Quentin Skinner: Forskelle mellem versioner

'''Quentin Skinner''' (født [[26. november]] [[1940]]) ier [[Oldham]] ien [[StorbritanniaStorbritannien|britisk]])<ref>[http://www.kuleuven.be/patroonsfeest/2004/cv_skinner.pdf CV]</ref> er en britisk [[idéhistorie|idéhistoriker]]. I 1960'erne blev Skinner uddannet [[Historiker|historker]] ved [[University of Cambridge|Cambridge Universitet]]. Umiddelbart herefter blev han ansat som underviser ved samme universitet, hvor han forblev ansat til 2008. I midten af 1970'erne tilbragte han dog fire vigtige år ved ”TheThe Institute for Advanced Study”Study ved [[Princeton University]], hvor han bl.a. arbejdede side om side med [[Clifford Geertz]], [[Thomas Kuhn]] og [[Richard Rorty]]. Skinner har gjort sig bemærket som en ekspert i [[Machiavelli]] og [[Thomas Hobbes]], men er også berømt for at stå bag – sammen med bl.a. John Pocock – en vigtig udvikling af idéhistorienidéhistorisk metode kendt som Cambridge-skolen. I sit teoretiske og metodiske arbejde har Skinner især været inspireret af bl.a. [[J.L. Austin]] og, Peter Laslett og R.G. Collingwood.

Skinners udgangspunkt for at udvikle sin egen metode er en kritisk holdning til to forskellige tilgange til idéhistorien: en eksternalistisk tilgang og en nærlæsningsorienteret metode. DenSkinners kritik af den såkaldt eksternalistiske tilgang er i overvejende grad - men ikke udelukkende - adresseret mod [[Marxisme|marxismen]], der i Skinners øjne havde det med at reducere tekster til deres socioøkonomiske [[kontekst]]. I denne tilgang ansås tekster for at være udtryk af andre ikke-tekstlige forhold. For at forstå en tekst skulle man således blot klarlægge de disse forhold. Dette perspektiv betød, at forfatteren blev uinteressant, da dennes hensigter motiver blot afspejlede personens socioøkonomiske status eller placering i klassesamfundet. På denne måde blev forfatterens agens marginaliseret ud af idéhistoriens blik. Det andet offer for Skinners kritik - nærlæsningen - var i overvejende grad rettet mod den amr. idéhistoriker [[Arthur Lovejoy|Arthur Lovejoys]] arbejde. I Skinners øjne har denne metode ikke blik for andre forhold end teksten selv. I dette perspektiv er idéhistorikerens metode blot at læse teksten igen og igen. For Skinner manglende denne metode et greb til at forbinde teksten med konteksten.

Skinner slogslår derfor et slag for en sproglig kontekstualisering, der går ud på at situere en given tekst i forhold til andre tekster og diskurser. Teksten er i dette perspektiv en henvendelse til og svar på disse andre tænkere, tekster eller kulturelle forestillinger. Skinner mener således, at idéer, argumenter og tekster bør blive placeret i deres oprindelige kontekst. Derfor bør viidéhistorikere ifølge Skinner fokusere meget på tekstens [[Synkron og diakron|synkrone]] kontekst. Ikkeog ikke så meget den [[Diakron|diakrone]] læsning ift. hvordan en tekst fx nyartikulerer et emne som [[frihed]], [[Solidaritet (sammenhold)|solidaritet]] mv.<ref>Dette fokus på synkron kontekstualisering er også en del af Skinners opgør med Lovejoys metode.</ref> På denne måde kan man forstå deresteksters oprindelige formål. I dette perspektiv bliver tekster set som våben eller redskaber, der fx kan bruges til at støtte, miskreditere, eller legitimere andre tanker. Skinner ser altså tekster som størrelse, der søger påvirke verden. Og for at kunne afkode denne ambition skal man derfor først forstå den forestillingsverden, de intervenerer i. På denne måde ser Skinner tekster som værende en del af nogle specifikke samtalemiljøer.<ref>[[Mikkel Thorup (idéhistoriker)|Mikkel Thorup]] (2018) "Politisk idéhistorie: Fire tilgange." ''Politik'' 21.3, s. 7-8.</ref>

*''The Foundations of Modern Political Thought: VolumeVolumes I: The& RenaissanceII'' (Cambridge University Press, 1978)