Storfyrstendømmet Finland: Forskelle mellem versioner

I løbet af de 108 år fra 1809 til 1917 gennemgik Finland tre faser:

Efter, at Rusland havde lidt nederlag i [[Napoleonskrigene]]s [[Den fjerde koalition|fjerde koalitionskrig]], indgik zar [[Alexander 1. af Rusland|Alexander 1.]] en aftale med Napoleon ved [[Freden i Tilsit]] den 7. juli 1807, hvorefter Østeuropa blev delt i en fransk og en russisk interessesfære. Rusland skulle presse England og Sverige til fred med Napoleon, mod, at Frankrig pressede [[Det osmanniske rige]] til at indgå fred med Rusland og sikre den fransk-russiske deling af [[Balkanhalvøen|Balkan]]. I denne aftale spillede hverken Finland eller Sverige næppe nogen vigtig rolle for den russiske zars strategiske interesser, men da den engelske forbundsfælle Sverige ikke efterkom de fransk-russiske ønsker, gik zaren til værks mod Sverige via Finland.<ref>Jutikkala, side 276-277.</ref> Det var således næppe med langsigtet okkupation i tankerne, at Rusland gik til angreb på Sverige den 21. februar 1808 og derved startede den [[Finske krig]].<ref>Jutikkala, side 277.</ref>

[[Stænderforsamlingen (Sverige)|Stænderforsamlingen]] trådte sammen i [[Borgå]] den 25. marts 1809, det vil sige før [[Freden i Fredrikshamn]] den 17. september 1809. Den hastige sammenkaldelse skyldtes zarens behov for at afklare situationen i Finland, før en ny runde af krig brød ud i Europa.<ref>Jutikkala, side 288-289.</ref> Efter at zaren var ankommet, blev [[Borgå lantdag]] højtidelig åbnet den 28. marts. De finske [[Stand (samfundsgruppe)|stænder]] aflagde troskabsed til zaren – formelt set var dette [[landsforræderi]], da de fortsat var svenske undersåtter – til gengæld forsikrede zaren, at Finland skulle beholde sine love, sin religion og sit sprog. [[Gustaf Mauritz Armfelt]], som var udvist fra Sverige som landsforræder og som var blevet rådgiver for zaren, overbeviste denne om, at Finland burde blive et storfyrstendømme. Stænderne sad sammen i nogen måneder for at udarbejde en forvaltning, som var i overensstemmelse med Finlands nye status, og den 19. juli 1809 afsluttede Alexander 1. landdagen med en afslutningstale, hvori han slog fast, at finnerne nu var "løftet op til medlemskab i familien af ''nationer''".<ref>Jutikkala, side 289. «elevated to membership in the family of nations». Talen blev holdt på fransk og ordet ''nation'' må tolkes i dets politiske, og ikke etniske forstand. Men zaren viste ingen synlige tegn på at lægge mere i udtrykket end en gestus fra sejrherren til den okkuperede. Jutikkala, side 290-291.</ref>

Rusland og Sverige sluttede fred i september 1809, og fredsbetingelserne indebar, at Sverige måtte afstå hele den sydlige halvdel af Finland, [[Åland]], dele af [[Lapplands län]] og [[Västerbotten]]. Storfyrstendømmet bestod oprindelig blot af de områder, som Sverige nylig havde afstået, men fra begyndelsen af 1812 blev tillige de såkaldte "gammelfinske" områder, som Sverige havde mistet til Rusland i 1721 og 1743, indlemmede i riget. Dette blev de gældende grænser frem til, at Finland erklærede sig uafhængig i 1917. Ændringen var ikke uden betydning for Sverige – landets nye hersker [[Jean-Baptiste Bernadotte]] havde ikke den gamle kongeslægts sentimentale følelser over for Finland og indgik aftale med zaren i [[Åbo]] i 1812 om at afstå de finske områder i bytte mod russisk støtte til, at [[Norge]] blev lagt under Sverige. Aftalen fjernede en vigtig proteststemme mod russisk anneksion af Finland, hvilket bekymrede de finske nationalister, som måtte have haft håb om svensk støtte.<ref>Jutikkala, side 300.</ref>

Som resultat af hændelserne i Borgå forblev de gamle svenske love retsgyldige i storhertugdømmet. Først og fremmest drejede det sig om [[Den svenske forfatning af 1772|den gustavianske forfatning fra 1772]] med nogen tilføjelser fra 1789.

