Falklandskrigen: Forskelle mellem versioner

|titel=To Sea Harriers udfører ''Vertical Landing''. Denne flytype var deltog for første gang i kamphandlinger under Falklandskrigen.

'''Falklandskrigen''' var en [[Krigserklæring|uerklæret]] [[krig]] mellem [[Argentina]] og [[Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland|Storbritannien]] om herredømmet over [[Falklandsøerne]] i den sydlige del af Atlanterhavet. Kampene fandt sted mellem [[2. april]] og [[14. juni]] [[1982]]. I Argentina omtales kamphandlingerne som ''Guerra del Atlántico Sur''. DetDen væbnede konflikt begyndte med et argentinsk overraskelsesangreb. Siden generobrede briterne øerne, som, i overensstemmelse med beboernes ønske, forblev under britisk overhøjhed. I Argentina medførte afslutningen af krigen [[militærjunta]]ens fald og genindførelsen af [[demokrati]]. I Storbritannien sikrede den militære sejr [[Margaret Thatcher]] genvalg ved det ordinære parlamentsvalg i 1983. Som følge af krigen undgik [[Royal Navy]] massive nedskæringer, som ellers var planlagt, inden konfliktenkrigen brød ud.

Med overgangen af det britiske kolonikontor til [[Commonwealth]] i slutningen af det [[20. århundrede|1900-tallet]] anså skiftende britiske regeringer striden med Argentina som et mindre problem, de helst ville være foruden. På trods af dette nægtede de cirka 1.800 indbyggere ([[kelper]]e) med baggrund i [[FN]]'s charter ''artikel 73'' at blive en del af Argentina. I [[1965]] under ''FN-resolution 2065'' indledte Storbritannien og Argentina forhandlinger om øernes fremtid. Efter 17 år var der dog ikke sket væsentlige fremskridt. Argentina blev et militærdiktatur i [[1976]] og stod over for svære økonomiske problemer og civile uroligheder. SærliglSærligt de venstreorienterede guerillaer ([[montonero]]erne) gav stor intern uro. Militærregimet opnåede i [[1981]] en blodig sejr over oprørerne. Landets økonomi var dog i en elendig forfatning. Eksempelvis var [[inflation|inflationen]] på op mod 140 [[procent|%]], da general [[Leopoldo Galtieri]] kom til magten i december [[1981]].

Der blev lagt pres for at få en afklaring af øernes status igennem FN med hentydning til en eventuel invasion af øerne. Storbritannien overså denne trussel eller ignorerede den, da øerne ikke havde nogen økonomisk betydning. Argentinerne så briternes manglende reaktion som udtryk for manglende engagement i sagen og som en villighed til at opgive øerne ved invasion. Dette blev yderligere underbygget af, at briterne i 1981 valgte ikke at sendebygge et nyt skib som erstatning for øernes aldrende inspektionsskib. Samme år mistede beboerne på Falklandsøerne deres fulde britiske statsborgerskab. Generelt var der i Storbritannien en manglende tro på, at Argentina ville invadere øerne.

Ansvaret for invasionsplanerne lå hos admiral [[Jorge Anaya]], militærjuntaens stærkt anti-britiske leder af den argentinske flåde. Endnu en forhandlingsrunde i januar [[1982]] førte ikke til en afklaring af øernes fremtid. Herefter færdiggjorde argentinerne planerne for en invasion. Angrebet blev planlagt til at finde sted i april måned samme år. Hovedangrebet blev afprøvet ved en "invasion" af øen [[South Georgia og South Sandwich Islands|South Georgia]], der ligger 1.390 kilometer øst for Falklandsøerne. Her gik en gruppe civile argentinske nationalister i land i marts 1982. Det britiske inspektionsskib HMS ''Endurance'' blev beordret til at fjerne de civile "besættere" den [[25. marts]]. Skibet satte en [[deling]] på 23 marinesoldatermarineinfanterister i land, hvorefter det efter ordre sejlede tilbage mod Falklandsøerne. Da de efter invasionen af Falklandsøerne blev beordret til at vende om, blokerede et argentinsk krigsskib dog for denne opgave, og HMS ''Endurance'' trak sig derfor tilbage.

Den [[2. april]] gik det argentinske frømandskorps (''Buzos Tácticos'') i land ved [[Mullet Creek]] på Falklandsøerne. Denne fortrop etablerede et brohoved forud for et udfald mod hovedbyen [[Stanley (Falklandsøerne)|Stanley]]. I dette angreb deltog 800 marineinfanterister og 20 LVTP-7 amfibietanks. Klokken 08.30 var slaget ovre, og den britiske [[guvernør]] Rex Hunt beordrede sine 57 marinesoldatermarineinfanterister til at overgive sig. Marinesoldater,Britiske britiskesoldater, embedsmænd og argentina-kritiske [[kelper]]e blev sendt til [[Montevideo]], [[Uruguay|Uruguays]] hovedstad. Argentinerne omdøbte Stanley til ''Puerto Argentino'' og indførte højrekørsel (uden for Stanley var de fleste veje dog kun hjulspor).

