Henrik 8. af England: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Jørgen (diskussion | bidrag) m Gendannelse til seneste version ved Zoizit, fjerner ændringer fra 185.232.141.13 (diskussion | bidrag) Tag: Tilbagerulning |
Uddybende beskrivelse af Henrik 8.'s liv, familie samt andre emner og bestræbelser |
||
Linje 40:
| noter =
}}
'''Henrik 8.''' ([[28. juni]] [[1491]] i [[London]] – [[28. januar]] [[1547]] i London) var konge af [[England]] fra [[1509]] til sin død i [[1547]].
Henrik er bedst kendt for sine seks ægteskaber, især hans bestræbelse for at have sit første ægteskab (til [[Katharina af Aragonien]]) annulleret. Hans uenighed med paven om spørgsmålet om en sådan annullering førte til at Henrik indledte [[Reformationen i England|den Engelske Reformation]], som adskillede [[Den engelske kirke|Church of England]] fra enhver form for paveligt autoritet. Han udnævnte sig selv til den øverste leder af Church of England og opløste klostre, for hvad han blev [[Ekskommunikation|ekskommunikere]].
Henrik var den anden af [[Huset Tudor|slægten Tudor]] til at regere England. Den første var hans fader [[Henrik 7. af England|Henrik 7.]], og siden skulle hans 3 børn, [[Edvard 6. af England|Edvard 6.]], [[Maria 1. af England|Maria 1.]] og [[Elizabeth 1. af England|Elizabeth 1.]] regere.
Indenrigspolitisk er Henrik mest kendt for sine radikale ændringer af den engelske forfatning, hvori det fastlægges, at de engelske konger har en guddommelig ret til at regere England. Det så man indenfor retsvæsenet, hvor hans modstandere ofte blev anklaget og henrettet uden en formel rettergang, hvor [[Det britiske parlament|parlamentet]] kunne tillade at gå udenom retsvæsenet. Han opnåede mange af sine politiske mål igennem dygtigt arbejde af hans førende ministre, hvoraf en del af disse siden faldt i hans unåde og blev ekskluderet og henrettet. Her kunne nævnes [[Thomas Wolsey]], [[Thomas More]], [[Thomas Cromwell, 1. jarl af Essex|Thomas Cromwell]], Richard Rich og [[Thomas Cranmer]].
Han brugte ekstravagant mange penge. Mange af dem fik han fra klostrenes opløsning, og særlove, som han lod Reformationsparlamentet gennemføre, var med til at kanalisere de penge, der hidtil var gået til paven i Rom, over til kongelige skatte. På trods af de mange nye indkomstkilder var Henriks England vedvarende på randen af finansiel ruin grundet hans personlige ekstravagante levevis, samt hans gentagne dyre krige på kontinentet mod særlig [[Frans 1. af Frankrig]] og [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl 5.]] af det [[Det tysk-romerske Rige|Tysk-Romerske Rige]]. Han vedblev med at kræve dele af Frankrig indlemmet i England. På hjemmefronten formaliserede han unionen mellem England og Wales med omfattende lovgivning i såvel 1535 som i 1542 og han var ligeledes den første engelske konge i mange år, som igen kunne gøre krav på titlen Konge af Irland efter Crown of Ireland Act i 1542.
Hans samtidige betragtede Henrik som værende attraktiv, uddannet og en dygtig konge. Han er blevet beskrevet som “''en af de mest karismatiske herskere på den engelske trone nogensinde''”.<ref>Guy, John A. (2000). ''The Tudors: a Very Short Introduction, side 41''</ref> Han var forfatter og komponist. Modsat er han er ofte blevet beskrevet som egoistisk, hård, lunefuld og usikker som person.<ref>Ives, Eric (2006). "Will the Real Henry VIII Please Stand Up?". ''History Today''. '''56''' (2), side 28-36</ref>
== Barndom ==
Henrik blev født 28. juni 1491 på Palace of Placentia i Greenwich i Kent. Han var det tredje barn og anden søn af Kong [[Henrik 7. af England|Henrik 7]]. og [[Elizabeth af York]]. Han blev døbt i en [[Franciskanerordenen|franciskanerkirke]] tæt på paladset af Richard Fox, [[biskop]] i [[Exeter]].
[[Fil:Juan_de_Flandes_002.jpg|link=https://da.wikipedia.org/wiki/Fil:Juan_de_Flandes_002.jpg|left|thumb|256x256px|[[Katharina af Aragonien|Katarina af Aragonien]], som 11-årig]]
I en alder af 2 år i 1493 blev Henrik dekoreret med titlen [[konstabel]] af [[Dover Castle]] og Lord Warden af [[Cinque Ports]]. Han blev endvidere udpeget som [[Earl Marshal|Earl Marshal af England]] og [[Lord Lieutenant|Lord Lieutenant af Irland]]. Dagen efter blev han udnævnt til [[Hertug af York]] og en måned senere til 'Warden of the Scottish Marches' – inspektør over det skotske grænseområde. I [[1495]] blev han optaget i [[Hosebåndsordenen]], der er Storbritanniens fornemste ridderlige orden. Grunden til, at Henrik som lille fik alle disse titler, var fordi hans far [[Henrik 7. af England|Henrik 7]]. kunne undlade at tildele disse vigtige titler til [[Adel i Storbritannien|etablerede adelsfamilier]]. Henrik fik en fornem uddannelse af de bedste lærere, hvilket gjorde ham flydende i såvel [[latin]] som [[fransk]], og han lærte tillige også en hvis del [[italiensk]]. Man ved ikke så meget om hans tidlige år, da man ikke forventede, at han skulle være konge. I november 1501 deltog Henrik i alle de vigtige dele af ceremonierne i og omkring sin brors ægteskab med [[Katharina af Aragonien|Katarina af Aragonien]], det yngste overlevende barn af [[Ferdinand 2. af Aragonien|Kong Ferdinand af Aragonien]] og [[Isabella 1. af Kastilien|Dronning Isabella 1. af Kastillien]].
I 1502 døde Henriks ældre bror [[Arthur Tudor|Arthur]], den engelske kronprins. Det skete kun 20 uger efter, at han var blevet gift med [[Katharina af Aragonien|Katarina af Aragonien]]. Arthurs død som kun 15-årig gjorde, at Henrik overtog alle sin storebrors forpligtelser. I oktober 1502 blev han [[Hertugdømmet Cornwall|Hertug af Cornwall]] og i februar 1503 den nye [[Prins af Wales|Fyrste af Wales]]. [[Henrik 7. af England|Henrik 7.]] gav kun den ny kronprins få opgaver. Den unge Henry blev strikt rådgivet og viste sig ikke offentligt. Som resultat heraf var han “utrænet i kunsten at agere konge”.<ref>[http://historiskerejser.dk/henrik-viii-tudor-konge-af-england-1509-47/ Henrik VIII. Tudor konge af England (1509-47),] Anders Bager Eriksen, hentet d. 15/10 2019</ref>
[[Henrik 7. af England|Henrik 7.]] fornyede sine bestræbelser på at forsegle en ægteskabelig alliance mellem [[Kongeriget England|England]] og [[Kongeriget Spanien|Spanien]] via en ægteskabspagt ved at tilbyde Henrik til sin afdøde brors enke Katarina. Såvel Isabella af Kastillien som Henrik 7. så positivt på ideen, som var opstået kort efter Arthurs død.
Den 23. juni 1503 blev der indgået aftale om ægteskab, og de blev forlovet 2 dage senere. Katarina og hendes nærmeste påstod, at ægteskabet ikke var blevet fuldbragt, hvilket betyder, at der ikke havde fundet et fuldbyrdet samleje sted. Em pavelig særtilladelse var nødvendig for at “skabe klarhed i offentligheden”, men Henrik 7. og den spanske ambassadør blev dog enige om at få en særtilladelse, hvor ægteskabet kunne gennemføres, også selvom Katarina og Arthur havde fuldbragt deres ægteskab. Samliv mellem den unge Henrik og Katarina var ikke mulig grundet Henriks unge alder. Isabella døde i 1504, hvilket gjorde arvefølgen i Kastillien endnu mere kompliceret og dermed også komplicerede brylluppet. Hendes fader foretrak, at hun blev i England, men Henrik 7.´s forhold til Ferdinand havde i mellemtiden udviklet sig til det værre. Katarina blev derfor efterladt i en form for limbo for en tid, hvilket kulminerede med, at kronprins Henrik afviste ægteskabet, hvilket han var i stand til som 14-årig. Ferdinands beslutning var at gøre hende til ambassadør i England, hvilket tillod hende at blive i England. I fromhed begyndte Katarina at være overbevist om, at hun skulle gifte sig med kronprinsen mod hans vilje.<ref>''Henry VIII: Court, Church and Conflict,'' Loades David, side 23</ref>
== Tidlig regeringstid ==
[[Fil:HenryVIII_1509.jpg|link=https://da.wikipedia.org/wiki/Fil:HenryVIII_1509.jpg|left|thumb|345x345px|Den atten-årige Henry 8. efter hans kroning i 1509]]
[[Henrik 7. af England|Henrik 7.]] døde den 21 april 1509, og den 17-årige Henrik efterfølgede ham som konge, og den anden konge af [[Dynasti|dynastiet]] [[Huset Tudor|Tudor]]. Kort efter sin fars begravelse den 10., erklærede Henry pludselig, at han ville gifte sig med Katarina, og efterlod uløste flere spørgsmål vedrørende den pavelige særtilladelse og da der ikke var truffet nogen aftale om medgift.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2. udgave). Yale University Press, side 8</ref> Den nye konge hævdede, at det var hans fars døende ønske, at han giftede sig med Catherine.