Den russiske zar var i egenskab af storfyrste af Finland statsoverhoved i det autonome storfyrstendømme. Da den ellers [[autokrati]]sk indstillede [[Nikolaj 1. af Rusland|Nikolaj 1.]] besteg tronen i 1825, anerkendte han Finlands særstatus og aflagde den samme troned som sin forgænger, hvilket blev en tradition for alle efterfølgere. Ved hoffet i Sankt Petersborg fandtes ''Kommittén för de finska ärendena'' som forberedte bestemmelser, som gjaldt Finland. Komiteen, som bestod af finske statsborgere, blev opløst i 1826 og opgaverne overtaget af statssekretæren, fra 1834 ministersekretæren for finske anliggender. Også disse var finske statsborgere.

Arvtageren Nikolaj 1. bestemte sig fra første stund for at bevilge finnerne betydelig indflydelse over egen udvikling. Da revolutionære optrin greb om sig i både [[Polen]] og [[Sverige]] i 1830, frygtede mange en tilsvarende oprørsstemning i Finland. Zaren valgte at vinde finnernes loyalitet ved et samarbejde snarere end ved magtbrug, og finnerne vandt yderligere indrømmelser, da de forblev loyale under hele revolutionsåret. Den nye generalguvernør, prins [[Aleksandr Sergejevitsj Mensjikov]], valgte en forsigtig samarbejdsstrategi over for finnerne i perioden 1831 til 1855.<ref>Jutikkala, side 301.</ref>

Det fandtes kræfter i Rusland, som ønskede en hårdhændet russificering af Finland, eksempelvis indenrigsminister Perovskij. Finnerne læste og skrev på svensk, og i en periode uden nogen finsk national opvågning var det formentlig kun det russiske autokrati, som forhindrede sådanne ekstreme russiske strømninger fra at vinde fodfæste.<ref>Jutikkala, side 302.</ref> Finske officerer gjorde karriére i zarens Rusland og deltog i militæraktioner i Polen og Tyrkiet, og russisk blev studeret i finske skoler og læresteder. En russer finansierede endog udgivelsen af en finsk ordbog, og zar Nikolaj 1. kunne glæde sig over finnernes loyalitet. Finnernes frihed førte uvægerlig til opblomstring af finsk nationalfølelse, og blot få årtier efter Finske krig føjede Runebergs ''Fänrik Ståls sägner'' sig ind i en gryende, finsk uafhængighedsbevægelse.<ref>Jutikkala, side 303-304.</ref>

Zaren udnævnte fra begyndelsen i hovedsagen russiske generaler som generalguvernører, efter at et forsøg med en finsk viste sig lidet vellykket. Men efterhånden kom det finske statsstyre ind i et mere reguleret spor med direkte rapportering til zaren selv, uden om den russiske regering.

Senatet holdt til at begynde med sine møder i [[Åbo]], som dermed blev den første hovedstad i det autonome storfyrstendømme. Allerede i 1812 besluttede zar Alexander 1., at [[Helsingfors]] skulle blive hovedstad. Åbo symboliserede den gamle tilknytning til Sverige, og zaren ville grundlægge en ny hovedstad som tegn på forbindelsen med Rusland. Helsingfors var hertil egnet ikke kun på grund af den vigtige fæstning [[Sveaborg]], men også fordi byen brændte næsten helt ned til grunden i 1808 og derfor måtte rejses på ny.<ref>Klinge, s. 43 f.</ref> Efter omfattende ny byggeaktivitet under ledelse af arkitekten [[Carl Ludvig Engel]] kunne senatet i 1822 tage plads i det nye Senatshus i Helsingfors.

De første [[arbejderforening]]er blev stiftede i 1870- og 1880-erne, først organiserede [[typograf]]er og jernbanearbejdere sig, senere også [[håndværker]]e og [[industriarbejder]]e. Ud over i 1890-erne samarbejdede disse stadig tættere, og i 1899 blev ''Finlands arbetarparti'' stiftet. Det skiftede til ''[[Finlands Socialdemokratiska Parti]]'' (SDP; ''Suomen Sosialidemokraattinen Puolue'') allerede under partikongressen i [[Forssa]] 1903. Partiets centrale krav var almindelig stemmeret, og da Riksdagen i april 1905 tog stemmeretsspørgsmålet op til fornyet behandling, samlede der sig omtrent 3.000 demonstranter, hovedsageligt arbejdere, på [[Senatstorget]]. Reformen blev afvist også denne gang.<ref>Virrankoski II, s. 596</ref>

Også kommunalforvaltningen var en arv fra svensketiden og blev videreført næsten uændret i storfyrstendømmet. I landkommunerne var ''[[Kommunestyre|kommunfullmäktigen]]'' det øverste organ, men det trådte sjældent sammen. De fleste beslutninger blev derimod taget af ''kyrkoråden'' som fungerede som en form for kommunestyre; den politiske kommunalforvaltning blev ikke udskilt fra kirkeforvaltningen. Ved siden af at varetage lokalsamfundets [[infrastruktur]] var især fattigvæsenet en kommunal opgave. Retsplejen blev varetaget lokalt af bønder, som udgjorde lægmandsjuryer.

