|
|Hjemmeside = {{URL|stranglers.net}}
}}
'''The Stranglers''' er eten engelsk [[rock]]-band<nowiki/>gruppe. Gruppen blev dannet i [[Guildford]] i [[1974]].
The Stranglers (Kvælerne) opnåede popularitet i slutningen af 70'erne under den engelske [[punk]]bølge,. som deGruppen blev især associeret med, selvompunk degrundet aldrigbassist Jean-Jacques Burnels opførsel og udseende, men gruppen blev aldrig anset for ren punk af flere årsager: Dels var de ældre end medlemmerne af de øvrige punkbands, dels var The Stranglers teknisk dygtigere, og mere melodiske musikalsk. Teksterne var mereofte intellektuelle og handlede eksempelvis om præstestyret i Iran, australsk indenrigspolitik eller genetisk manipulation, krydret medtilsat skæv humor. Navnet "The Stranglers" opstod i bandets tidlige år, da bassist JJ Burnel efter endnu en upopulær optræden stormede ud i backstageområdet og rasende udbrød (med henvisning til publikums negative reaktion på bandet): -"Well, the stranglers have done it again!" (løst oversat: Så slog kvælerne til igen!)
== Dannelse ==
Trommeslager Jet Black (født Brian Duffy) besluttede at skrotteafslutte en ellers succesfuld karriere som issælger og sprutfabrikantalkoholfabrikant for i stedet at forfølge en gammel drøm om at blive musiker. Han var på daværende tidspunkt i midten af 30'erne. Black indrettede en etage i sin virksomhed som øvelokale, og gik på jagtsøgte efter de rette bandmedlemmer.
Den første var Hugh Cornwell, som på daværende tidspunkt spillede i det svensk-britisk-amerikanske band Johnny Sox, som var flyttet fra Sverige til England efter Cornwells afsluttende biokemiske studier på Lund Universitet. Da de øvrige medlemmer af Johnny Sox kort efter forlod gruppen, flyttede Cornwell ind i et værelse hos Black, og de to arbejdede og skrev musik i nogle måneder.
Den første var Hugh Cornwell, som på daværende tidspunkt spillede i bandet Johnny Sox. Da de øvrige medlemmer af Johnny Sox droppede bandet, flyttede Cornwell ind i et værelse hos Black, og de to arbejdede og skrev musik i nogle måneder. Derefter kom bassist JJ Burnel kom til. Burnel var oprindeligt klassisk guitarist men købte Cornwells bas. Det fjerde medlem var en svensker ved navn Hans Wärmling, som Cornwell kendte fra sin tid i Sverige. Resten af bandet har beskrevet Wärmling som en ekstremt dygtig guitarist, men han var ikke skabt til at gøre karriere i et rock'n'roll band. Wärmling droppede bandet, som derefter oprettede en annonce i et musikblad og søgte efter en keyboardspiller. Denne blev Dave Greenfield, og dermed var bandets tidlige lyd cementeret. Greenfield regnes som den teknisk dygtigste af de 4 oprindelige medlemmer. ▼
Cornwell mødte ved et tilfælde britisk-franske Jean-Jaques Burnel, som oprindeligt klassisk guitarist. Han blev overtalt til at blive en del af gruppen og købte Cornwells bas. Cornwell og Burnel blev gruppens frontfigurer og kreative kerne i de tidlige år.
Bandets navn blev registreret 11. september 1974, og alle flyttede ind i et rum i Blacks virksomhed, som han efterhånden solgte fra. I bandets tidlige år opnåede de en dedikeret fanskare, bl.a. centreret omkring de såkaldte Finchley Boys, som både blev roadies og bodyguards. ▼
▲Den første var Hugh Cornwell, som på daværende tidspunkt spillede i bandet Johnny Sox. Da de øvrige medlemmer af Johnny Sox droppede bandet, flyttede Cornwell ind i et værelse hos Black, og de to arbejdede og skrev musik i nogle måneder. Derefter kom bassist JJ Burnel kom til. Burnel var oprindeligt klassisk guitarist men købte Cornwells bas. Det fjerde medlem var en svensker vedblev navnsvenskeren Hans Wärmling, som Cornwell kendte fra sin tid i Sverige. Resten af bandet har siden beskrevet Wärmling som en ekstremt dygtig guitarist, men han varbrød sig ikke skabt tilom at turnere og gøre karriere i et rock'n'roll band. Wärmling droppedeforlod bandetgruppen, som derefter oprettede en annonce i et musikblad og søgte efter en keyboardspiller. Denne blev Dave Greenfield, og dermed var bandets tidlige lyd cementeret. Greenfield regnes som den teknisk dygtigste af de 4 oprindelige medlemmer.
The Stranglers første udgivelse er '[[Rattus Norvegicus]]' fra 1977. Størstedelen af musikken på dette album blev komponeret før Greenfield blev medlem, hvorfor hans keyboard endnu ikke er så fremtrædende. ▼
▲BandetsGruppens navn The Stranglers navn blev registreret 11. september 1974, og alle flyttede ind i et rum i Blacks virksomhed, som han efterhånden solgtehavde solgt fra for at finansiere gruppens udgifter. I bandetsde tidlige år opnåede degruppen en dedikeret fanskare, bl.a. centreret omkring de såkaldte Finchley Boys, som både blev roadies og bodyguards.