Hvorvidt det var sandt eller ej, så var det en særdeles praktisk besked. [[Maximilian 1. (Tysk-romerske rige)|Kejser Maximilian 1.]] havde forsøgt at gifte hans barnebarn (og Katarina's niece) Eleanor til Henrik, men hun blev nu droppet.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2. udgave). Yale University Press, side 12</ref> Henriks bryllup til Katarina blev afholdt særdeles moderat og blev fandt sted i Friars kirke i Greenwich den 11 juni 1509. Den 23 juni 1509 små to uger senere, fulgte Henrik den nu 23-årige Katarina fra [[Tower of London]] til [[Westminster Abbey]] for at lade dem begge krone, som fandt sted den følgende dag.<ref name=":12">Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2. udgave). Yale University Press, side 18-19</ref> Kroningsceremonien var en overdådig seance, hvor blandt andet kongens vej igennem byen var beklædt med gobeliner og fint tøj.<ref name=":12" /> Efter kroningen blev der holdt en enorm banket i Westminster Hall. Som Katarina skrev til sin [[Ferdinand 2. af Aragonien|fader]]: “Vores tid bruger vi på konstant at feste”.<ref>''Henry VIII: Court, Church and Conflict,'' Loades David, side 25</ref>
Blot to dage efter at være blevet kronet sørgede Henrik for at få fængslet sin fars to mest upoppopulære ministre; [[Sir Richard Empson]] og [[Edmund Dudley]]. De blev anklaget og dømt for højforræderi og henrettet i [[1510]]. Dette skulle vise sig at blive et mønster i Henriks måde at regere på, og politisk motiverede henrettelser ville forblive en af Henrys primære fremgangsmåde for at håndtere dem, der stod i vejen for ham.<ref>Crofton, Ian (2006). ''The Kings and Queens of England''. Quercus Books, side 128</ref> Henrik valgte i øvrigt at give nogle af de penge tilbage til offentligheden, som de to ministre havde ranet til sig.<ref>Hall, Edward (1904). ''The Triumphant Reign of Henry VIII''. T.C. & E.C. Jack, side 17</ref>
I modsætning til sin fader var Henriks syn på [[Huset York]] – der var en rivaliserende og potentiel trussel til tronen – langt mere moderat. En lang række medlemmer og tilhængere af Huset York, der var blevet fængslet under hans fader, blev benådet, heriblandt markisen af Dorset.<ref>Starkey, David (2008). ''Henry: Virtuous Prince''. Harper Collins, side 304-306</ref> Andre forblev i fangenskab, hvoraf den mest kendte var Edmund de la Pole 3. Hertug af Suffolk, hvis bror Richard indtil 1525 forsøgte at samle støtte til at styrte Henrik fra tronen. De La pole blev i sidste ende halshugget i 1513, en henrettelse foranlediget af hans bror Richard sidespor mod kongen. <ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 23-24</ref>
Snart efter, undfangede Katarina en pige, men barnet, var [[Dødfødsel|dødfødt]] den 31 januar 1510. Omkring fire måneder senere blev Katarina igen gravid.<ref name=":22">Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 26</ref> . 1. januar 1511 fødte hun kronprinsen Henrik. Parret var lykkeligt, efter som det første barn havde været dødfødt. De afholdt en fest for fødslen, der blandt andet inkluderede en to-dages dyst kaldet [[Westminster Tournament]]. Trods dette døde barnet syv uger senere.<ref name=":22" /> I såvel 1514 som igen i 1515 fik Katarine dødfødte piger. I februar 1516 fødtes endelig et barn, der overlevede, nemlig [[Maria 1. af England|Maria]] (den senere Maria Tudor – 'Maria den Blodige'). Forholdet mellem Henrik og Katarina havde været anstrengt, men forbedrede sig en anelse efter Marys fødsel.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 48-49</ref>
Henriks ægteskab med Katarina har ofte været beskrevet som værende “ualmindelig godt”,<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnoldm, side 103</ref> men på trods af dette tog Henrik sig [[Elskerinde|elskerinder]]. I 1510 blev det afsløret, at Henrik havde en affære med en af søstrene til [[Edward Stafford, 3. Hertug af Buckingham]] – enten Elizabeth eller Anne Hastings, grevinde af Huntingdon.<ref>Hart, Kelly (2009). ''The Mistresses of Henry VIII'' (1 ed.). The History Press, side 27</ref> Den elskerinde, man bedst kan vide sig sikker på, at Henrik havde, var [[Elizabeth Blount]]. Blount er en af kun to helt ubestridte elskerinder, hvilket i sammenligning er få i forhold til andre samtidige og jævnaldrende unge virile konger. Historikere diskuterer livligt, om Henrik havde få eller mange elskerinder. Historikeren David loades mener Henrik havde elskerinder "kun i meget begrænset omfang".<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 47-48</ref>, mens en anden historiker, Alison Weir, mener, at der var talrig andre affærer.<ref>Weir, Alison (1991). ''The Six Wives of Henry VIII''. Grove Press, side 122-123</ref>
Katarina protesterede ikke over hans affærer og blev i 1518 på ny gravid, hvilket resulterede i endnu en dødfødt pige. I 1519 fik Elizabeth Blount et uægte barn, [[Henry FitzRoy 1. Hertug af Richmond og Somerset|Henry FitzRoy]]. I 1525 blev han adlet som Hertug af Richmond i, hvad nogle troede var et skridt på vejen til hans eventuelle legitimering.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 98 og 194</ref> Han døde allerede som 16-årig kort tid efter, at parlamentet ellers havde godkendt en lov - ''Second Succession Act'' -, der havde muliggjort ham at blive konge.
== Henriks forhold til Frankrig og habsburgerne ==
I 1510 vandt [[Cambrai-ligaen|Cambrailigaen]], der var en svag alliance mellem [[Kongeriget Frankrig|Frankrig]] og det [[Det tysk-romerske Rige|Hellige Tysk Romerske Kejserrige]], en krig mod [[Venedig]]. I forlængelse heraf fornyede Henrik venskabet med den franske konge [[Ludvig 12. af Frankrig|Ludvig 12.]], et venskab hans far havde holdt, og som ikke udelt nød begejstring i det engelske statsråd. Krig med de to kongerigers kombinerede magt ville bestemt også have været yderst vanskeligt.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 27</ref> Kort tid efter indgik Henrik i forbund med den spanske konge [[Ferdinand 2. af Aragonien|Ferdinand]], sin kones fader. I oktober 1511 dannede [[pave Julius 2.]] en hellig antifransk liga, som såvel Ferdinand og Henrik tilsluttede sig. Et anglo-spansk angreb i april 1512 havde til hensigt at generobre [[Aquitaine]], der op igennem [[middelalderen]] havde været engelsk, og var starten på at gøre Henriks drømme om at regere Frankrig en realitet. Forsøget mislykkedes dog og syntes mest til fordel for Ferdinand.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 28-31</ref>
[[Fil:Georg_Lemberger,_Battle_of_Guinegate_(1513),_Triumphzug_Kaiser_Maximilians.jpg|link=https://da.wikipedia.org/wiki/Fil:Georg_Lemberger,_Battle_of_Guinegate_(1513),_Triumphzug_Kaiser_Maximilians.jpg|thumb|255x255px|Slaget ved Spursen. Miniature af [[Maximilian 1. (Tysk-romerske rige)|kejser Maximilian 1.'s]] triumf (1513 – 15) af [[Georg Lemberger]]]]
Imidlertid skulle Henrik igennem sin kongetid vedblive at have en drøm om at genindsætte engelsk magt på den franske trone. Det midlertidige nederlag blev dog fulgt op af franske nederlag i Italien, og alliancen levede i bedste velgående, idet begge parter regnede det for sandsynligt at kunne besejre franskmændene.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 62</ref> Henrik overbeviste endvidere kejseren om at slutte sig til alliancen. Paven lovede Henrik, at såfremt Frankrig og [[Ludvig 12. af Frankrig|Ludvig 12.]] kunne besejres, ville han sikre ham en pavelig kroning i Paris som “''den mest kristne konge af Frankrig''“.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 33-34</ref>
30. juni 1513 invaderede Henrik Frankrig, hvor hans tropper i [[Slaget ved Spursen]] var i stand til at besejre en mindre fransk hær. På trods af sejrens beskedne omfang blev den ikke desto mindre brugt af den britiske [[propaganda]]. Kort tid efter indtog briterne byen Thérouanne, som de overdrog til kejser Maximillian, og kort tid efter indtog man [[Tournai]], en væsentligt vigtigere erobring.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 62-63</ref> Henrik havde ledet hæren personligt i fuld uniformering, og et stort følge.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 35-36</ref> Hentiks fravær fra England havde imidlertid foranlediget sin svoger, [[Jakob 4. af Skotland]], til at ære [[Auld Alliance]], hvor Skotland og Frankrig i umindelige tider havde stået i alliance og invadere England, med personlig anmodning fra [[Ludvig 12. af Frankrig|Ludvig 12.]]<ref>Guicciardini, Francesco (1968). Alexander, Sidney (ed.). ''The History of Italy''. Princeton University Press, side 280</ref>
[[Fil:Henry_VIII_with_Charles_Quint_and_Pope_Leon_X_circa_1520.jpg|link=https://da.wikipedia.org/wiki/Fil:Henry_VIII_with_Charles_Quint_and_Pope_Leon_X_circa_1520.jpg|left|thumb|287x287px|I midten ses [[Pave Leo 10.]] Til højre i billedet ser vi [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Kejser Karl 5.,]] og i venstre side står Henrik 8. Maleriet er af en ukendt kunstner og menes at være fra omkring [[1520]].]]
Imidlertid besejrede den engelske hær, der blev styret af [[Katharina af Aragonien|dronning Katarina]], overbevisende og beslutsomt skotterne i [[Slaget ved Flodden]] 9. september 1513.<ref name=":32">Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 63</ref><ref>Knud J.V. Jespersen: Slaget ved Flodden i ''Den Store Danske'', Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra <nowiki>http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=77014</nowiki></ref> Blandt de døde var den skotske konge, og sluttede dermed Skotlands korte involvering i krigen.<ref name=":32" /> Kampene og kampagnerne havde givet Henrik en forsmag af militær succes, hvilket han tragtede efter. Men trods de første indikationer besluttede han sig for ikke at forfølge sig i en militær kampagne i 1514. Hans finansielle støtte til Ferdinand og Maximillian i kampagnen havde givet ham meget lidt til gengæld. Englands pengekasser var tomme.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 65-66</ref> Derudover havde paveskiftet fra [[Pave Julius 2.|Julius]] til [[Pave Leo 10.|Leo 10]]. også betydet, at der nu var kommet en pave, som forsøgte at forhandle fred med Frankrig på den [[Den Hellige Stol|hellige stol]] i [[Rom]]. Henrik kom ham i forkøbet og tegnede sin egen fred med [[Ludvig 12. af Frankrig|Ludvig]]: Hans søster [[Mary Rose Tudor|Mary]] blev ny trolovet med Ludvig, skønt hun ellers hidtil havde været lovet bort til den unge Karl (den senere [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl 5. Habsburg]]), og fred blev sikret for otte år, en bemærkelsesværdig lang tid.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 66-67</ref>
I 1516 døde [[Ferdinand 2. af Aragonien|Ferdinand af Aragonien]] og i 1519 [[Maximilian 1. (Tysk-romerske rige)|Maximillian af Habsburg]], hvilket gjorde, at deres begges barnebarn [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl 5.]] i en meget ung alder overtog såvel den spanske kongetrone som den Hellige Tysk-Romerske Kejsertrone. Da [[Ludvig 12. af Frankrig|Ludvig 12.]] samtidig døde i 1515, kom en ligeledes ung [[Frans 1. af Frankrig|Kong Frans 1.]] til i Frankrig.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 67-68</ref> Dette gjorde, at de tre vigtigste stormagter i Europa nu var regeret af tre relatibt unge herskere, og havde nu en mulighed for at viske tavlen ren. Kardinal [[Thomas Wolsey|Thomas Wolseys]] omhyggelige diplomati havde resulteret i [[London-traktaten (1518)|London-traktaten]] i 1518, der havde til formål at forene Vesteuropas tre største kongeriger i kølvandet på en ny [[Det Osmanniske Rige|osmannisk]] trussel, og det lod til, at freden kunne sikres.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 68-69</ref> Den 7. juni 1520 mødtes Frans og Henrik uden for [[Calais]] i [[Field of Cloth of Gold]], en kunstig opbygget lejr til begivenheden, en seance med masser af underholdning. Begge håbede og var indstillet på venskabelige relationer efter de mange krige. Imidlertid blev mødet en fiasko, og konkurrencen mellem de to parter overskyggede de venskabelige tilnærmelser. Konflikten syntes uundgåelig.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 68-69</ref> Henrik følte større fællesskab med [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl 5.]], hvem han mødtes med både før og efter Frans. I 1521 gik kejserriget i krig mod Frankrig. Henrik tilbød at mægle, hvilket der ikke kom meget ud af, og inden året var omme, støttede Henrik Karls kejserrige. Henriks mål med indblandingen var at genetablere engelsk land i Frankrig, men han opnåede også at sikre sig en aftale med [[Burgund]]/[[Bourgogne]], der var en del af kejserriget, men med betydelige fransktalende dele.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 69</ref> Imidlertid foretog Henrik sig ikke meget andet end et mindre angrebsforsøg i den nordlige del af Frankrig. Krigen fandt sin afgørelse i slaget ved Pavia tæt på Milano i februar 1525, hvor Karl 5. besejrede Frankrig og tillige tilfangetog [[Frans 1. af Frankrig|Frans 1]]. Briterne trak sig fra krigen og skyndte sig at tegne en fredsaftale separat med franskmændene, da [[Thomas Wolsey|Wolsey]] og Henrik skønnede, at de fik mere ud heraf.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 70-71</ref>
== Ophævelse af ægteskabet med Katarina af Aragonien ==
[[Fil:Catalina_de_Aragón,_por_un_artista_anónimo.jpg|link=https://da.wikipedia.org/wiki/Fil:Catalina_de_Arag%C3%B3n,_por_un_artista_an%C3%B3nimo.jpg|thumb|352x352px|[[Katharina af Aragonien|Katarina af Aragonien]]. Henriks første ægteskab. Et ægteskab, der var så meget tvivl om det var i overensstemmelse med biblen, at Henrik inderligt ønske at lade sig skille. Det lykkedes til sidst at få skilsmissen igennem, men kun med det resultat at England brød med den [[Romerskkatolske kirke|katolske kirke]]. Maleriet er en kopi fra en samling af [[Richard Scott, 10. Hertug af Buccleuch|Hertugen af Buccleuch]]]]
Under sit første ægteskab med [[Katharina af Aragonien|Katarina af Aragonien]] gennemførte Henrik en affære med [[Mary Boleyn]], Katarinas hofdame. Der har været en del spekulationer om, hvorvidt Marys to børn [[Henry Carey|Henry]] og [[Catherine Carey]] kunne have Henrik som far, men det har aldrig blevet bevist, og kongen anerkendte dem ikke, som han gjorde med Henry FitzRoy.<ref>Cruz, Anne J.; Suzuki, Mihoko (2009). ''[https://books.google.dk/books?id=I2tCAjijsKQC&redir_esc=y The Rule of Women in Early Modern Europe]''. University of Illinois Press, side 132</ref>
I 1525, hvor Henriks tålmodighed med Katarinas forsøg på at skaffe ham en mandlig arving var stærkt dalende,<ref>Smith, Lacey Baldwin (1971). ''[[iarchive:henryviiimaskofr00smit|Henry VIII: the Mask of Royalty]],'' side 70</ref> blev han forelsket i Mary Boleyns søster, [[Anne Boleyn]], der var en 25-årig karismatisk ung kvinde og en del af dronningens personlige følge.<ref>Crofton, Ian (2006). ''The Kings and Queens of England''. Quercus Books, side 51</ref><ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 154</ref> Imidlertid modstod Anne kongens forsøg på at forføre sig og nægtede at blive kongens elskerinde, som hendes søster havde været.<ref>Weir, Alison (2002). ''Henry VIII: The King and His Court''. Random House Digital, Inc, side 156</ref> Det var i denne sammenhæng, at Henrik overvejede sine tre muligheder for at tilvejebringe en efterfølger til sig selv i tudordynastiet og dermed løse, hvad der blev kaldt kongens “Great Matter” (vigtigste bekymring). Mulighederne var:
# At legitimere [[Henry FitzRoy 1. Hertug af Richmond og Somerset|Henry FitzRoy]] hvilket ville kræve involvering af paven og sidenhen ville kunne udfordres af mange tronprætendanter.