Kommunal- og kirkeforvaltning adskiltes i 1865 og politiske [[Finlands kommuner|kommuner]] blev indført som verdslige selvstyreorganer. Forvaltningens grundstruktur forblev ellers i det væsentlige uforandret. Byforvaltningen blev varetaget af borgervalgte [[magistrat]]er, som tillige fungerede som domstole. Fra 1873 blev der i byer med mere end 2.000 indbyggere indført valgte byråd, og magistratsembedet blev omdannet til et statsligt lokalforvaltningsembede underlagt [[Regionforvaltningsverk|''regionförvaltningsverken'']],<ref>Virrankoski I, s. 417 f.; Virrankoski II, s. 514 f.</ref> det vil sige som [[amtmand]]embedet i Danmark.

Mellem 1809 og 1917 gik det politiske liv i Finland gennem tre hovedperioder. Under den første periode, som varede frem til 1863, blev rigsdagen ikke indkaldt, og bortset fra i akademiske kredse ved universitetet foregik der stort set ingen politisk aktivitet. Stænderforsamlingens tid frem til 1906 prægedes af begyndende politiske bevægelser og særlig af modsætninger, som sprogstriden førte til. Efter indførelsen af almindelig stemmeret dannede der sig moderne politiske partier med socialdemokraterne som det med tiden største.

Eftersom den finske rigsdag ikke blev indkaldt mellem 1809 og 1863, fandtes der ikke noget politisk liv i egentlig forstand i denne periode. Regeringen, det vil sige zaren og senatet, koncentrerede sig om forvaltningen. Nødvendige forskrifter blev iværksat ved dekret, større lovgivende tiltag, som krævede behandling af rigsdagen, blev helt udeladt. Embedsværket blev målbevidst udviklet, især ved at centralisere uddannelsen til [[Helsingfors universitet|universitetet]].

Finlands eneste universitet lå i Åbo frem til 1828, men efter en storbrand i byen blev institutionen flyttet til Helsingfors og udviklede sig der til periodens vigtige politiske forum. [[Adolf Ivar Arwidsson]] var en af pionererne inden for finsk politik. Fra 1820 stod han hårdt på krav om, at der blev opbygget en finsk statsidentitet og givet større frihed til borgerne, og han måtte i 1823 betale for det med sin stilling som docent. Arwidsson emigrerede til Stockholm, hvor der i tidens løb samlede sig en række finske emigranter, de fleste yderst skeptiske over for Rusland.

Blandt de, som var påvirkede af Arwidsson, var [[Johan Vilhelm Snellman]], som fra 1840'erne blev en forløber og inspirator for den såkaldte [[fennomani]]bevægelse. For fennomanerne var udvikling af Finlands eget sprog og kultur centrale anliggender således, at det finske folk kunne finde sin egen plads sammen med andre folk. Til forskel fra Arwidsson havde Snellmans virksomhed ikke brod mod Rusland; han stræbte i stedet efter at bevare finsk selvbestemmelsesret inden for rammerne af zardømmet. For at opnå dette arbejdede de aktivt for folkeoplysning og udvikling af finsk til et kultursprog.

Da zar Alexander 2. udnævnte den baltiske tysker [[Friedrich Wilhelm Rembert von Berg|F. W. R. Berg]], fik Finland for første gang en generalguvernør, som foragtede finner og alt finsk. Allerede i [[1858]] afsatte han senatets viceleder og mangeårige finansminister [[Lars Gabriel von Haartman]]. Men også Berg endte ret hurtigt med at føre en politik, som i praksis var pro-finsk som bolværk mod svensk påvirkning. Dette var under pan-skandinavismens guldalder, og Berg forstod snart, at fennomanerne var de bedste garanter for fortsat russisk herredømme.

