Slaget ved Sehested: Forskelle mellem versioner

'''Slaget ved Sehested''' var et slag under [[Napoleonskrigene]], der fandt sted i [[Sehestedt|Sehested]] (Sehestedt) i [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] den [[10. december]] [[1813]] mellem danske og tyskeallierede hærenheder. De allierede var Sverige, Preussen, Rusland, Hanover og Storbritannien,

- HanoveranskeHanoveransk Jægerkompagni

1. RussoRussisk-Germantyske Horse Batteryhestebatteri (6 guns)

2. Russo-German Horse Battery (6 guns)

Hanoveranske Batteri (4 guns)

KGL Horse Battery-one section (2 guns)

Først var det prins Friedrich af Hessen, der dominerede slaget. Han kæmpede meget offensivt, men alligevel lykkedes det at forsvare den nordlige del af landsbyen. Efter hvert angreb fra Friedrich, var det general Wallmoden( svensk-preussisk) der langsomt trak sig tilbage. På grund af det, gav Friedrich kommando til at storme [[Sehestedt|Sehested]]. Wallmoden prøvede at forsvare Sehested med mange soldater, men det lykkedes alligevel Friedrich at besætte den sydlige del af Sehested. Wallmoden prøvede med alle midler at dominere slaget, men prins Friedrichs tropper var for stærke. Dermed kom så ideen at angribe fra andre sider. Wallmoden gav så kommandoen: angrib over en lille sti der fører fra Osterrade op til Sehested. Det lykkedes at bekæmpe flere små styrker, men i sidste ende var detslog Friedrich, der kunne slå dem, der prøvede at overraske Friedrichs soldater.

Lige efter slaget led Sehested. Levestandarden var ikke den bedste, men slaget gjorde resten. Også soldaterne havde det meget dårligt i slutningen af slaget. De fandt ikke brænde. På grund af det gik de ind i kirken i Sehested og stjal ting som stole, bænke, bøger og andre ting de kunne brænde. Den alvorligste konsekvens for indbyggerne var hungersnøden. Soldaterne var så sultne, at de spiste al mad i landsbyen. Under slaget blev møllen, som var et symbol for [[SehestedtSehested]] også ødelagt meget alvorligt. Det førte til, at der ikke kunne males mel og bages brød.

Landbruget profiterede endda i de første år af krisen på grund afpga. stigende priser på mad og en god høst. Men i de senere år skulle de også kæmpe med krisen. I 1825 nåede kornpriserne bunden, først(kornprisen faldt med 75%). Først fem år senere var denne krise for det mestenæsten overvundet. (Kornprisen faldt med 75%)

Før krigen var [[Danmark]] velhavende og indflydelsesrigt, men efter krigen opstod der en økonomisk krise i Danmark. Staten gik bankrot pga. de mange udgifter i krigen. Der opstod inflation.: Pengesedlernes værdi i forhold medtil sølv blev nedskrevet drastisk. Private betalingsmidler florerede, og seddelkursens forhold til sølvværdien nåede bunden i september 1813 med kun 9 %. Den 5. januar 1813 blev der indført en valutareform og en nyoprettet nationalbank.

Men det nye pengesystem var meget kompliceret og overbelastede de fleste. Forenklet kan man sige, at den gamle valuta blev konverteret i forholdet 1:6 til den nye valuta, så banktilgodehavender var kun en sjettedel værd. Ud fra det steg skatten. Desuden blev en skat på omkring 6 % lagt på alle som var i besiddelse af en ejendom. Denne skat skulle betales straks i sølv, da sølvprisen var konstant. De, som ikke kunne betale de øgede skatter, skulle regne med tvangsauktion. Udefra det blomstrede også denDet
[[sorte marked]] blomstrede, da ingen kunne betale den øgede skat. Finansminister [[Schimmelmann]] fik sin afsked. I øvrigt forgreb regeringen sig hurtig på rigsbankens reservefond på omkring 15 mil. rigsdaler, og Danmark brugte langt tid til at komme ud fra den økonomisk krise.

UdMen over detDanmark havde Danmark en konge, som interesserede sig for politik og folkets interesser. Før Frederik den 6. var det den sindssyge konge Christian den 7. der regerede landet indtil 1808 og ikke havde interesse ifor politiske spørgsmål.

Men selv om man fejrede Frederik den 6., opstod de første demokratiske tanker, som kom fra [[Johann Gottfried von Herder|Johann]] Gottfried Herder, derider i Tyskland grundlagde den moderne nationale ideologi: ”De enkelte folkeslag med samme historie, sprog, kultur og levevis som udtryk for en fælles folkeånd kunne udfolde sig friest, hvis de fik hver deres stat, og i den, opnåede selvbestemmelse over deres egne anliggender.<ref>Kilde fra side 16 linje 34-37, Sønderjyllands historie 2- efter 1815</ref>