# At få bortgiftet sin datter Maria, der på dette tidspunkt kun var 9 år gammel og derfor ikke forventedes at kunne give ham en mandlig arving før efter sin død.
# Endelig var den tredje mulighed at annullere ægteskabet med Katarina og i stedet gifte sig med en kvinde i den fødedygtige alder.
Henrik blev snart opslugt af nødvendigheden af at annullere ægteskabet med den nu 40-årige Katarina, sikkert ud fra det synspunkt, at han også så det langt mere attraktivt at gifte sig med [[Anne Boleyn]].<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 58</ref> Denne beslutning skulle føre Henrik til at afvise pavens autoritet og dermed sætte gang i [[Reformationen i England|den engelske reformation]].<ref>Brigden, Susan (2000). ''New Worlds, Lost Worlds''. Penguin, side 114</ref>
[[Fil:1491_Henry_VIII.jpg|link=https://da.wikipedia.org/wiki/Fil:1491%20Henry%20VIII.jpg|left|thumb|Henrik i ca. 1531. Malet af [[Joos van Cleve]]]]
De præcise motivationer og intentioner bag Henriks beslutninger i de efterfølgende år er der ikke udbredt enighed om.<ref name=":42">Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 103-107</ref> Henrik havde under alle omstændigheder i sine tidlige regeringsår været en overbevist from og velinformeret katolik. I 1521 havde han offentliggjort ''Assertio Septem Sacramentorum'' (Forsvar for de 7 sakramenter), hvilket gjorde, at [[pave Leo 10.]]<ref name=":52">Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 75-76</ref> havde givet ham titel af ''Fidei Defensor'' (forsvarer af troen). Værket repræsenterede og forsvarede et trofast forsvar af pavens overherredømme og suverænitet, omend det ene var formuleret i noget betingede vendinger.<ref name=":52" /> Det står ikke klart, hvornår Henrik ændrede sin opfattelse af paven, men dog, at det hang sammen med en gryende ambition om et andet ægteskab.
Fra 1527 blev han gradvist mere overbevist om, at han havde handlet imod bibelstedet Levitikus 20:21,<ref>[https://www.biblegateway.com/passage/?search=Leviticus+20-21&version=NIV Punishments for Sin], Bible Gateway, '''20:20'''</ref> hvor det ikke var tilladt at tage ens broders kone til hustru, en handling som paven ikke havde autoritet til at give dispensation for. Ovenstående argument blev forelagt for [[Pave Clemens 7.|pave Clement 7.]] i 1527 i håb om at få ophævet ægteskabet med Katarina.<ref name=":42" /> Da dette nu var ude i offentligheden, nægtede Katarina fuldstændig at løse sagen på mindelig vis, hvilket hun kunne have gjort ved at trække sig tilbage og gå i kloster eller have forholdt sig passivt.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 91-92</ref> Henrik sendte sin sekretær [[William Knight]] af sted til [[Kirkestaten|pavestaten]] vedrørende en pavelig bestemmelse. Dette lykkedes ikke for Knight.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 109-110</ref>
Et andet forsøg sigtede på at etablere et gejstligt råd/domstol i England med en repræsentation for paven. Selvom [[Pave Clemens 7.|Clement 7.]] indvilligede i at oprette en sådan domstol, havde han aldrig til hensigt at bemyndige sin legate, [[Lorenzo Campeggio]], til at beslutte sig i Henrys favør.<ref name=":62">Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 103-111</ref> At denne beslutning var så fastlåst fra paven side skyldes muligvis, at [[Katharina af Aragonien|Katarinas]] nevø var [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Kejser Karl 5.]] – omend det er svært at sige. Efter 2 måneder kaldte Clement i juli 1527 denne retsinstans tilbage til [[Rom]], hvorfra det var klart, at den aldrig ville returnere til England.<ref name=":62" /> Chancen for en pavelig accept af en annullering af ægteskabet med Katarina var forsvundet og Englands anseelse i Europa lav, hvilket kostede Kardinal [[Thomas Wolsey|Wolsey]] sin stilling.<ref>Lockyer, Roger (22 May 2014). ''Tudor and Stuart Britain: 1485–1714''. Routledge, side 46</ref> Han fik frataget al sin magt og alle sine besiddelser. I november 1530 blev han dømt for forræderi og døde, mens han ventede på sin dom.<ref>Haigh, Christopher (1993). ''English Reformations: Religion, Politics, and Society under the Tudors''. Clarendon Press, side 92</ref>
Efter en kort periode, hvor Henrik tog regering på sine egne skuldre, <ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 116</ref>overtog [[Thomas More|Sir Thomas More]] rollen som [[Lord Chancellor]] og [[Chief minister]]. More var intelligent og tilgængelig, men også en from katolik, der var stærk modstander af en annullering af ægteskabet med Katarina.<ref name=":72">Losch, Richard R. (1 May 2002). ''The Many Faces of Faith: A Guide to World Religions and Christian Traditions''. Wm. B. Eerdmans Publishing. side 106</ref> I starten samarbejdede More og kongen om den politik, som primært handlede om at koble den politik fra, som Wolsey havde stået for.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 123</ref>
Et år senere blev Katarina afvist at opholde sig ved hoffet i London, og hendes normale rum blev overdraget til [[Anne Boleyn]]. Anne var en usædvanlig veluddannet og intellektuel kvinde for sin tid og var engageret i de protestantiske reformer, omend det var genstand for debat, i hvor højt omfang hun var hengiven til protestantismen.<ref>Gunn, Steven. "[https://reviews.history.ac.uk/review/967 Anne Boleyn: Fatal Attractions (review])". Reviews in History, hentet d. 16/10 2019</ref> Da [[Ærkebiskop af Canterbury|ærkebiskoppen af Canterbury]], [[William Warham]], døde, er det en kendt sag, at Anne kraftigt havde en finger med i spillet for at få indsat [[Thomas Cranmer]], som var tilhænger af at lade kong Henrik skille fra Katarina.<ref name=":72" /> Paven godkendte endvidere Cranmer, idet han ikke forudså, at Henrik var på vej mod et totalt brud med [[Romerskkatolske kirke|pavekirken]].<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 175-176</ref>
== Ægteskabet med Anne Boleyn ==
[[Fil:Anne_boleyn.jpg|link=https://da.wikipedia.org/wiki/Fil:Anne%20boleyn.jpg|thumb|393x393px|[[Anne Boleyn]], der nok var Henriks mest livlige kone. De havde det bedst før det ægteskab, der blev et af de vigtigste at få i stand og som betød den engelske reformation. Maleri fra National Gallery of London]]
I vinteren 1532 mødtes Henrik med [[Frans 1. af Frankrig]] ved [[Calais]] for at søge hans velsignelse af et nyt bryllup.<ref>Williams, Neville (1971). ''Henry VIII and his Court''. Macmillan Publishing Co, side 123</ref> Straks efter han returnerede til [[Dover]] i England blev den nu 41-årige Henrik viet til den 32-årige Anne ved et hemmeligt arrangement.<ref>Starkey, David (2003). ''Six Wives: The Queens of Henry VIII''. Chatto & Windus, side 464-466</ref> Hun blev snart derefter gravid, og den 25. januar 1533 blev de gift mere officielt i London. 23. maj 1533 etablerede ærkebiskop Cranmer en specialret i klosteret Dunstable Priory, der skulle afgøre gyldigheden af Henrik og Katarinas ægteskab. Resultatet var, at ægteskabet havde været ugyldigt fra starten. 5 dage senere erklærede Cranmer ligeledes ægteskabet mellem Henrik og Anne for gyldigt. Katarina mistede sin dronningetitel og blev i stedet tituleret “Enkefyrstinde af Wales” i egenskab af enke efter Henriks bror Arthur. I hendes sted blev Anne kronet som dronning 1. juni 1533.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 178</ref> 7. september 1533 fødte dronning Anne en datter. Hun blev kaldt Elizabeth efter Henriks mor, [[Elizabeth af York|Elizabeth af York.]]<ref>Williams, Neville (1971). ''Henry VIII and his Court''. Macmillan Publishing Co, side 128-131</ref>
Efter brylluppet fulgte en konsolideringsperiode, hvor det nydannede Reformationsparlament vedtog en stribe nye lovgivninger og vedtægter, som havde til formål at finde løsninger på eventuelle udestående spørgsmål, samtidig med at de nye reformer blev beskyttet mod udfordringen og overbevisende offentligheden af deres legitimitet og afsløre og håndtere modstandere.<ref name=":82">Bernard, G. W. (2005). ''[https://books.google.dk/books?id=p2MOt53sCCgC&redir_esc=y The King's Reformation: Henry VIII and the Remaking of the English Church], 68-71''</ref>
Der var stor modstand i civilsamfundet mod reformerne, hvilket man brugte mange kræfter på at imødegå, og derudover kæmpede man også med at legitimere det nye ægteskab. På trods af, at den [[Den kanoniske ret|kanoniske]] eller [[Gejstlighed|gejstlige]] lov blev varetaget af [[Thomas Cranmer|Cranmer]] og andre, blev deres lovgivning ofte revideret og udvidet af ministrene [[Thomas Cromwell, 1. jarl af Essex|Thomas Cromwell]], [[Thomas Audley]], [[Thomas Howard 3. Hertug af Norfolk|hertugen af Norfolk]] samt Henrik selv.<ref name=":82" /> Allerede i maj 1532 havde [[Thomas More]] trukket sig som lord Chancellor og givet denne post til Thomas Cromwell, der var kendt som en indædt protestant.<ref>Williams, Neville (1971). ''Henry VIII and his Court''. Macmillan Publishing Co, side 136</ref> Med arveloven (Act of Succession 1533) blev Katarinas datter [[Maria 1. af England|Maria]] erklæret illegitim som arving. Henriks ægteskab med [[Anne Boleyn]] blev erklæret det eneste legitime ægteskab, og Annes efterkommere blev erklæret som de første i rækken af efterfølgere.<ref>Bernard, G. W. (2005). ''The King's Reformation: Henry VIII and the Remaking of the English Church,'' side 68</ref> I 1534 fulgte Suverænitetsloven (Acts of Supremacy), der anerkendte [[Kongerække (Storbritannien)|kongen af England]] som øverste person for [[Church of England|kirken i landet]], og den fulgte op på loven fra 1532, hvor det var blevet gjort ulovligt at appellere sager til paven i Rom.<ref>Bernard, G. W. (2005). ''The King's Reformation: Henry VIII and the Remaking of the English Church,'' side 69-71</ref> Det var i forlængelse af denne lovgivning, at [[Pave Clemens 7.|pave Clement 7.]] tog skridt til at ekskommunikere både Henrik og Thomas Cranmer.