Zaren tøvede først med at indkalde rigsdagen, fordi polske og russiske liberale samtidig krævede tilsvarende demokratiseringer. Men efter finsk pres genopstod rigsdagen i september 1863, og derved fik politikken indpas i det almindelige samfundsliv. I perioden 1863–1898 signerede zaren ikke en eneste lov, som ikke fik flertal i den finske rigsdag, og Riksdagsloven af 1869 definerede grænserne for zarens magt i Finland.<ref>Jutikkala, side 330-331.</ref>

Den nye lederskikkelse, [[Yrjö Koskinen]], skabte i 1860'erne Fennomanibevægelsen om til en politisk bevægelse, som snart fik navnet ''[[Finska partiet]]''. Grundlaget lå hos akademikere med fennomanske sympatier og store dele af den finsksprogede befolkning. De arbejdede for, at finsk skulle blive officielt embedssprog, for gennemførelse af økonomiske og sociale reformer, men også for ubetinget loyalitet over for den russiske monark. I stænderforsamlingen var det finske parti dominerende blandt bonde- og præstestanden, mens de fleste af adel og borgerskab var tilhængere af det svenske parti. En række forsøg på at udvide stemmeretten faldt på det svenske partis bekymringer for, at den rådende magtbalance ville blive afgørende ændret, hvis den finsksprogede bybefolkning fik stemmeret.

I 1870'erne dannede der sig en modreaktion mod de politiske fennomaner, ''[[svekoman]]ene'' forsvarede det svenske sprogs stilling. Desuden tenderede de under deres leder [[Axel Olof Freudenthal]] mod [[konservatisme]], og enkelte lod sig lede af reaktionær raceteori inspireret af Sohlman. Blandt andet påvirkede af det forrige århundredes [[skandinavisme]] indtog tilhængerne en distanceret og til dels fjendtlig holdning over for Rusland, men også over for fennomanerne.<ref>Virrankoski II, s. 512 f.</ref> Skandinavismen fik en vigtig og afklarende rolle i finsk åndsliv.

De [[liberalisme|liberalistiske]] strømninger i Finland skriver sig tilbage til [[1848]]-revolutionen i Europa. På Kontinentet tog de liberale til orde mod det autokratiske imperie-Europa, som havde knuget og undertrykt små nationer efter 1815. De finske liberale var derimod ikke udprægede nationalt indstillede. Mens fennomanerne mente, at Finland bestod af et folk og derfor ønskede et sprog, og svekomannerne mente, at Finland bestod af to folk, indtog de liberale en mellemstilling med tanken om, at Finland bestod af et folk med to sprog.<ref>Jutikkala, side 323.</ref>

Grundlaget for Finlands autonomi blev aldrig lovfæstet under storfyrstendømmets tid. Synet på autonomien hang stort set på fortolkninger af det, som skete i 1808 og 1809. I 1880'erne kom den finske opfattelse af en konstitutionel autonomi mere og mere i konflikt med en tiltagende russisk nationalisme. Den russiske regerings anstrengelser for at knytte Finland nærmere til det russiske imperium førte omkring århundredeskiftet til en bitter modstand fra finsk side.

I akademiske kredse så man det snart således, at Finlands forfatning var baseret på den gustavianske forfatning af 1772 og 1789. Fra 1817 var en aflagt embedseksamen ved landets eneste universitet en forudsætning for at få et offentlig embede, så institutionen prægede i høj grad opbygningen af den nye forvaltning og udformede den på grundlag af den svenske forfatningstradition.<ref>Klinge, s. 17</ref>

Finland havde manøvreret og styrket sin kulturelle, økonomiske og politiske autonomi under zar [[Alexander 2. af Rusland|Alexander 2.]]. Efter det fjerde og vellykkede [[attentat]] på zaren i marts [[1881]], voksede den nationalistiske fraktion i Rusland sig stadig stærkere. Ministre blev byttet ud og erstattede med adelsmænd, som støttede det [[slavofil]]e eller [[Panslavisme|panslavistiske]] program om at russificere folkene i rigets randområder. I en anspændt international situation gik russisk presse fra 1883 til stadig mere heftige angreb på den finske særstatus. Zar [[Alexander 3. af Rusland|Alexander 3.]] var ikke uvenlig indstillet over for Finland, men befandt sig under hårdt pres fra nationalistiske ministre. Samtidig førte især den liberale avis ''Helsingfors Dagblad'' til uro ved at udvikle en tese om, at Finland burde erklære sig neutralt i tilfælde af krig. Avisen betonede, at Finland og Rusland var ret uens stater, som kun havde monarken til fælles.