Næste album var No More Heroes, også fra 1977, som indeholdt et hit i titelnummeret. På dette album er Greenfield langt mere fremtrædende. Tredje album var Black and White fra 1978 og således bandets tredje udgivelse på blot 13 måneder. Dette gav dem et kraftigt afsæt. ▼
▲The Stranglers første udgivelse er '[[Rattus Norvegicus |''Rattus Norvegicus'']] ' fra april 1977 . Lyden er aggressiv og tempoet højt, hvilket skabte ligheder til punkscenen. Størstedelen af musikken på dette album blev komponeret før Greenfield blev medlem, hvorforog hans keyboard endnu ikke er så fremtrædende.
▲Næste album var ''No More Heroes '', også fra september 1977, som indeholdt et hit i titelnummeret. På dette album er Greenfield langt mere fremtrædende. Tredje album var ''Black and White '' fra maj 1978 , og således bandets tredje udgivelse på blot 13 måneder. Dette gav demgruppen et kraftigt afsæt.
Disse plader blev udgivet under den engelske punk bølge, og hjulpet af Burnels punk-agtige udseende og opførsel, blev The Stranglers puttet i kategori med punkbølgen. Burnel var den eneste som opfattede sig som en punker, men bandet besluttede at udnytte opmærksomheden. Dette førte til nogen modvilje fra andre kunstnere på punkscenen.
Efter de første plader blev The Stranglers af deres to managere anbefalet at splitte op og gå solo hver især; men de nægtede, fyrede deres managere, og begyndte at eksperimentere med andre [[genre]]r.
Fjerde udgivelse blev ''The Raven'' fra 1979, som af mange fans opfattesregnes som detet mestkreativt helstøbte album, tæt fulgt af forgængeren Black and Whitehøjdepunkt.
== Eksperimenter og europæisk mainstream succes ==
Bandet udgav i 1980 koncept albummetkonceptalbummet ''The Gospel According To The MenInBlack'', som handlede om UFO'er, rumvæsner og Jesu genopstandelse. Albumet var en kraftig drejning væk fra tidligere album, og blev ikke en succes. Flere af gruppens medlemmer har siden udtalt, at det er deres favorit album, fordi pladeselskabet tillod stort kreativt frirum.
I 1981 udgav bandet ''La Folie,'' (fransk: Galskaben) som oprindeligt modtog lunkne anmeldelser, indtil nummeret ''Golden Brown pludselig'' blev spillet i radioen og blev til bandets største hit nogensinde. Efterfølgende album ''Feline'' (1983), ''Aural Sculpture'' (1984), og ''Dreamtime'' (1986) blev alle mødt med dalende salg i hjemlandet. Til gengæld fandt bandet et marked i bl.a Frankrig og Spanien, men fik aldrig et gennembrud i USA.
== Gnidninger og Cornwells afsked ==
Cornwell har i biografien ''Hugh Cornwell – The Stranglers Song By Song ''beskrevet hvad han opfatter som årsagen til sin afsked. Han skrev efterhånden størstedelen af bandetsgruppens tekster og melodier, og mødte ikke den samme entutiasme fra andre medlemmer som tidligere. Der opstod desuden løbende ufred mellem ham og især Burnel, som hidtil havde været den næst-mest bidragende sang og tekstskriver.
I midten af 80'erne blev Black fascineret af trommemaskiner, og besluttede at lade maskiner spille trommer på efterfølgende studiealbum. Kombineret med en generel nedgang i bidrag fra Greenfield har Cornwell siden udtalt, at han opfattede The Stranglers som "en udtømt kreativ åre".
I 1990 udgav bandet det tiende album "''Ten"'', som blev produceret med en "stor lyd" og blæsere i håb om at slå igennem i USA, hjulpet af en turné der. Pladen solgte dog ikke godt nok i Europa til at pladeselskabet ville risikere en turné i USA, så deden aflysteblev denaflyst. Cornwell opfattede dette som afgørende for sin beslutning om at forlade gruppen. Han gennemførte den europæiske turné, og og forlod bandetgruppen efter den sidste koncert i Alexander Palace i 199013. Mangeaugust fans1990. opfatter stadig Cornwell som den eneste rigtige sanger i The Stranglers.
== Senere år ==
Efter Hugh Cornwells afsked droppede bandet den store lyd med blæsere, og rekrutterede i stedet guitarist Paul Ellis og sanger Paul Roberts, som begge optrådte på ende rækkefølgende album. Ingen af disse album opnåede fordums salgsmæssige højder. I 2006 togovertog Baz Warne rollerne som både guitarist og sanger.
17 af bandets originale kompositioner mellem 1977 og 1986 nåede den britiske top 40 hitliste. Bortset fra nogle remixes og genudgivelser havde The Stranglers derefter ingen top 40 hits før 2004-udgivelsen ''Norfolk Coast'', som kastede top 40 hittet ''Big Thing Coming'' af sig. Umiddelbart efter denne udgivelse forlod Paul Roberts bandetgruppen.
The Stranglers turnerer stadig som kvartet og har udgivetudgav det 17. studiealbum "''Giants"'' i foråret 2012. Black har været igennem nogle sygdomsforløb og eroptræder ofteikke erstattetlængere aflive. trommeslagerTrommeslager Jim Macauley har overtaget hans plads til koncerter., Bandetog fylderhar 40siden år2016 ioptrådt på plakater og septemberpromotion 2014materialer.
== Bibliografi ==
Buckley, David. ''No Mercy-The Authorised and Uncensored Biography of The Stranglers''. London. Hodder and Stoughton. 1997. ISBN 0-340-68062-8
Cornwell, Hugh og Drury, Jim. ''The Stranglers-Song by Song''. London. Sanctuary Publishing Ltd. 2001 ISBN 1-86074-362-5
== Eksterne henvisninger ==
| 