Kongen og dronningen var ikke glade som ægtefolk. Det kongelige par oplevede perioder med ro og hengivenhed, men Anne nægtede at spille den tilbagetrukne og underdanige rolle, som det var forventet af hende. Hendes livagtighed og intellekt, der havde gjort hende så attraktiv som fyrig elskerinde, gjorde hende nu for uafhængig til den overvejende ceremonielle rolle som royal hustru og gav hende tillige mange fjender. Henrik var heller ikke begejstret for Annes konstante irritabilitet og fyrige temperament. Efter en graviditet, der endte i abortering i 1534, anså Henrik dette fejltrin hos Anne som forræderi. Så tidligt som julen 1534 diskuterede Henrik muligheden for at forlade Anne uden at skulle vende tilbage til Katarina med ærkebiskop Cranmer samt Cromwell.<ref>Williams, Neville (1971). ''Henry VIII and his Court''. Macmillan Publishing Co, side 138</ref> Det menes populært, at Henrik i 1535 havde affærer med enten [[Margaret Shelton]] eller hendes søster [[Mary Shelton]].
Enhver opposition til Henriks religionspolitik i England blev prompte undertrykt. Et større antal oprørte munke blev henrettet, og mange flere blev frataget alt. De to mest prominente modstandere var John Fisher, biskop af Rochester og Sir Thomas More, der begge nægtede at sværge ed til kongen.<ref name=":92">Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 192-194</ref> Hverken Henrik eller Cromwell krævede de to mænd henrettet, men håbede snarere, at de ville ændre holdning. Fisher afsværgede åbent Henrik som øverste myndighed af kirken, mens Thomas More forbeholdt sig retten til at være tavs. De blev begge dømt for højforræderi – More efter en samtale med Richard Rich, der afslørede denne fortrolige samtale. Henrettelserne fandt sted i sommeren 1535.<ref name=":92" />
Disse undertrykkelser såvel som loven om opløsningen af de mindre klostre i 1536 førte til en mere generel modstand mod Henriks reformer, først og fremmest i hvad der blev kendt som [[Pilgrimage of Grace]] (Den frydefulde Pilgrimsfærd), en større opstand i det nordlige England.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 262-263</ref> Robert Aske, der var deres leder, fandt støtte fra mellem 20.000 og 40.000 samt store dele af det nordlige Englands adel. Henrik lovede dem beskyttelse, hvis de nedlagde våbnene og takkede dem for at rejse spørgsmål om fremgangsmåden. Aske fortalte sine oprørere, at kongen lyttede, og at de kunne drage hjem. Henrik anså imidlertid oprørerne som forræderiske rebeller og følte sig ikke forpligtet til at holde sine løfter, så da der udbrød en mindre ballade, var Henrik ikke sen til at udnytte dette og fare hårdt frem.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 261-262</ref> Robert Aske og flere andre ledere blev henrettet, og urolighederne døde hen.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 262</ref>
== Anne Boleyn henrettelse ==
[[Fil:Hans_Holbein,_the_Younger,_Around_1497-1543_-_Portrait_of_Henry_VIII_of_England_-_Google_Art_Project.jpg|link=https://da.wikipedia.org/wiki/Fil:Hans%20Holbein,%20the%20Younger,%20Around%201497-1543%20-%20Portrait%20of%20Henry%20VIII%20of%20England%20-%20Google%20Art%20Project.jpg|left|thumb|313x313px|Henrik 8. mistede i løbet af 1536 lysten og tilliden til sin nye dronning [[Anne Boleyn]]. Hun aborterede og var ikke i stand til at give ham en mandlig arving. Anne Boleyn blev henrettet i maj 1536. Maleri af [[Hans Holbein den yngre|Hans Holbein den Yngre]] fra 1537.]]
8. januar 1536 fik det kongelige ægtepar at vide, at [[Katarina af Aragonien]] var død. Henrik beordrede offentligheden til at udvise glæde over Katarinas død.<ref>Licence, Amy (2017). "[https://books.google.ca/books?id=dLFNDQAAQBAJ&pg=PT486#v=onepage&q&f=false Dark Days]". ''Catherine of Aragon: An Intimate Life of Henry VIII's True Wife''.</ref> Dronning Anne var igen gravid, og hun var fuldt ud med på konsekvenserne, såfremt hun ikke var i stand til at føde en søn. Senere samme måned faldt kongen af en hest i en af datidens mange turneringer. For en stund så hans faldskader så alvorlige ud, at hans liv kunne være i fare. Da dronningen modtog nyheden om kongens fald, gik hun i chok og fødte et dødfødt drengebarn 29. januar 1536<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 348</ref>, samme dag som Katarina blev begravet. De fleste har siden anset dette som begyndelsen på enden for Anne Boleyn.<ref>Williams, Neville (1971). ''Henry VIII and his Court''. Macmillan Publishing Co, side 141</ref>
På trods af, at familien Boleyn stadig indtog vigtige positioner i det private råd, fik Anne tiltagende flere fjender, blandt andet [[Charles Brandon 1. Hertug af Suffolk|Hertugen af Suffolk]]. Hendes egen onkel, Hertugen af Norfolk, var også ved at være træt af hendes evigt stridbare holdning. Familien Boleyn havde foretrukket Frankrig som allieret i Europa, mens kongen igen var begyndt at foretrække kejseren ganske som hans rådgiver [[Thomas Cromwell, 1. jarl af Essex|Cromwell]].<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 250-251</ref> Dette var også med til at mindske familiens betydning. Anne havde tillige mange modstandere i form af prinsesse Maria – der var blevet voksen – og hendes mange tilhængere. En skilsmisse nummer 2 syntes nu at være en realistisk mulighed, omend det formodes at være Cromwells stærkt negative holdning til Boleyn, der fik hendes modstandere til at se henrettelse som en løsning.<ref>Wilson, Derek (21 June 2012). ''A Brief History of the English Reformation''. Constable & Robinson. side 92</ref><ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 252-253</ref>
Annes fald fra magtens tinder kom kort efter, at hun var kommet sig fra den pinefulde abortering. Grundet til hendes fald debatteres stadig blandt historikere, hvoraf der findes forklaringer med følgende indhold: at hun var med i en konspiration mod kongen, havde begået ægteskabsbrud eller havde ageret heks. De tidligste tegn på hendes fald ses, da kongens nye elskerinde, [[Jane Seymour]], overtager Annes plads ved hoffet, og da [[George Boleyn]], Annes bror, nægtes at få tildelt den ærefulde ordenstitel ''Order of the Garter'' ([[Hosebåndsordenen|Hosenåndsordenen]])'','' som i stedet gives til [[Nicholas Carew]]. I dagene 30. april og 2. maj 1536 blev 5 mænd anholdt, bl.a. [[George Boleyn]], der alle blev anklaget for at have deltaget i forræderiske ægteskabsbrud og for seksuelle forhold til dronningen. Anne blev også fængslet og anklaget for forræderi, ægteskabsbrud og incest. På trods af, at bevismaterialet mod dem på ingen måde kunne siges at være overbevisende, blev de alle fundet skyldige og dømt til døden. George Boleyn og de øvrige dømte mænd blev dømt 17. maj 1536. [[Anne Boleyn]] blev henrettet 19. maj klokken 8.oo om morgenen ved [[Tower Green]], det særligt fine sted ved [[Tower of London]] at blive [[Henrettelse|henrettet]].