Året efter, i 1886, publicerede den liberale politiker [[Leo Mechelin]] en afhandling på flere sprog om Finlands forfatning, som blev udsat for heftige polemiske angreb i russisk presse. Krig havde raset på Balkan, med sviende russiske nederlag. Den russiske statsretskyndige [[Kesar Ordin]] udgav Mechelins værk med stærkt kritiske anmærkninger, og i 1888 og 1889 publicerede han to egne værker, hvori han benægtede, at Finland var en egen stat og karakteriserede landet som en erobret provins.<ref>Virrankoski II, s. 576–578</ref> Bogen ''Underkastelsen av Finland'' fra 1889 fremstillede Finland som en erobret, forhenværende svensk provins, som zaren kunne fratage al særstatus, hvis han ville. Bogen blev kraftigt imødegået af Michelin og den fennomaniske historiker [[Johan Richard Danielson-Kalmari]] i bogen ''Finlands forening med det Russiske Keiserriket''.<ref>Jutikkala, side 346-347.</ref>

Som en følge af [[Februarrevolutionen (Rusland)|Februarrevolutionen]] abdicerede zar [[Nikolaj 2. af Rusland|Nikolaj 2.]] den 15. marts 1917, og de modstridende fortolkninger af den finske forfatning stødte en sidste gang sammen. Den 20. marts ophævede Ruslands provisoriske regering de begrænsninger i Finlands ret til autonomi, som Nikolaj 2. havde indført, og med det endte "den andre undertrykkelsesperiode". I henhold til finsk opfattelse var Finland i [[personalunion]] med Rusland, det vil sige kun knyttet til Rusland ved en fælles monark, og forbindelsen mellem de to lande var nu brudt efter dennes tilbagetræden, mens den provisoriske russiske regering var af den opfattelse, at det var dem, som havde overtaget zarens autoritet.

Industrialiseringen kom sent i gang, omkring [[1860]]–[[1880]], og var hovedsagelig drevet af træindustrien med dens store prissvingninger. På grund af det russiske styre var udenlandske investeringer næsten fraværende, industriens fremvækst skete stort set med indenlandsk kapital og gik relativt langsomt. Der imod var import af ekspertise og fagarbejdere ikke usædvanlig.<ref>Hjerppe, side 78.</ref> Det særlige ved Finland var, at tjenestesektoren med skibsfart, jernbane og andre tjenester voksede parallelt med industrien fra omkring 1870, og tidvis tidligere og hurtigere end industrien. Dette var relativt særegent for Finland, og falder sammen med, at staten investerede i infrastruktur samtidigt, som økonomien var ganske lukket for udenlandske investeringer og handel.

Det hersker bred enighed om, at Finlands industrielle revolution startede i perioden 1860-80, stimuleret af en række økonomisk-politiske reformer over et kort tidsrum. I [[1857]] blev et forbud mod [[Savværk|dampsave]] i skovbruget fjernet, og allerede to år senere blev de første [[Lav (organisation)|lav]] ophævede. Flere runder af anti-lav-lovgivning fulgte de næste tiår.<ref>Hjerppe, side 19.</ref> I [[1860]] indførte Finland sin egen valuta, en proces, som tog fem år at gennemføre. Nyere forskning betoner dog i større grad, at Finlands økonomiske vækst startede i noget uens tempo i ulige brancher, og at den industrielle revolution i landet næppe var så pludselig, som den koncentrerede, politisk-økonomiske liberalisering kunne tyde på.<ref>Hjerppe, side 19-20.</ref> Det er desuden klart, at den økonomiske nedgang i 1860-erne fortsatte helt til [[1866]], men der efter blev den afløst af en meget stærk og langvarig vækst. Den internationale "jernbanekrise" fra [[1875]] ramte landets produktion, men ramte antagelig ikke skatteindtægterne så hårdt.<ref>Hjerppe, side 30-32.</ref>

Allerede fra [[1840'erne]] fik Finland sin egen [[told]]tarif uafhængig af Rusland og fik bevilget [[told]]frie kvoter og/eller toldlettelser på eksporten til Rusland. Finland reducerede eller fjernede importtolden på varer fra Rusland, og der blev indgået reviderede toldaftaler i 1859 og 1868. For vestlige lande opretholdt der imod Finland importtolden på industri- og færdigvarer for at beskytte egen produktion. Under opgangstiderne 1860-1890 lettede vestlige lande på sine toldsatser, hvilket gavnede finsk eksport. Samtidig faldt verdensmarkedspriserne, og efter som finsk importtold var sat på indførslens volumen snarere end dens værdi, medførte dette en stadig stærkere toldbeskyttelse af finsk produktion over for udenlandske varer.

