Slaget ved Sehested: Forskelle mellem versioner

Slaget ved Sehested falderfaldt sammen med kollapsen af [[Napoleon]]s imperium i begyndelsen af det 19. århundrede. Lige efter nederlaget til det russiske rige 1812 og 1813 og nederlaget ved [[Leipzig]] 1813, trak de slesvigholstensk-danske styrker, som var allieret med [[Napoleon]], sig tilbage mod nord, for ikke at møde de svensk-preussiske tropper, som kæmpede mod Napoleon og hans soldater. De danskes mål var at nå til den danske fæstning [[Rendsborg]], som skulle beskytte dem mod preusserne, som forfulgte Napoleons hær hele vejen op til Sehested, hvor de så stødte sammen den 10. december 1813.

==Industrien og erhverv i krise==

Krigen havde ikke kun dårlige konsekvenser. Det danske folk fejrede monarkiet og troede på deres kong Frederik den 6., som blev anset som den, der sikrede freden, selv om han tabte krigen. Også pressen udtrykte deres glæde over Frederik den 6. ”Flensburgsches Wochenblatt” skrev disse linjer i forbindelse med Frederik den 6. fødselsdag den 28 januar.:

Herders ideer skulle skabe harmoni. I praksis skabte dende dog ofte dybe og blodige konflikter.

Wienerkongressen betegner en kongres i Wien 1814-1815, som skulle sikre freden i Europa og opdele Europa i forskellige bestanddele, da Napoleon Bonaparte ændrede Europas landkort væsentligt. Wienerkongressen blev ledet af den østrigske udenrigsminister fyrst [[Metternich]], og over 200 repræsentanter deltog i Wienerkongressen. Men det er ikke kun store stater som deltog i kongressen, men også herredømme, baroner eller byer som repræsenterede de forskellige småstater. Men den førende rolle spilledede de fem stormagter Storbritannien, Russland, Østrig Preussen, kirke staten og Frankrig. Også Frederik den 6. var på Wienerkongressen, da han ville forsvare Danmark overfor Sverige. Men ikke kun derfor kom Danmark til Winerkongressen. Danmark var lige så interesseret i Lauenburg, som ligger sydøst for Slesvig – Holsten, (ca 40 kilometer syd-øst fra Hamborg), som Sverige, Preussen og HannvoerHannover(-England). Hannover sluttede sig sammen med England og lavedegav Preussen et tilbud.: Hannover ville afgive Ostfriesland, derimodmod fårat defå Lauenburg. Men For Preussen var Svensk-Forpommern meget mere vigtigtvigtigere. På grund af det besluttede Preussen, at Danmark skulle få Lauenburg samt 2 millioner, da Lauenburg var mindre værd end Svensk-Forpommern. Men uanset om Danmark fik [[Lauenburg]], var Frederik den 6. meget skuffet over at han ikke fik større økonomisk udbytte, selv om han reddede Danmark fra en tilintetgørelse. Sammenfattet kan man sige at Wienerkongressen var mere eller mindre et glimrende resultat for alle deltagere. Selvom stormagterne havde overhånden kunne lande som Danmark håndhæve deres vilje og det for det meste med succes.

Den slesvig-holstenske tankes fødsel opstod med [[Friedrich Christof Dahlmann]]s (prof. i historie) udsagn: at et forenet Tyskland også burde omfatte Slesvig og Holsten. Slesvig og Holstens århundredgamle forbindelse gjorde, at Dahlmann syntes, at området skulle tilhøre Tyskland. Det begrundede han med en brev af den danske kong Christian den første fra 1460. I det står der, at de to lande skal forblive evigt udelte sammen.

I 1816 nedsatte Frederik den 6. en forfatningskommission for Holsten, og ikke for Slesvig. Det førte til, at slesvigerne også ville have en forfatning. Omkring årsskiftets ende sendte borgerne så en petition til kongen med fælles ønske om at Slesvig skulle få en forfatning. Det så man som et middel til at afhjælpe krisen. Men den slesvigske petition blev afvist og forfatningssagen gik i stå for slesvigerne. Og i året 1819 henlagde kongen også den holstenske forfatningskommissions forslag. Faktisk kunne kongen gøre hvad han ville, hvad der også viste sig, da han indskrænkede trykkefriheden af aviserne i 1820.

I 1823 nedsatte man så ogsåhan forfatningskravet for Slesvig. Det var et nederlag for Dahlmann, der kæmpede for denne sag for slesvig-holstenerne. Til gengæld blev han universitetslærer i Kiel. Det skete, at under ”Waterloo” talen af Dahlmann grinede de studerende, da han fortalte om broderskabet mellem Slesvigerne og Holstenerne, og i stedet for den preussisk engelske sejr over Napoleon (ved Waterloo) fejrede de hellere den danske helstatshærs sejr over [[Bernadotte]]s svensk-tysk-russiske tropper i slaget ved Sehested i 1813.<ref>kilde fra side 21 linje 27- 33 i Sønderjyllands historie 2 – efter 1815</ref>

Men ligesom Dahlmann var de fleste universitetslærer tyskfødte, og for Tyskland i Slesvig-Holsten sagen. Det påvirkede mange studenter, og allerede i 1817 deltog mange i en tysk national fest på [[Wartburg]] og blev tilhængere af den tyske enhedsbevægelse. Studenterne klædte sig i ”gammel-tyske””gammeltyske” dragter og var med i ”burschenschaftbevægelsen” for demokrati og tysk enhed for at vise deres tilknytning til Tyskland. I Slesvig var den herskende politiske strømning stadig helstatspatriotismen (pro Danmark), selvom Frederik den 6. afviste forfatningspetitionerne.