== Ægteskabet med Jane Seymour og politik i ind- og udland ==
[[Fil:Hans_Holbein_the_Younger_-_Jane_Seymour,_Queen_of_England_-_Google_Art_Project.jpg|link=https://da.wikipedia.org/wiki/Fil:Hans%20Holbein%20the%20Younger%20-%20Jane%20Seymour,%20Queen%20of%20England%20-%20Google%20Art%20Project.jpg|thumb|[[Jane Seymour]] der kunne levere Kong Henrik 8. sin eftertragtede mandlige arving]]
Dagen efter, at [[Anne Boleyn|Anne]] blev henrettet i 1536, forlovede Henrik sig med [[Jane Seymour]], der indtil da havde været en af dronning Anne Boleyns [[Hofdame|hofdamer]]. 10 dage efter blev de gift.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 350</ref> Jane Seymour gjorde, hvad ingen af Henriks koner før eller siden var i stand til: fødte en dreng og en arving. 12. oktober 1537 fødte Jane Seymour prins Edward, der senere skulle blive [[Edvard 6. af England|Kong Edvard 6.]]<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 353</ref> Imidlertid var fødslen hård, og Jane døde 24. oktober 1537 og blev begravet i [[Windsor (England)|Windsor]].<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 355</ref> Glæden over tronarvingen blev altså til sorg. Henrik kom sig imidlertid hurtigt over sorgen.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 275</ref> Der blev sat initiativer i gang for at finde Henrik en ny kone, hvilket gjorde, at [[Thomas Cromwell, 1. jarl af Essex|Cromwell]] og andre fra hoffet forhandlede med forskellige repræsentanter fra de europæiske fyrste- og kongefamilier.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 355-356</ref>
I løbet af 1530´erne havde Henrik været i stand til at fokusere mere på interne britiske forhold frem for på trusler fra [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Kejser Karl 5.]] eller fra Frankrig. I 1536 gjorde Henrik krav på indholdet af ''Laws in Wales Act 1535'', hvilket betød, at Wales lovmæssigt blev en fælles nation med England. I 1536 fulgte Second Succession Act, hvor det blev slået fast, at det ville være Janes børn, som ville stå næst i arvefølgen, og dermed også gjorde såvel [[Maria 1. af England|Maria]] som [[Elizabeth 1. af England|Elizabeth]] ude af stand til at arve. Kongen fik derudover også magt til at bestemme, hvilken linje der skulle efterfølge ham, såfremt han ikke var i stand til at levere efterfølgere.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 350-351</ref> I januar 1539 erklærede [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl 5.]] og [[Frans 1. af Frankrig|Frans 1.]] fred. Det gjorde Henrik mere eller mindre paranoid, måske grundet en lang liste af mulige trusler mod riget (reelle i højere eller mindre grad), hvilket særligt Cromwell var leveringsdygtig i.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 72-73</ref> De mange penge, som opløsningen af klostrene havde givet, blev brugt til at styrke kystforsvaret mod et angreb fra kontinentet.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 74-75</ref>
== Ægteskabet med Anne af Kleve ==
[[Fil:Anne_of_Cleves,_by_Hans_Holbein_the_Younger.jpg|link=https://da.wikipedia.org/wiki/Fil:Anne%20of%20Cleves,%20by%20Hans%20Holbein%20the%20Younger.jpg|left|thumb|237x237px|Portræt (1539) af [[Anna af Kleve|Anne af Cleves]], af [[Hans Holbein den yngre]]]]
Henrik havde ladet [[Thomas Cromwell, 1. jarl af Essex|Thomas Cromwell]] – der nu var [[Jarl (titel)|Jarl]] af [[Essex]] – foreslå [[Anna af Kleve|Anne af Kleve]], der var en 25-årig søster til Hertugen af Kleve, som blev betragtet som en vigtig allieret i tilfælde af et [[Romerskkatolske kirke|romersk-katolsk]] angreb på England, da hertugens tro var en mellemting mellem [[Lutheranisme|Lutherdom]] og [[katolicisme]].<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 368-369</ref> Det engelske hofs maler [[Hans Holbein den yngre|Hans Holbein den Yngre]] fik til opgave at tage til Kleve og male et portræt af Anne til kongen.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 369-370</ref> Nogle har spekuleret i, om Holbein skulle have malet hende således, at hun tog sig langt bedre ud, da vurderes det, at portrættet simpelhen var upræcist.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 373-374</ref> Da Henrik havde set Holbeins portræt af Anne, indvilgede den 49-årige konge i at lade sig gifte en fjerde gang.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 373-375</ref>
Da Henrik så Anne, var han ikke begejstret, men gennemførte alligevel ægteskabet.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 370</ref> Der gik ikke lang tid, før Henrik ønskede at lade sig skille igen, og Anne modsatte sig ikke og bekræftede, at ægteskabet aldrig havde været fuldbyrdet, altså haft en seksuel akt.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold,, side 289</ref><ref name=":102">Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 373</ref> Anne havde ydermere været forlovet med Hertugen af Lorraines søn Frans, hvilket bestyrkede Henrik i, at skilsmissen måtte ske.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 372-3</ref> Ægteskabet blev opløst, og Anne fik titlen “Kongens Søster” samt to større landsteder og en betragtelig gage.<ref name=":102" /> Snart efter dette blev det klart, at Henrik var forelsket i den 17-årige [[Catherine Howard]], Hertugen af Norfolks niece. Norfolk var modstander af den magtfulde Thomas Cromwell, og det blev starten på Cromwells fald fra tinderne.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 289-291</ref>
Der gik kun kort tid før nogle af Cromwells nære allierede blandt de religiøse reformister, Robert Barnes, William Jerome og Thomas Garret, blev brændt som kættere.<ref name=":102" /> Cromwell blev mere og mere kørt ud på et sidespor på trods af, at hans dygtighed gjorde, at såvel indenrigs- og udenrigspolitik kørte meget velsmurt. Henrik anklagede ham aldrig for ægteskabet med Anne af Kleve.<ref name=":112">Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 376-377</ref> Norfolk udnyttede sin nieces primære position til at isolere Cromwell ved hoffet. Cromwell blev anklaget for forræderi, hvor han skulle have udstedt eksportlicens, lavet falske pas og oprettet kommisioner uden tilladelse, og endelig blev han beskyldt for det fejlagtige i den udenrigspolitik, som ægteskabet med Anne af Kleve baserede sig på.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 378-379</ref><ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 290</ref> Han blev efterfølgende dømt og halshugget.<ref name=":112" />
== Ægteskabet med Catherine Howard ==
[[Fil:Hans_Holbein_the_Younger_-_Portrait_of_a_Lady,_perhaps_Katherine_Howard_(Royal_Collection).JPG|link=https://da.wikipedia.org/wiki/Fil:Hans%20Holbein%20the%20Younger%20-%20Portrait%20of%20a%20Lady,%20perhaps%20Katherine%20Howard%20(Royal%20Collection).JPG|left|thumb|223x223px|[[Catherine Howard]]. Henriks femte kone. Ægteskabet endte som en skandale, da dronningen var kongen utro og hele 2 af hendes elskere samt hende selv blev henrettet. Maleri af [[Hans Holbein den yngre|Hans Holbein den Yngre]] fra 1540.]]
Den 28. juli 1540 – på den selvsamme dag som [[Thomas Cromwell, 1. jarl af Essex|Cromwell]] blev henrettet – blev Henrik gift med den unge [[Catherine Howard]], en [[Fætter og kusine|kusine]] og [[hofdame]] til [[Anne Boleyn]].<ref>Farquhar, Michael (2001). ''A Treasure of Royal Scandals''. Penguin Books, side 75</ref> Han var glad og dybt betaget af den ny dronning, der blev tildelt al den jord, som man havde frataget Thomas Cromwell samt et stort udvalg af smykker.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 430</ref> Imidlertid skulle der kun gå kort tid efter brylluppet, før dronning Catherine havde en affære med hofmedarbejderen [[Thomas Culpeper]]. Dronningen ansatte også Francis Dereham, som hun tidligere havde været forlovet med og haft en affære med før brylluppet med kongen. Ved Hoffet fik man snart nys om dronningens tidligere affære med Dereham, mens Henrik var ude at rejse. Thomas Cranmer blev sat til at undersøge dronningens forbindelse til Dereham.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press. side 430-431</ref> Denne indrømmede sin skyld, omend at Kong Henrik nægtede at tro dette. Det krævede et nyt møde, før kongen ville tro, hvad han hørte, så han overfuste rådet og tog i stedet på jagt.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 431-432</ref> Da dronningen blev udspurgt, kunne hun have reddet meget af situationen, såfremt hun havde indrømmet et førægteskabeligt forhold til Dereham, hvilket blot ville have opløst ægteskabet med kongen, men i stedet påstod hun, at Dereham havde tvunget hende til et forhold, hvor hun var kongen utro. Det var først herefter, at Dereham afslørede dronningens forhold til Culpeper. Begge dronningens elskere blev henrettet, og det samme blev hun selv 13. februar 1542.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 432-433</ref>
<br />
== Ødelagte helligdomme og klostrenes opløsning ==
I 1538 påbegyndte den siddende premierminister [[Thomas Cromwell, 1. jarl af Essex|Thomas Cromwell]] en hårdhændet og omfattende kampagne mod, hvad der blev kaldt “afgudsdyrkelse”, hvilket var folk, som stadig fulgte den [[Romerskkatolske kirke|gamle katolske religion]]. Kampagnen kulminerede i september 1538, da det hellige skrin med [[Thomas Becket|Thomas Becketts]] relikvier i [[Canterbury]] blev fjernet. Resultatet af denne kampagne kom prompte fra [[Pave Paul 3.]], da han ekskommunikerede kong Henrik fra kirken 17. december 1538.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 361</ref> Hidtil havde kirken været forsigtig med at reagere for hurtigt på Henriks reformation. I 1540 beordrede Henrik en total ødelæggelse af samtlige relikvieskrin. I løbet af 1542 blev Englands tilbageværende klostre alle opløst og deres ejendom overført til kronen. [[Abbed|Abbeder]] og [[Prior|priorer]] mistede alle deres plads i [[Overhuset|det engelske parlamentets Overhus]] (House of Lords), hvor kun [[Ærkebiskop|ærkebisper]] og [[Biskop|bisper]] fik lov at beholde deres pladser. For første gang havde de sekulære parlamentsmedlemmer flertal over de [[Gejstlighed|gejstlige]] ([[Lord Temporal|Lords Temporal]]).
== Anden invasion i Frankrig og “Rough Wooing” i Skotland ==
I 1539 havde [[Frans 1. af Frankrig]] og [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl 5.]] lavet en alliance, der imidlertid hurtigt havde vist sig uholdbar, og som mundede ud i en ny krig Frankrig og Kejserriget imellem. Forholdet til kejser Karl 5. var blevet betragteligt bedre efter, at såvel [[Anne Boleyn]] og [[Katharina af Aragonien|Katarina af Aragonien]] var døde, og Henrik sluttede en hemmelig alliance med kejseren, hvor han gik ind i den italienske krig på kejserens side. Der var planlagt en invasion af Frankrig i 1543.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 75</ref> For at forberede en sådan, koncentrerede Henrik sig i første omgang om at eliminere truslen fra Skotland under den unge konge [[Jakob 5. af Skotland|Jakob 5.]] Skotterne blev besejret i [[Slaget ved Solway Moss]] 24. november 1542,<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 75-76</ref> hvor den unge skotske konge blev dødeligt såret og faldt endelig bort 15. december 1542. Henrik håbede at kunne forene de skotske og engelske kroner, hvis han kunne sætte et ægteskab i stand mellem sin 5-årige søn [[Edvard 6. af England|Edward]] og James´ datter [[Marie Stuart|Mary Stuart]]. Den skotske regent Lord Arran – der regerede på vegne af Mary – accepterede ægteskabet, hvilket blev nedfældet i [[Treaty of Greenwich]] 1. juli 1543. Det blev imidlertid aldrig til noget, da det skotske parlament afviste ægteskabet 11. december 1543. Det resulterede i 8 års krig mellem England og Skotland, som senere blev døbt “[[Rough Wooing]]” (Den hårde bejlen). På trods af flere fredstraktater fortsatte kampene i Skotland Henriks levetid ud og flere år derefter.<ref name="Elton1977b">{{harvnb|Elton|1977|pp=306–307}}</ref><ref name="Loades79">{{harvnb|Loades|2009|pp=79–80}}</ref><ref>Neil Murphy, "Violence, Colonization and Henry VIII's Conquest of France, 1544–1546." ''Past and Present'' 233#1 (2016): 13–51.</ref>
Trods den tidlige succes med sejr i det skotske tøvede Henrik med at invadere Frankrig. Dette var naturligvis til stor irritation for [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Kejser Karl 5.]] I juni 1544 angreb Henrik endelig Frankrig med et angreb i to grene. En styrke under ledelse af Norfolk belejrede ineffektivt [[Montreuil]]. En anden styrke under Suffolk belejrede [[Boulogne]]. Siden overtog Henrik selv kommandoen, og 18. september 1544 faldt Boulogne.<ref>{{harvnb|Loades|2009|pp=76–77}}</ref><ref name="Elton1977b2">{{harvnb|Elton|1977|pp=306–307}}</ref> Henrik havde afvist Karl 5.´s anmodning om at marchere mod Paris. Det betød, at Karl 5.´s egen militærkampagne faldt sammen, hvorpå han sluttede fred med Frankrig.<ref name="Loades792">{{harvnb|Loades|2009|pp=79–80}}</ref> Det gjorde, at Henrik blev ladt alene i Frankrig uden gode muligheder for fred. Frankrig forsøgte at invadere England i sommeren 1545, men nåede kun [[Isle of Wight|Isle of Weight]], inden de blev tilbagevist. 7. juni 1546 sluttede de to lande fred mest grundet mangel på penge. Henrik sikrede sig Boulogne i 8 år, men tilbageleverede byen mod en betragtelig løsesum. Henrik havde brug for pengene, da hele militærkampagnen havde kostet mange penge og efterladt England bankerot.<ref name="Loades793">{{harvnb|Loades|2009|pp=79–80}}</ref>
== Ægteskab med Catherine Parr ==
[[Fil:Catherine_Parr_from_NPG.jpg|link=https://da.wikipedia.org/wiki/Fil:Catherine%20Parr%20from%20NPG.jpg|left|thumb|[[Catherine Parr]]. Henriks sjette og sidste kone. Hun overlevede Henrik og trak ingen skandaler med sig. Maleri af [[Hans Holbein den yngre|Hans Holbein den Yngre]] på [[National Portrait Gallery]] i London.]]