Som et resultat udgjorde importtolden hele 57% af skatteindtægterne i 1913 og udgjorde 20-40% af prisen på mange varer (100% på tobak, 237% på sukker). Finlands økonomiske politik var altså på ingen måde liberalistisk. Fjernelsen af indenlandske privilegier og handelsforhindringer kom indtil 20 år senere end en tilsvarende liberalisering i fx Norge. Virkningen blev langsommere industrialisering men mildere udslag af globale kriser.<ref>Hjerppe, side 153.</ref> Efter, at Rusland opbyggede sin egen [[metalindustri]] fra 1880-erne og [[papirindustri]] omkring århundredeskiftet, oplevede denne del af finsk industri et handelstilbageslag øst over, som blev forstærket af russiske toldsatsforøgelser fra [[1885]]. Eksporten oplevede en nedgangstid, og vestlige markeder blev der efter gradvis vigtigere.

I [[1860]] kom 55% af skatteindtægterne fra direkte skatter, hvoraf landskat, formueskat og [[kopskat]] var vigtigst. Skattesystemet blev kraftigt ændret i løbet af århundredet ved, at landskatten blev sænket og formueskatten fjernet således, at de direkte skatter i [[1913]] kun stod for 6% af skatteindtægterne. I mellemtiden overtog [[importtold]] stillingen som vigtigste indtægtskilde og nåede 57% af skatteindtægterne i 1913. Herredskommunerne kunne længe indkræve skat i form af arbejdspligt, og helt frem til [[1920]] betalte enkelte bønder skat i [[naturalier]], hvilket gjorde det vanskeligt at få overblik over skatteindkomsten.

|}

Det ses, at den økonomiske vækst var beskeden i 1860–1890, men dette skyldes nedgangen i 1860–1865 og i 1870-erne. Bag tallene skjuler det sig en markant og kvalitativt ny væksttakt fra 1865–1866 og ti år frem over, som afløste 40 år med næsten flad vækst i en økonomi, hvor 90% havde været sysselsat i landdistrikterne.<ref>Hjerppe, side 31 og 41-42.</ref> Bag væksten lå også en langt stærkere befolkningsvækst fra 1860 end tidligere, og denne befolkningsvækst lagde grunden for ny sysselsætning af billig arbejdskraft i nye vækstnæringer. Væksten var ikke desto mindre ujævn, eksempelvis oplevede Finland først eksportnedgang under [[den amerikanske borgerkrig]], afløst af det internationale tilbageslag i [[1866]] og i [[1867]] den sidste hungerepidemi i fredstid i Europa.<ref name=autogeneret2>Hjerppe, side 46.</ref>

Det er konstateret, at hungersnøden, som kulminerede i 1867, førte til en accelererende mekanisering af landbruget umiddelbart der efter.<ref>Soininen, side 3-5.</ref> Men samtidig fortsatte landbrugsbefolkningen at vokse betragteligt helt til, at den nåede 630.000 i [[1890'erne]].<ref>Hjerppe, side 71.</ref> Og i 1890-erne vedtog lantdagen en lov, som tillod opdeling af gårdbrug, hvilke førte til, at hvert gårdbrug i gennemsnit blev endnu mindre.<ref>Hjerppe, side 75.</ref> Når bondebefolkningen alligevel ikke voksede men fortsatt sank, skyldtes det den store reserve af jordløse landarbejdere, som kunne trækkes ind til skov- og papirindustrien, selv om der også blev flere selvejende bønder.

Den virkelige mekanisering af landbruget skød næppe fart før omkring [[1900]], trolig som følge af hårdere konkurrence med industrien om den billige arbejdskraft, som jordløse husmænd udgjorde. Flere gik nu over til mekaniseret mælkeproduktion. Fra denne tid sank andelen, som var sysselsat i landbrug og skovbrug, relativt hurtigt. Imens forøgede handels- og transportsektorerne deres sysselsætning, efterhånden også industrien. Landbrugets andel af BNP sank fra 60% i 1860 til 49% i 1900 og endelig 40% i 1913. Ved århundreskiftet var landbrugets andel af BNP næsten dobbelt så høj i Finland som i Sverige.<ref name=autogeneret4>Hjerppe, side 68.</ref> Inden [[1910]] blev en tredjedel af landbrugsproduktionen omsat i markedet, anført af mejeri- og skovprodukter, og sådanne indtægter skaffede kapital til yderligere mekanisering.<ref>Hjerppe, side 76.</ref>

