 8. bulletin for Garde impériale beskrev skalaen af bedriften:

{{citat|Tredive tusind mand, blandt dem 2.000 kavalerister, sammen med 60 kanoner og 40 standarter er faldet i hænderne på sejrherrerne.... Siden begyndelsen af krigen er det totale antal krigsfanger blevet beregnet til 60.000, antallet af standarter[[standart]]er til 80, uden at medregne artilleri og transporter.... Aldrig før har sejre været så fuldendte og kostet så lidt.<ref name="quote">Chandler p. 402</ref>}}

[[Charles Pierre François Augereau|Marshal Augereaus]] ankomst fra [[Brest]] med det netop oprettede VII korps gav franskmændene endnu en god nyhed, da dedet havde slået [[Franjo Jelačić]]s division ved [[Dornbirn]] i [[Voralberg]]. Russerne trak sig mod nordøst efter Macks overgivelse, og Wien blev indtaget 12. november. De allierede blev endeligt slået i slaget ved [[Austerlitz]] i december, og Østrig blev tvunget ud af den tredje koalition nogle uger efter. Den franske sejr fremhævede effektiviteten af ''la manoeuvre sur les arrières'', en special type strategisk omringning, første gang brugt af Napoleon i sit italienske felttog i [[1796]].<ref name="quote" /> Manøvren krævede en styrke, der kunne opholde en bred front af fjendens styrkefjenden, mens andre gik i position bag fjenden og på denshans flanker.<ref name="rear">Chandler p. 186</ref> Mens fjenden kæmpede med den første styrke, skulle de andre styrker angribe et afgørende punkt og besegle sejren. I Ulm-felttoget tjente Murats kavaleri som den styrke, der skulle få østrigerne til at tro franskmændene ville angribe gennem Schwarzwald. Mens Murat fik østrigerne til at rykke mod Ulm, trak hovedparten af de franske styrker gennem det centrale Tyskland og adskilte Macks hær fra de andre kampe.

Ulm-felttoget er et historisk eksempel på en strategisk omgåelsesplan.<ref name="movement">Trevor Dupuy, ''Harper Encyclopedia of Military History''. p. 816.</ref> Den afgørende sejr ved Ulm ses også som et resultat af den lange intensive træning, som Grande Armée modtog i lejrene ved Boulogne.<ref name="movement" /> Grande Armée medtog meget lidt baggage[[tros]], invaderede fjendtligt territorium i høsttiden, og marcherede meget hurtigere end østrigerne havde regnet med.<ref name="expected">Richard Brooks (editor), ''Atlas of World Military History''. p. 108</ref> Felttoget fremhævede fordelene i ''Corps d'Armée''systemet; korps blev den fundamentale strategi i de store krige i det [[19. århundrede|nittende]] og [[20. århundrede|tyvende århundrede]].<ref name="fundamental">Brooks (editor) p. 109</ref>