I juli 1543 giftede Henrik sig med [[Catherine Parr]], der blev hans sjette og sidste kone.<ref>{{harvnb|Scarisbrick|1997|p=456}}</ref> Hun var en rig enke, men også tilhænger af de nye religiøse tanker, hvilket kom til udtryk ved, at hun diskuterede religion med Henrik, som i hjertet var katolsk og hans brud mest af alt var et brud med [[Pave|paven]]. Henrik forblev i religiøse henseender i en mærkelig mellemting af [[katolicisme]] og [[protestantisme]], og hans reaktion mod [[Thomas Cromwell, 1. jarl af Essex|Cromwell]], der var en ivrig tilhænger af protestantismen, havde ikke fået ham til at gå tilbage til katolicismen, men samtidig sat et stop for omfavnelsen af protestantismen.<ref>{{harvnb|Elton|1977|p=301}}</ref> Catherine Parr hjalp Henrik med at forsone sig med hans døtre [[Maria 1. af England|Maria]] og [[Elizabeth 1. af England|Elisabeth]].<ref>{{harvnb|Scarisbrick|1997|p=457}}</ref> I 1543 besluttede [[Det britiske parlament|parlamentet]], at de igen skulle være arvinger til kronen og stå næst efter [[Edvard 6. af England|Edward]] i arvefølgen. Loven tillod endvidere Henrik at bestemme andre arvtagere til tronen.<ref>{{harvnb|Elton|1977|pages=331, 373}}</ref>
== Alderdom og død ==
[[Fil:Hans_Holbein_the_Younger_Workshop_Henry_VIII.jpg|link=https://da.wikipedia.org/wiki/Fil:Hans%20Holbein%20the%20Younger%20Workshop%20Henry%20VIII.jpg|thumb|453x453px|Henrik 8. blev stærkt overvægtig på sine gamle dage. Maleri af [[Hans Holbein den yngre|Hans Holbein den Yngre]].]]
I Henriks alderdom blev han svært [[Overvægt|overvægtig]], hans taljemål var 140 cm, og han måtte flyttes rundt med hjælp fra mekaniske opfindelser. Han havde formodentlig også gigt. Hans overvægt kan spores tilbage til hans ulykke i ridderturneringen i 1536, hvor hans ben blev skadet. Denne skade genåbnede og forværrede en skade, han havde lidt af i sin ungdom, hvilket gjorde, at lægerne fandt det svært at behandle. Såret vedblev at volde ham problemer livet ud og fraholdt ham fra fysisk aktivitet, som han ellers tidligere havde dyrket.<ref name=":12" /><ref name="discovery">{{cite news|url=http://news.discovery.com/history/henry-viii-blood-disorder-110311.html|title=King Henry VIII's Madness Explained|last=Sohn|first=Emily|date=11 March 2011|publisher=discovery.com|accessdate=25 March 2011}}</ref>
=== Mulig forklaring på Henriks humørsvingninger og utilregnelighed<ref name=":13">[https://historienet.dk/samfund/kongelige/hjerneskade-gjorde-henrik-8-utilregnelig-og-impotent ''Hjerneskade gjorde Henrik 8. utilregnelig og impotent''], Bruun Anders, Historie, Hentet d. 20/10 2019</ref> ===
Netop denne ulykke mener nogle forksere at have været årsag til Henriks stærkt svingende humør. De mener, at Henrik under en ridderturnering pådrog sig en [[hjerneskade]], der ændrede hans personlighed.<ref name=":12" />
[[Arash Salardini]] fra [[Yale Memory Clinic]] forklarer at forskere er enige i, at "''han skifter karakter".'' I sine yngre dage er Henrik en rolig, intelligent mand, som træffer kløgtige politiske og militære valg, men i de senere år bliver han mere impulsiv og fremstår uforudsigelig, hidsig og glemsom.<ref name=":13" />
Forskerne har undersøgt Henriks sundhedsmæssige tilstand gennem breve og andre historiske kilder og fundet symptomer, der tyder på en hjerneskade. De fleste af symptomerne er lokaliseret i den del af hjernen, der har indflydelse på hukommelse, organisering, impulskontrol og produktion af hormoner. Henrik 8. var en dygtig rytter og en ivrig deltager i ridderturneringer, og forskerne mener, at to konkrete ulykker satte sig varige spor i monarkens hoved. I en turnering i 1524 trængte en modstanders lanse gennem det royale visir og slog Henrik bevidstløs. Og i januar 1536 fik han en hest ned over sig og var bevidstløs i 2 timer. En ulykke, som hjerneforskerne mener er hovedårsagen til Henriks uforudsigelige opførsel i sine senere år. Andre sideeffekter ved en traumatisk hjerneskade er nedsat produktion af testosteron og andre hormoner - noget, som kan medføre impotens, som man ved, at Henrik led af.<ref name="discovery" />
==== Andre hypoteser ====
Historikeren [[Susan MacLean Kybett]] har beskrevet Henriks temperamentudsving som [[skørbug]] og som konsekvens af manglen på frugt og grøntsager.<ref>{{cite news|url=http://articles.latimes.com/1989-08-30/news/mn-1456_1_henry-viii|title=Names in the News: Henry VIII Termed Victim of Scurvy|newspaper=[[Los Angeles Times]]|date=30 August 1989}}</ref> Der har i det hele taget været mange teorier om forskellige sygdomme, som Henrik kunne have haft.<ref name="discovery2">{{cite news|url=http://news.discovery.com/history/henry-viii-blood-disorder-110311.html|title=King Henry VIII's Madness Explained|last=Sohn|first=Emily|date=11 March 2011|publisher=discovery.com|accessdate=25 March 2011}}</ref><ref>{{harvnb|Whitley|Kramer|2010|p=passim}}</ref>
=== Død ===
Henriks overvægt fremskyndede hans forholdsvis tidlige død i en alder af 55 år. Han døde 28. januar 1547 i [[Palace of Whitehall]]. Flere vidner kan bevidne, at han som det sidste skulle have sagt “Monks! Monks! Monks!”, hvilket måske havde at gøre med de mange munke, han gjorde substistensløse efter opløsningen af klostrene. Henrik 8. blev begravet i [[St George´s Chapel]] i [[Windsor Castle]] ved siden af [[Jane Seymour]].<ref>{{harvnb|Loades|2009|p=207}}</ref> Mere end hundrede år efter blev den henrettede konge [[Karl 1. af England|Karl 1.]] begravet ved siden af.<ref>{{cite web|url=http://www.stgeorges-windsor.org/assets/files/LearningResources/BackgroundNotesHenryVIII.pdf|title=Henry VIII's final resting place|author=Dean and Canons of Windsor|publisher=Windsor Castle: College of St George|accessdate=12 March 2013|url-status=dead|archiveurl=https://web.archive.org/web/20130502061037/http://www.stgeorges-windsor.org/assets/files/LearningResources/BackgroundNotesHenryVIII.pdf|archivedate=2 May 2013}}</ref>
== Efterfølgere ==
Henrik blev efter sin død efterfulgt af sin søn [[Edvard 6. af England|Edward 6.]] Da Edward kun var 9 år gammel, var han ikke i stand til regere selv. Henrik havde sørget for at danne et råd med 16 medlemmer, der skulle regere på Edwards vegne, indtil han blev 18 år. Rådsmedlemmerne valgte [[Edward Seymour, 1. Jarl af Hertford]], der var [[Jane Seymour|Jane Seymours]] ældste storebror, til at være [[Lord Protector]]. Hvis Edward skulle gå hen og dø uden arvinger, skulle tronen overgå til [[Maria 1. af England|Maria]], som var datter af Henrik med [[Katharina af Aragonien|Katarina af Aragonien]]. Hvis Mary ikke fik arvinger, skulle kronen gå videre til [[Elizabeth 1. af England|Elizabeth]], der var Henriks datter med [[Anne Boleyn]]. Endelig: hvis Elizabeths linje skulle uddø, skulle kronen gå videre til Henriks lillesøster [[Mary Rose Tudor|Maria Tudor]]. Efterkommere af Henriks anden søster Margaret – Stuart´erne af Skotland – var derimod udelukket fra at overtage tronen.<ref>{{harvnb|Elton|1977|pp=332–333}}</ref> Dette forsøg på at nægte dem denne, mislykkedes brat, da [[Jakob 6. af Skotland og 1. af England|James 6.]] af Skotland blev konge af England i 1603, idet [[Elizabeth 1. af England|Elizabeth]] efter mange år som dronning døde uden slægtninge.
== Henrik 8.´s offentlige ry ==
Henrik plejede sit [[Omdømme|image]] som [[polyhistor]], og om og ved hans hof kredsede en lang række kunstnere samt uddannede og lærde folk, som bragte fornemme ting i felt. Mest husket er det omtalte ''Field of the Cloth of Gold''. Han var konstant på udkig efter kordrenge, hvor han flere gange tog nogle direkte fra [[Thomas Wolsey|Thomas Wolseys]] kor for at introducere renæssancemusik til hoffet. De fornemste musikere, der var aktive ved hans hof, var [[Benedict de Opitiis]], [[Richard Sampson]], [[Ambrose Lupo]] og den [[Venedig|venetianske]] [[organist]] [[Dionisio Memo]].<ref name="scarisbrick1516">{{harvnb|Scarisbrick|1997|pp=15–16}}</ref>
Henrik havde en stor samling instrumenter, og han var selv i stand til at spille lut, orgel, men samtidig også en talentfuld spiller på virginal (en form for piano).<ref name="scarisbrick15163">{{harvnb|Scarisbrick|1997|pp=15–16}}</ref> Han var en dygtig nodelæser. Derudover kender man til flere musikstykker, som han skrev samtidig med, at han også var forfatter og poet. Hans mest kendte musikstykke er ''“[[Pastime with Good Company]]”'' ([[The Kynges Ballade]]). Det nævnes ofte, at han skulle have skrevet ''“Greensleeves”'' som en kærlighedserklæring til [[Anne Boleyn]]<ref>[[Alison Weir (historian)|Alison Weir]], ''Henry VIII: The King and His Court'' (New York: Ballantine Books, 2002): 131. {{ISBN|0-345-43708-X}}.</ref>, men kendere sætter den til at være skrevet efter hans død.<ref name="scarisbrick15162">{{harvnb|Scarisbrick|1997|pp=15–16}}</ref>
Han var også en ivrig spiller, og han elskede i særdeleshed at spille terninger, men også en lang række sportsgrene såsom ridderturneringer, jagt og den tidlige udgave af tennis. Han var kendt for at stå stærkt i forsvaret af konventionel kristen fromhed.<ref name="Crofton2006a">{{harvnb|Crofton|2006|p=129}}</ref> Som arkitekt med ideer til byggerier så man også kongen engageret i en lang række projekter. Det gjaldt bl.a. [[Nonsuch Palace]], [[King´s College Chapel]] i [[Cambridge]] samt [[Westminster Abbey]] i London. Han var også involveret i ombygningen af en lang række eksisterende bygninger såsom [[Christ Church, Oxford|Christ Church]] i [[Oxford]], [[Hampton Court Palace]], [[Palace of the White Hall]] samt [[Trinity College (Cambridge)|Trinity College i Cambridge]].