En nævneværdig industrialisering kom ikke i gang før i 1860-erne. Ved storfyrstendømmets begyndelse levede omkring 90% af finnerne af jordbrug, frem til 1865 sank andelen til 80%.<ref>Hjerppe, side 62-63</ref> Fra 1860-erne accelererede befolkningsvæksten, og i 1914 var Finlands befolkning omkring tre millioner. Andelen, som boede i byerne, steg på denne tid fra 6% til 20%; andelen, som arbejdede i Finlands industri, steg med omtrent samme andel.<ref>Virrankoski II, s. 549 f.</ref> Tilgangen på rigelig arbejdskraft fra de fattige lag af torpare og andre husmænd gav stærke vækstimpulser til skovindustrien, håndværk og andre bynæringer.

I lighed med mange andre lande var [[tekstilindustri]]en blandt Finlands første industribrancher. Nogen [[bomuldsspinderi]]er voksede frem, og den første [[dampmaskine]] i Finland blev taget i brug af Littoinen tøjfabrik i [[1842]]. Skandinaviens største bomuldsspinderi midt i 1800-tallet var ejet af [[Finlayson|Finlayson & Co]], i Finland. Sent i [[1850'erne]] startede [[Fiskars]] finsk produktion af dampmaskiner til savværker og industrier.<ref name=autogeneret6>Hjerppe, side 77.</ref> Træindustrien blev alligevel lokomotivet i Finlands industrialisering, med tømmer, planker, trævarer og møbler i første række. Forbuddet mod dampsave blev ophævet i [[1857]], og de sidste lovbegrænsninger for [[savværk]]er blev fjernede i 1861, da en række dampsavværker blev byggede – særlig efter, at priserne steg med jernbaneboomet fra begyndelsen af 1870-erne.

Efter, at Finland og Sverige blev adskilte i 1809, blev [[rubel]]en Finlands officielle valuta. Forbindelserne med Sverige var fortsat stærke, og som et udtryk for dette forblev den svenske [[riksdaler]] gyldigt betalingsmiddel frem til 1840.<ref>Klinge, s. 107 f.</ref> Fra dette år begyndte Finlands Bank at udstede rubler lokalt, knyttede til sølv. Men under Krimkrigen gik Rusland bort fra [[sølvstandard]]en igen, og rubelen blev så ustabil, at Finland på kort tid oplevede en 20% inflation.<ref>Jutikkala, side 334.</ref> Egen valuta blev anset som nødvendig, og i 1860 fik Finland tilladelse til at tage [[finske mark]] i brug. Men fortsat skulle de stærkt svingende russiske [[Pengeseddel|papirpenge]] være lovligt betalingsmiddel. Finansminister [[Johan Vilhelm Snellman]] formåede efter et stort overtalelsesarbejde at bearbejde russiske regeringsmedlemmer til at godtage en valutareform for Finland, og den [[4. november]] [[1865]] undertegnede tsar Alexander 2. det såkaldte valutamanifest. Sølvmarken blev nu defineret som eneste lovlige betalingsmiddel i Finland. Rigtignok blev også sølvrubelen gyldig, men de ustabile russiske papirpenge kunne ikke bruges mere.<ref>Raija Majamaa, Leeni Tiirakari: ''J.V. Snellman. Valtioviisas vaikuttaja.'' SKS, Hämeenlinna 2006, ISBN 951-746-678-1, s. 112–115</ref>

Finland led der imod fortsat under, at finske mark stadig faldt i værdi i forhold til rubler. Dette førte til prisforøgelse på importvarer fra Rusland, og kom på toppen af internationale tilbageslag og avlingssvigt i hele perioden 1861–1867.<ref name=autogeneret2 />

I 1870-erne faldt priserne på sølv i forhold til guld, og mange stater byttede da til [[guldstandard]]en. Da zaren i 1878 efter lang tøven godkendte en valutaændring for Finland, indførte de finske politikere ''de facto'' [[guldstandard]], mens sølvrubelen og uofficielt papirrubelen fortsat var officiel valuta i Russland. Guldstandarden blev godkendt af parlamentet, og zaren havde ikke fuldmagt til at ændre finske love og på denne måde reversere processen. Storfyrstendømmet prægede egne 10 og 20 mark-sedler af guld fra 1878 til 1913, og praktiserede guldstandarden frem til 1915. Fra og med 1878 havde Finland dermed i realiteten monetært og økonomisk selvstyre, over ikke blot [[finanspolitik]]ken men også [[pengepolitik]]ken.

