Yom Kippur-krigen: Forskelle mellem versioner

Den [[Aman (IDF)|israelske militære efterretningstjenestes forskningsafdeling]] (forkortet "Aman") var ansvarlig for udarbejdelse af Israels trusselsvurderinger. Deres vurderinger af sandsynligheden for krig var baseret på antagelser. For det første blev det korrekt antaget, at Syrien ikke ville gå i krig mod Israel med mindre Egypten også gjorde det. For det andet havde afdelingen erfaret fra en højtrangeret egyptisk kilde at Egypten ønskede at få hele Sinai tilbage, men ikke ville gå i krig indtil de fik [[Mikojan-Gurevitj MiG-23|MiG-23]] [[jagerbomber]]e, der kunne neutralisere det israelske luftvåben og [[Scud]]-missiler der kunne anvendes mod israelske byer som afskrækkelse mod israelske angreb på den egyptiske infrastruktur. Da de ikke havde fået MiG-23'erne, og Scud-missilerne først var ankommet til Egypten fra Bulgarien i slutningen af august og da det ville tage fire måneder at optræne det egyptiske jordpersonel, vurderede Aman at en krig med Egypten ikke var overhængende. Denne antagelse om Egyptens strategiske planer, kaldet "konceptet" farvede i høj grad afdelingens tankegang og førte det til at afvise andre advarsler om krig. Det blev senere afsløret i en bog udgivet af den israelske historiker [[Roni Bregman]], som var bosat i London, at den egyptiske kilde (eller muligvis dobbeltagent) var ingen anden end [[Ashraf Marwan]], en insider i egyptisk politik.<ref>Jewish Press, 5. oktober 2007; [http://www.jewishpress.com/displayContent_new.cfm?mode=a&sectionid=1&contentid=25308&contentName=Spy%20or%20Double%20Agent?%20%20%3Ci%3EIsrael's%20October%20Surprise%3C/i%3E ''Spy or Double Agent?: Israel's October Surprise''] (forside)</ref>

Egypterne gjorde meget for at fremme denne misforståelse. Både israelerne og amerikanerne mente, at udvisningen af de sovjetiske militærrådgivere i alvorlig grad havde formindsketforringet den egyptiske hærs effektivitet. Egypterne sikrede at der kom en stadig strøm af falske informationer om problemer med vedligeholdelse og mangel på personel til at betjene det mest avancerede udstyr. Egypterne lavede gentagne vildledende rapporter om mangel på reservedele, som også fandt vej til israelerne. Sadat havde så længe opereret på kanten af krig, at hans hyppige krigstrusler blev ignoreret af verden. I maj og august 1973 havde den egyptiske hær gennemført øvelser ved grænsen og mobiliseringen som svar herpå havde kostet den israelske hær omkring $10 mio.

I ugen op til Yom Kippur gennemførte den egyptiske hær en ugelang træningsøvelse ved Suez-kanalen. IsraelskDen israelske efterretningstjeneste opdagede store troppebevægelser i retning mod kanalen, men opfattede dem som rene øvelsesmanøvrer. Bevægelsen af syriske tropper mod grænsen var en gåde, men ikke en trussel, fordi, mente Aman, at de ikke ville angribe uden Egypten, og Egypten ville ikke angribe, før det havde fået de våben de ønskede sig.

Den [[27. september|27.]] og den [[30. september]] blev der indkaldt to hold reservister til den egyptiske hær for at de kunne deltage i disse øvelser. To dage inden krigsudbruddet, den 4. oktober, meddelte den egyptiske hær officielt, at en del af de indkaldte reservister ville blive sendt hjem for at fjerne israelernes mistænksomhed. Omkring 20.000 tropper blev sendt hjem og efterfølgende fik nogle af disse orlov for at gennemføre [[Umrah]] (pilgrimsfærden) til Mekkca[[Mekka]]. <ref>Shazly p.207</ref><ref>Dr. George W. Gawrych [http://www-cgsc.army.mil/carl/download/csipubs/gawrych/gawrych_pt2.pdf The 1973 Arab-Israeli War: The Albatross of Desicive Victory] p.24</ref>

Den oplagte årsag til at vælge den jødiske helligdag [[Yom Kippur]] til at gennemføre et overraskelsesangreb på Israel var, at på denne ene dag går landet fuldstændig i stå. På Yom Kippur, den mest hellige dag for jøder, faster ikke kun de troendeultraortodokse, men også de fleste sekulariseredesekulære jøder, de afstår fra at bruge ild, elektricitet, motorer, radioer, osv. og al trafik på vejene går i stå. Mange soldater tager hjem på orlov og Israel er mest sårbar, især da en stor del af hæren er demobiliseret. Krigen faldt også sammen med den islamiske Ramadan -måned, hvilket betød at mange muslimske soldater også fastede. Mange andre tror, at angrebet op til Yom Kippur-dagen overraskende nok ''hjalp'' Israel til hurtigt at skaffe reservister fra deres hjem og synagoger da veje og kommunikationsmidler stort set var åbne på helligdagen og dermed hjalp til at mobilisere militæret.

Selv om han afslog fra at deltage, havde [[Hussein af Jordan|Kong Hussein]] af [[Jordan]] ''"mødtes med Sadat og ''[den syriske præsident]'' [[Hafez al-Assad|Assad]] i Alexandria to uger inden. I betragtning af den gensidige mistro, som er fremherskende blandt de arabiske ledere, var det usandsynligt at han havde fået kendskab til konkrete krigsplaner, men det var sandsynligt at Sadat og Assad havde rejst muligheden for krig mod Israel i generelle vendinger for at vurdere sandsynligheden for at Jordan ville gå ind i den."''<ref>Rabinovich, 51.</ref> Om aftenen den 25. september fløj Hussein i hemmelighed til [[Tel Aviv]] for at advare den israelske statsminister [[Golda Meir]] om et snarligt syrisk angreb. ''"Vil de gå i krig uden egypterne, spurgte Mrs. Meir. Kongen svarede, at det troede han ikke. 'Jeg tror, at de'' [Egypten] ''ville samarbejde'"''.<ref>Rabinovich, 50.</ref> Overraskende nok faldt denne advarsel på døve ører. Aman konkluderede at kongen ikke havde fortalt noget, som de ikke allerede vidste. ''"Elleve advarsler om krig blev modtaget af Israel i løbet af september varfra velplacerede kilder, men'' <nowiki>[</nowiki>[[Mossad]] lederen] ''[[Zvi Zamir]] fortsatte med at insistere på at krig ikke var en mulighed for araberne. End ikke Husseins advarsler fik ham til at tvivle"''.<ref name="Rabinovich">Rabinovich, 57.</ref> Han bemærkede senere, at ''"Vi anså dem ganske simpelt ikke i stand til [krig]"''<ref name="Rabinovich"/>