Henrik var også intellektuel. Han var den første engelske konge med en moderne humanistisk uddannelse bag sig, han kunne læse og skrive på engelsk, fransk og latin og følte sig samtidig godt hjemme i sit betragtelige bibliotek. Han bestilte mange bøger og skrev og offentliggjorde i hvert fald en bog selv. For at få offentlighedens støtte til reformationen af kirken fik han skrevet adskillige pamfletter og lærebøger. Eksempelvis var Richard Sampsons ''Oratio'' fra 1534 en lærdom om total lydhørhed overfor monarkiet samt en påstand om, at den engelske kirke altid havde været uafhængig af Rom.<ref>{{harvnb|Chibi|1997|pp=543–560}}</ref> På det mere folkelige plan fik Henrik teatre og troubadurer til at rejse landet rundt og være fortalere for den nye religion. Paven samt katolske munke og præster blev mobbet og udskældt som værende udenlandske djævle, mens kongen blev fremstillet som brav og heroisk forsvarer af den sande tro.<ref>{{harvnb|Betteridge|2005|pp=91–109}}</ref> Henrik arbejdede hårdt for at præsentere sig selv som klippefast autoritet og en urokkelig magt, og han havde en atletisk og muskuløs kropsbygning. <ref name="hibbert">{{harvnb|Hibbert|Weinreb|Keay|Keay|2010|page=928}}</ref>
Han var mere end 1,80 meter høj (højt efter datidens forhold), og som tidligere nævnt så man ham ofte engageret i ridderturneringer. De tjente ikke bare et underholdende formål, men også en lang række politiske. De fremstillede regenten som ung og stærk, hvilket imponerede udenlandske diplomater og afskrækkede mange gange adelen indenrigs fra at forsøge oprør. Klæderne, som Henrik bar ,var ofte såvel rustning udsmykket med silke og gulddraperinger samt perler og juveler. Han deltog i turneringerne indtil sit fald i 1536, men fortsatte med at arrangere to årlige turneringer. Det blev også mode ved hoffet at iklæde sig de samme fornemme klæder, som kongen iførte sig.<ref>{{harvnb|Gunn|1991|pp=543–560}}</ref><ref>{{harvnb|Williams|2005|pp=41–59}}</ref><ref>{{harvnb|Lipscomb|2009|p=}}</ref>
== Regeringsførelse under Henrik 8. ==
Henrik – som de øvrige [[Huset Tudor|Tudor]] monarker – var en magtfuld regent, der påstod at være indsat af Guds nåde.<ref>{{harvnb|Guy|1997|p=78}}</ref> Kongens magt blev kraftigt understøttet af, at han havde retten til at udskrive kongelige særlige royale prærogativer. Det gjaldt blandt andet diplomatiske bestemmelser, som eksempelvis ægteskabspolitik, at udstede krigserklæringer, præge mønter, give benådninger samt magten til henholdsvis at samle og at opløse et parlament.<ref name="morris22">{{harvnb|Morris|1999|p=2}}</ref> I virkelighedens verden arbejdede Henrik tæt sammen med såvel adel som parlament under det besværlige brud med paven i Rom.<ref name="morris2">{{harvnb|Morris|1999|p=2}}</ref>
I praksis var Henrik en form for overherre for et kongeligt hof, hvor der var flere formelle institutioner såsom statsrådet; [[Statsrådet (Storbritannien)|Privy Council]], hvor der sad en lang række rådgivere og tillidsfolk.<ref name="morris19">{{harvnb|Morris|1999|pp=19–21}}</ref> Henrik kunne både hjælpe folk med at stige hurtigt i graderne ved hoffet, ligesom hans unåde kunne betyde et hurtigt fald fra tinderne. Det anføres ofte, at han skulle have fået hele 72.000 henrettet i sin regeringstid, men dette anses for stærkt overdrevet<ref>{{harvnb|Harrison|Edelen|1995|p=193}}</ref>, omend han uden tvivl fik en lang række brændt på bålet samt halshugget: 2 af sine koner, omkring 20 af sine jævnaldrende, fire af sine ledende rådgivere, 6 tætte bekendte og venner, en [[Kardinal (katolske kirke)|kardinal]] og utallige [[Abbed|abbeder]].<ref name="hibbert2">{{harvnb|Hibbert|Weinreb|Keay|Keay|2010|page=928}}</ref> De afgørende politiske personligheder i hans regeringsperiode er hans ledende ministre, hvoraf folk som [[Thomas Wolsey]], [[Thomas More]] og [[Thomas Cromwell]] må siges at være de vigtigste – de blev i øvrigt alle henrettet.<ref name="morris192">{{harvnb|Morris|1999|pp=19–21}}</ref> I deres indflydelsesrige perioder gennemførte de langt mere politik end Henrik selv, men de kunne ikke gennemføre noget, såfremt det mødte kongens mishag. Særlig Thomas Cromwell havde enorm indflydelse og var afgørende for reformationen i det engelske.<ref name="bandf1">{{harvnb|Betteridge|Freeman|2012|pp=1–19}}</ref> Flere historikere peger på, at Henriks evne til at regere ofte var præget af klodsede og ubrugelige beslutninger, men at det var hans rådgivere, der reddede hans eftermæle.<ref>{{harvnb|Elton|1977|p=407}}</ref>
[[Fil:Cardinal_Thomas_Wolsey.jpg|link=https://en.wikipedia.org/wiki/File:Cardinal_Thomas_Wolsey.jpg|right|thumb|[[Thomas Wolsey]]. Kardinal og i perioden 1514-30 den vigtigste rådgiver i Henrik VIII´s hof. Henrik var personligt uinteresseret i at tage magt i denne periode, hvilket gjorde at Wolsey de facto var landets leder. Han var kendt for sin profranske holdning samt skepsis mod Henriks forsøg på at lade sig skille. Maler ukendt.]]
=== Thomas Wolsey ===
I årene 1514-29 var [[Thomas Wolsey]] (1473-1530), en [[Kardinal (katolske kirke)|kirkelig kardinal]], den vigtigste politiske person i såvel indenrigs- som udenrigspolitik for den unge konge. Han havde status af Lord Chancellor.<ref>{{harvnb|Elton|1977|pp=48–49}}</ref> Wolsey centraliserede regeringen og udvidede indflydelsen med rådskoncil ved retten. Det kaldte han Star Chamber (Stjernekammeret), hvis overordnede struktur forblev uændret, men Wolsey brugte dette til at gøre plads til længe ventede reformer af retslovspraksis.
Hoffets store magtkoncentration overlevede imidlertid ikke Thomas Wolsey, idet at Wolsey ikke foretog nogle store administrative reformer og dermed blev magten efter dennes død mere decentral.<ref>{{harvnb|Elton|1977|pp=60–63}}</ref> Wolsey hjalp til med at udfylde det hul som Henrik 8. efterlod, da hans generelle interesse for regeringsanliggender var begrænset – det særligt i sammenligning med hans far [[Henrik 7. af England|Henrik 7.]] – det fulgte Wolsey ud, men mere som substitut end som fornyer.<ref>{{harvnb|Elton|1977|p=212}}</ref> Hans metoder gav ham mange fjender blandt landets rigmænd, særligt fordi han ranede til sig personligt med en pralende levevis, og at han samtidig havde nul tolerance overfor mulige fjender, som han fik dømt som kriminelle.<ref>{{harvnb|Elton|1977|p=64}}</ref> Efter Wolsey´s fald fra magtens tinder, da tog Henrik selv magten over regeringen, omend der stadig var en lang række af forskellige fraktioner, der forsøgte at bekrige og ruinere hinanden.<ref>{{cite book|url=https://books.google.com/books?id=GOwFYSQhTDoC&pg=PA284|title=In the Lion's Court: Power, Ambition, and Sudden Death in the Reign of Henry VIII|author=Derek Wilson|publisher=Macmillan|year=2003|isbn=978-0-312-30277-1|pages=257–60}}</ref>
=== Thomas Cromwell ===
[[Fil:Cromwell,Thomas(1EEssex)01.jpg|link=https://en.wikipedia.org/wiki/File:Cromwell,Thomas(1EEssex)01.jpg|alt=|left|thumb|246x246px|[[Thomas Cromwell, 1. jarl af Essex|Thomas Cromwell]]. I perioden 1531-39 var han Henrik 8´s vigtigste politiske rådgiver. Han var først og fremmest en dygtig og flittig administrator, der viste sig uundværlig i forbindelse med den engelske reformation, som han også støttede helhjertet. Maleri fra 1532-33 af Hans Holbein den Yngre]]
[[Thomas Cromwell, 1. jarl af Essex|Thomas Cromwell]] (1485-1540) var sammen med Wolsey den vigtigste politiske person i Henrik 8´s hof. Efter et længere ophold på kontinentet, da returnerede han til England i 1514-15 og blev snart en del af Wolsey´s administratorer.<ref>{{harvnb|Elton|1977|pp=168–170}}</ref>
Han arbejdede primært med lovgivning og jura, men var derudover også en belæst bibelkender, der i 1524 blev medlem af det vigtige juristsamfund i London ''Gray´s Inn.'' På dette tidspunkt var han Wolsey´s vigtigste ansatte. Cromwell´s tilgang til politik blev mere og mere drevet af hans religiøse overbevisninger, der var sympatiske for Reformationen på det europæiske kontinent og [[Martin Luther|Martin Luthers]] tanker.<ref name="Elton1977">{{harvnb|Elton|1977|p=172}}</ref> Hans tilgang var dog at reformer skulle opnås via diskussion på indhold og vedvarende pres, men ikke pludselige ændringer. Imidlertid var der en lang række personer med sympati for Reformationen, der så ham som deres store håb, blandt andet Thomas Audley. I 1531 fik Cromwell – og de der stod tæt på ham – ansvar for en lang række områder, der tillod ny lovgivning.<ref name="Elton19772">{{harvnb|Elton|1977|p=172}}</ref> Cromwells første egentlige overordnede titel fik han i 1532, da han blev ''Master of the King´s jewels'', hvilket var den ansvarlige for rigets finanser, det betød at han styrede finanspolitikken. Idet at han havde sit eget råd, da var hans magt større end den Wolsey havde opnået.<ref name="Elton1977a">{{harvnb|Elton|1977|p=213}}</ref>
Cromwell gennemførte megen lovgivning der flyttede magt fra den kongelige husholdning (og dermed ideologisk væk fra Kongens person) og over i mere offentlige hverv. Det var ikke en ensrettet proces, da ændringerne skulle have kongens accept og de samtidig skulle kunne kontrolleres af ham eller hans allierede, derfor er der aparte eksempler på lovgivning. De skatteindtægter som allerede Henrik VII havde indført i hans regeringstid, fik Cromwell strømlinet og permanente, hertil blev der oprettet uafhængig administration til at varetage de indkrævninger.<ref>{{harvnb|Elton|1977|pp=214–215}}</ref> Det hidtidige ''King´s Council'' blev overført til et reformeret ''[[Statsrådet (Storbritannien)|Privy Council]]'', der var langt mindre men også langt mere effektivt. Kongens personlige velstand steg, mens landets generelle finansielle velstand faldt. Da Cromwell mistede sin magt, der blev hans administrative reformer undermineret, da han som person havde kunnet kontrollere de mange nye råd og at der ikke opstod ødsle forbrug nogle af stederne. Hans reformer stoppede i 1539, hvor hans politiske medvind syntes opbrugt, hvor han stod for at skulle gennemføre vigtig lovgivning til varige reformer. 28.juli 1540 blev han henrettet.