Den finske centralbank blev stiftet allerede i 1811 og fik i 1840 sit nuværende navn [[Finlands Bank]]/Suomen Pankki. Til at begynde med havde banken få opgaver, men i 1840 fik banken ret til at udstede papirpenge, og fra 1865 kontrollerede banken den nye valuta – finske sølvmark. Finlands bank blev på sin side kontrolleret af de finske stænder, også selv da stænderforsamlingen ikke blev sammenkaldt. Efter, at Alexander 2. i 1860-erne ophævede de lovmæssige begrænsninger, blev der oprettet handelsbanker, først ude var [[Finlands Hypotekförening]] i 1860 og [[Föreningsbanken i Finland]] i 1862, senere fulgte en række andre. Kapital var også tilgængelig fra pensionsfonde, fattigkasser, Staten, selskaber og privatpersoner.

Opbygning af jernbanenettet var et led i Aleksander 2.s udviklingsprogram, og den første jernbanestrækning i Finland blev anlagt på zarens ordre. Banestrækningen forbandt [[Helsingfors]] og [[Tavastehus]] og blev åbnet i 1862. Mellem 1868 og 1870 kom strækningen [[Riihimäki]] – [[St. Petersburg]]. [[Sporvidde]]n på denne strækning var et politisk stridsemne, men til syvende og sidst fik det finske jernbanenet samme sporvidde som det russiske jernbanenet, det vil sige bredere end ellers i Europa. I 1870-erne blev der bygget en forlængelse fra Tavastehus til Tammerfors, i 1903 blev strækningen yderligere forlænget gennem Österbotten til [[Torneå]].

Skolegang var stort set organiseret af kirken eller private organisationer i første halvdel af 1800-tallet. I byerne blev efterhånden skole og højere uddannelse en vigtigere opgave, mens kirkesognene og (fra 1865) de nye herredskommuner i landdistrikterne havde mere end nok med at dække udgifterne til fattigforsorg. Mange sogne og herredskommuner modsatte sig at etablere skoler.<ref>Hjerppe, side 125.</ref> De første [[videregående skole]]r kom ikke før end i 1870-erne i byerne, og først fra [[1880]] skete der en hastig nedgang i [[analfabetisme]]n ved, at staten gik ind og dækkede en stadig større del af lærernes lønninger.

Den fremvoksende finske nationalfølelse førte til, at [[Sprog i Finland|sprogspørgsmålet]] blev en af periodens vigtigste politiske temaer. Også det [[russiskRussisk (sprog)|russiske]]e sprog fik en vis status i perioden, da det fra 1818 blev forlangt, at alle embedsmænd havde noget kendskab til russisk. De nationalistiske impulser fra Tyskland og Skandinavien kom til Finland via [[Åbo Akademi]], takket være blandt andre [[Adolf Ivar Arwidsson]].<ref>Jutikkala, side 309-310.</ref> Efter, at universitetet få år senere flyttede til Helsingfors, fortsatte den finsk-nationale agitation, og studenterforeninger var blandt de første lærde kredse, som tog finsk sprog i brug.

Den officielle forbud mod finsk skriftsprog fra [[1850]] kom som en reaktion på yderliggående finskhedsbestræbelser, men blev i praksis ophævet allerede efter fire år. Striden mellem svensk og finsk sprog blev derimod langt mere uforsonlig og satte sit præg på den politiske debat i Finland i 1800-tallet. Bestræbelserne på at forbedre det finske sprogs stilling og de sproglige rettigheder for de finsksprogede mundede i 1840-erne ud i ''[[Fennomani]]bevægelsen''. Mens liberale fennomaner som [[Elias Lönnrot]] og [[Zacharias Topelius]] var talsmænd for tosprogethed, ville frem for alt de yngre fennomaner, som fra 1863 var inspirerede af [[Yrjö Koskinen]], at finsk skulle fortrænge svensk som kultur- og embedssprog. Som en modreaktion på fennomanerne dannede der sig en gruppe ''[[Svekoman]]er'', som forsvarede svensk sprog, under ledelse af [[Axel Olof Freudenthal]].

Ulige [[vækkelse]]sbevægelser med udspring i [[pietisme]]n fik stor samfundsmæssig betydning tidligt i 1800-tallet trods forbud mod bønnemøder uden for gudstjenesterne og mod oprettelse af bibelforeninger. Hovedbudskabet var en streng moralsk levevis og var en reaktion mod de liberale og videnskabeligt-rationelle strømninger inden for den lutherske kirke og statsapparatet generelt.<ref name=autogeneret5 />