=== Finanserne ===
Henrik arvede en større formue efter en blomstrende økonomi i årene under hans faders regentskab. [[Henrik 7. af England|Henrik 7.]] var kendt som både sparsommelig og forsigtig med sit pengeforbrug. Hans formue var vurderet til [[Pund (møntenhed)|£]]1,250,000 ([[Pund (møntenhed)|£]]375
[[Fil:Henry_VIII_crown_763986.jpg|link=https://en.wikipedia.org/wiki/File:Henry_VIII_crown_763986.jpg|thumb|Kronen blev devalueret af flere omgange for at rette op på det store underskud på de britiske finanser.]]
million i dagens valuta, omtrent 3,253 mia. [[Danske kroner|dkk]])<ref>{{harvnb|Weir|2002|p=13}}</ref>. Henrik 8.´s regeringstid var tæt på at være en katastrofe i økonomiske termer. På trods af, at han øgede den kongelige økonomi betragteligt ved at indkræve kirkelige jorder og godser, brugte han langt flere penge og drev landet på uklog facon.<ref>{{harvnb|Elton|1977|pp=215–216, 355–6}}</ref>
Henrik brugte det meste af sin formue på at opretholde sit hof og sin generelle husholdning, hvilket blandt andet talte mange slotte og paladser. Han hængte mere end 2.000 [[Gobelin|gobeliner]] op i sine paladser. Til sammenligning hængte den samtidige [[Jakob 5. af Skotland]] kun omkring 200 op på sine slotte.<ref>{{harvnb|Thomas|2005|pp=79–80}} citing {{harvnb|Thurley|1993|pp=222–224}}</ref> Henrik holdt af stolt at vise sin våbensamling frem, som bestod af en lang række sjældne våbentyper med omkring 2.250 håndvåben og 6.500 skydevåben.<ref>{{harvnb|Davies|2005|pp=11–29}}</ref> [[Huset Tudor|Tudor-monarker]] måtte betale for al regeringsførsel af egen lomme. Henrik fik sin indkomst fra en lang række gager og skatter, der var tilegnet kronen. Hans indtægter lå nogenlunde konstant på cirka £100.000<ref>{{harvnb|Weir|2002|p=64}}</ref>, men blev også eroderet af inflation og forhøjede priser. Endelig var Henriks ambitioner om at præge udviklingen i det kontinentale Europa med til at underminere økonomien.
Henrik VII. havde ikke haft nødig at at involvere det britiske parlament i sine affærer, mens Henrik VIII. måtte have parlamentets godkendelse til at udskrive penge, særlig i de tilfælde, hvor han drog i krig i Europa. Opløsningen af klostrene havde afhjulpet pengenøden betragteligt, kronen sikrede sig op igennem 1530´erne omrking £120.000 (svarende til £36 millioner, omtrent 312 millioner [[Danske kroner|dkk]]). Kronen var blevet styrket en anelse i 1526, da Wolsey havde baseret den engelske møntfod på en guldenhed i stedet for sølv. Cromwell startede med at devaluere det britiske pund i Irland. I perioden 1540-51 halveredes det britiske pund i forhold til det flamske pund. Det hjalp en del på den korte bane, da briterne fik deres handel øget, men på den lange bane gjorde det indkøb i udlandet langt sværere. I 1544 var landet ramt af en høj inflation, der varede Henriks regeringstid ud.<ref>{{harvnb|Elton|1977|pp=312–314}}</ref>
=== Den Engelske reformation ===
{{uddybende|Reformationen i England}}Henrik 8. tildeles normalt æren for at have startet [[Reformationen i England|den engelske reformation]] – den proces, der omskabte England fra et [[Romerskkatolske kirke|katolsk]] til et [[Protestantisme|protestantisk]] land – omend man debatterer omfanget af, hvor meget folket i hans levetid tog den ny lære til sig.<ref>{{cite web|url=http://gregscouch.homestead.com/files/Henry8.html|accessdate=14 April 2013|year=1997|title=Competing Narratives: Recent Historiography of the English Reformation under Henry VIII|url-status=dead|archiveurl=https://archive.is/20130615214144/http://gregscouch.homestead.com/files/Henry8.html|archivedate=15 June 2013}}</ref> I 1527 anmodede Henrik 8. – som hidtil havde været en opmærksom og velinformeret katolik – om at få sit ægteskab med [[Katharina af Aragonien|Katarina af Aragonien]] opløst.<ref name="elton103">{{harvnb|Elton|1977|pp=103–107}}</ref> Da paven var under stærk indflydelse af [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Kejser Karl 5.]] – nevø til [[Katharina af Aragonien|Katarina]] – så var der ikke meget, der tydede på, at paven ville støtte en opløsning af ægteskabet.<ref name="elton110">{{harvnb|Elton|1977|pp=110–112}}</ref> Traditionelt har man anset pavens manglende støtte til Henriks krav om ægteskabsopløsning som den udløsende faktor for den engelske reformation. Der er dog historikere, som peger på, at Henrik 8. stod i så store modsætningsforhold til [[pavekirken]], at han ville have foretaget bruddet med dem også uden tvisten omkring skilsmissen med [[Katharina af Aragonien|Katarina]].<ref>{{harvnb|Pollard|1905|pp=230–238}}</ref>
Under alle omstændigheder indførte Henrik i perioden mellem 1532 og 1537 en lang række love, der omhandlede forholdet mellem konge og pave, og som havde at gøre med strukturen for den spirende ''[[Den engelske kirke|Church of England]]'' <ref>{{harvnb|Bernard|2005|p=missing}}</ref>– der blev navnet på den ny og uafhængige kirke. I 1533 kom ''Statute in Restraint of Appeals,'' som udvidede begrebet ''Praemunire'' til alle, der ville indføre pavelig lovgivning til England, hvilket der var [[dødsstraf]] for, hvis man blev fundet skyldig.<ref name="bernard71">{{harvnb|Bernard|2005|p=71}}</ref> Andre love, man indførte, var ''Supplication against the Ordinaries'' og ''Submission of the Clergy'', som anerkendte kongeligt overherredømme over kirken. I 1534 kom loven ''Ecclesiastical Appointments Act 1534'', hvor de [[gejstliges]] valg af bisper stod mellem repræsentanter, som kongen havde bestemt. ''Act of Supremacy'' i 1534 erklærede Kongen som "''det eneste suveræne overhoved på jorden over Church of England"'' og ''Treasons Act 1534,'' der gjorde det til [[højforræderi]] med [[dødsstraf]] til følge at nægte at tage ''Oath of Supremacy'', hvor man sværgede anerkendelse af kongen som en sådan.<ref name="bernard2005">{{harvnb|Bernard|2005|pp=70–71}}</ref> I forlængelse af, at ''Act of Succession'' blev gennemført i 1533, skulle alle voksne i kongeriget anerkende arvefølgen – som grundlæggende handlede om at anerkende hans ægteskab med [[Anne Boleyn]] og delegitimere hans ægteskab med [[Katharina af Aragonien|Katarina af Aragonien]].<ref>{{harvnb|Elton|1977|p=185}}</ref> De, der sagde noget andet, blev fængslet på livstid, og hvis nogle skrev eller offentliggjorde noget, der kunne tolkes som manglende accept af ægteskabet med Anne Boleyn, blev de dødsdømt. Endelig ''Peter´s Pence Act'' blev vedtaget, hvor det blev fastslået, at der i England “ikke var nogle, som var lig med Gud, kun den salige selv.” , og at Henriks kejserlige krone var blevet forsmået af den “urealistiske og udnyttende” pave.<ref>{{harvnb|Lehmberg|1970|p=missing}}</ref> Kongen fik fuld støtte af [[Thomas Cranmer|ærkebiskop Cranmer]] til alle disse tiltag.<ref>{{harvnb|Bernard|2005|p=195}}</ref>
=== Henriks militære eventyr ===
[[Fil:Basire_Embarkation_of_Henry_VIII.jpg|link=https://en.wikipedia.org/wiki/File:Basire_Embarkation_of_Henry_VIII.jpg|thumb|438x438px|Den engelske flåde stævner ud i 1520 fra Dover og mod Frankrig]]
Da Henrik blev konge i 1509, bestod den britiske stående hær blot af nogle få hundrede mænd, hvis man så bort fra de permanente [[Garnison|garnisoner]] i [[Berwick-upon-Tweed|Berwick]], [[Calais]] og [[Carlisle]]. Henrik stod kun for en mindre forøgelse af antallet af mænd i den stående hær.<ref>{{harvnb|Elton|1977|page=32}}</ref> I 1513 gik i
land i Frankrig med en invasionsstyrke på hele 30.000 mand, som bestod af folk med leer samt [[Langbue|langbueskytter]] på et tidspunkt, hvor de øvrige europæiske stater var begyndt at bruge [[skydevåben]] såsom [[Gevær|geværer]] og [[Pistol|pistoler]] og [[langspyd]]. Forskellen på slagmarken var endnu ikke voldsom, og Henriks mænd havde da også nye rustninger til at stå imod med. Derudover havde man artilleri til slagmarken og adskillige store og dyre belejringskanoner.<ref>{{harvnb|Arnold|2001|p=82}}</ref><ref>{{harvnb|Elton|1977|pages=32–33}}</ref> I 1544, da Frankrig igen blev indtaget, var det med en hær, der var veludrustet og gennemorganiseret og under ordre af hertugerne af hhv. Suffolk og Norfolk, hvor sidstnævnte leverede frygtelige resultater ved [[Montreuil]].<ref name="Elton1977b3">{{harvnb|Elton|1977|pp=306–307}}</ref>
Efter at Henrik havde brudt med paven i Rom, frygtede man konstant en mulig spansk eller fransk invasion.<ref name="elton282">{{harvnb|Elton|1977|page=282}}</ref> I 1538 begyndte man at bygge en lang række fæstningsværker ved kysten fra [[Kent]] til [[Cornwall]]. Disse blev sponsoreret af penge fra [[Reformationen i England|klostrenes opløsning]].<ref>{{harvnb|Elton|1977|pages=183, 281–283}}</ref> Henrik kaldte dem [[Enhedsfort|enhedsforter]], mens andre kaldte dem Henriks forter. Derudover byggede man også decideret borge såsom [[Dover Castle]], [[Moat Bulwark]] og [[Archcliffe Fort]], hvor sidstnævnte var et sted, som Henrik selv kom for at visitere.<ref name="elton2822">{{harvnb|Elton|1977|page=282}}</ref> En del år forinden havde [[Thomas Wolsey]] arbejdet på at få afskaffet militstanken, men uden held.<ref>{{harvnb|Elton|1977|pages=87–88}}</ref> Henrik afskaffede herredsinddelingen, da han fandt den administrativt tungt. [[Mary Rose Tudor|Mary Tudor]] støttede bl. a. forsvarsbyggeriet ved [[Berwick-upon-Tweed|Berwick]].<ref name="elton2823">{{harvnb|Elton|1977|page=282}}</ref>
Henrik er ofte tildelt æren for at have været med til at grundlægge [[Royal Navy]], og er faktisk kendt som "'''The father of the Royal Navy'''".<ref name="loades83">{{harvnb|Loades|2009|p=82}}</ref> Teknologisk investerede han i større kanoner til sine krigsskibe, hvilket var en ide, man også fik i andre lande, og som erstattede de mindre hidtidige både.<ref name="loades832">{{harvnb|Loades|2009|p=82}}</ref> Det siges endda, at han flirtede med ideen om selv at ville fremstille både, men der findes ingen kendte eksempler, selvom der menes at være et design af robåde og små galejbåde.<ref>{{harvnb|Loades|2009|pp=82–83}}</ref> En stående flåde blev først indført under Henrik, der samtidig gav dem ankerplads i enhver havn.<ref name="loades833">{{harvnb|Loades|2009|p=82}}</ref> Taktisk gik Henrik også mere over til ildvåben. Tudor marinen blev kraftigt forstørret, og Henrik var ansvarlig for etableringen af et admiralitet.<ref>{{harvnb|Loades|2009|pp=83–84}}</ref><ref>{{harvnb|Loades|2009|pp=84–85}}</ref>
== Anetavle ==
{{ahnentafel3|'''Henrik 8. af England'''|[[Henrik 7. af England]]|[[Elizabeth af York]]|[[Edmund Tudor]]|[[Margaret Beaufort]]|[[Edvard 4. af England]]|[[Elizabeth Woodville]]|Henrik 08|style=font-size: 90%; line-height: 110%;|border=1|boxstyle=padding-top: 0; padding-bottom: 0;|boxstyle_1=background-color: #fcc;|boxstyle_2=background-color: #fb9;|boxstyle_3=background-color: #ffc;|boxstyle_4=background-color: #bfc;|boxstyle_5=background-color: #9fe;}}<!-- '08' i stedet for '8' aht. sortering i anetavleoversigt -->
== Eksterne henvisninger ==
| |||