Den [[1. maj]] påbegyndtes operationerne mod selve Falklandsøerne med en række tunge bombetogter med kodenavn ''[[Operation Black Buck]]''. RAF's [[Avro Vulcan]]-bombefly lettede fra øen [[Ascension (britisk ø)|Ascension]] og angreb flyvepladsen ved Port Stanley. Vulcan var designet til mellemdistanceoperationer i [[Europa (verdensdel)|Europa]] med kernevåben og havde ikke rækkevidden til at nå Sydatlanten. Efter invasionen blev de ombygget til igen at kunne lufttankes og at kunne kaste konventionelle bomber. Hvert fly kunne laste 21 styks 1.000 punds-bomber. Desuden kunne de affyre anti-radarmissiler af typen AGM-45 ''Shrike''. De fleste af RAF's tankfly var ombyggede Victor-bombefly med samme rækkevidde som Vulcan-flyene. Samtlige britiske fly var derfor afhængige af flere optankninger i luften. På grund af afstanden på 6.000&nbsp;kilometer var 14 tankfly påkrævet, for at sende et Vulcan-fly derned.<ref>[http://www.raf.mod.uk/falklands/bb.html Operation Black Buck – 1st May to 12 June 1982]</ref> ''Operation Black Buck'' nåede op på syv missioner, men to af dem måtte afbrydes som følge af dårligt vejr (''Black Buck 3'') eller tekniske fejl (''Black Buck 4''). Tre missioner (''Black Buck 1'', 2 og 7) var rene bombeangreb, der blandt andet med en fuldtræffer skar landingsbanen ved Port Stanley midt over<ref>Bombekraterne fra de bomber der ikke ramte betonbanen kan stadig ses på Google Earth</ref> Det hævdes ofte, at når det argentinske flyvevåbenluftvåben ([[Fuerza Aérea Argentina|FAA]]) indså, at briterne kunne bombe på Falklandsøerne, ville de erkende, at de så også ville kunne nå fastlandet. De bedste argentinske jagerfly skulle derfor være udstationeret ved [[Buenos Aires]] som beskyttelse. I virkeligheden havde de franskbyggede Mirage IIIE-flyenefly svært ved at nå Falklandsøerne, da de ikke kunne lufttankes og blev brugt til at afskrække Chile fra at angribe Sydargentina. Angrebene blev udlagt som en stor strategisk sejr for briterne, men den argentinske [[luftbro]] var aktiv indtil den sidste nat før kapitulationen. To af ''Black Buck''-missionerne gik ud på med ''Shrike''-missiler at ødelægge de argentinske radaranlæg. ''Black Buck 5'' havde til formål at ramme en stor overvågningsradar. Det mislykkedes, fordi argentinerne slukkede for radaren, så missilet ikke kunne låse på antennen. ''Black Buck 6'' ødelagde en ildlederradar, men på turen tilbage fik Vulcan-bombeflyet beskadiget [[lufttankning]]sstudsen i dårligt vejr og måtte søge nødhavn i [[Rio de Janeiro]]. Da [[Brasilien]] forholdt sig neutralt i konflikten, lod de de britiske piloter internere.

I alt 28 [[Sea Harrier]]-fly deltog i Falklandskrigen og skød tilsammen i løbet af maj og juni 23 argentinske fly ned. Briterne mistede seks Sea Harrier-fly: Fire som følge af uvejr, mens to blev skudt ned af argentinsk antiluftskyts. Royal Navy gjorde brug af samtlige Sea Harrier-fly under Falklandskrigen, selv et fly, der var udlånt til våbenfabrikanten British Aerospace i Dunsfold, der udviklede ''Sea Eagle''-missilet (en pendant til det franskbyggede Exocetmissil, som de argentinske Mirage[[Dassault Super Étendard|Super Étendard]]-fly var bevæbnet med). Den første Sea Harrier, der blev skudt ned, var netop det fly, der som det eneste fly havde et Sea Eagle-kontrolpanel i cockpittet. Da argentinerne undersøgte vraget, konkluderede de, at Sea Eagle-missilet var operativt.<ref>[http://www.harrier.org.uk/history/Harrier_Testing.htm History – Harrier Testing]</ref> Royal Navy hentede også piloter med Sea Harrier-erfaring, der var på udveksling i USA og Australien; selv en ''[[English Electric Lightning''|Lightning]]-pilot fra RAF, da han havde interceptor-erfaring.

[[Fil:USS Phoenix (CL-46) underway at sea in 1944.gif|thumb|left|KrigsskibetKrydseren ''General Belgrano.'']]

Til havs viste det sig, at de britiske luftværnsforanstaltninger ikke var gode nok. Med 11 flybomber lykkedes det argentinerne at sænke HMS ''Ardent'' den 21. maj. To dage senere, den 23. maj, fik argentinerne ram på HMS ''Antelope.'' Den 25. maj mistede briterne HMS ''Coventry'' og MV ''Atlantic Conveyor'', som rummede en vital last af transporthelikoptere, feltflyvepladsudstyr, afsaltningsanlæg og telte. Også skibene HMS ''Argonaut'' og HMS ''Brilliant'' blev stærkt beskadiget. Argentinerne mistede over 20 fly i disse angreb. Rapporter efter krigen indikerede, at mange britiske liv blev reddet af takket være elitesoldater fra enhederne SAS og SBS, som var landsat og fra skjulte observationsposter advarede om flyangreb. [[Chile]] opdagede et udbrændt [[S-61 Sea King|Sea King]]-helikoptervrag fra [[Royal Navy]] tæt ved grænsen, som formentligt stammede fra en mislykket landsætning af [[Special Air Service|SAS]]-observatører i det sydlige Argentina.<br />Den 27. maj bombede argentinske fly briternes brohovedetbrohoved ved San Carlos. To bomber ramte lige ned i operationsteltene. De var begge blindgængere (bomber, der ikke eksploderer ved nedslaget)<ref>"Two unexploded bombs lodged in the dressing station and had to be left there for the duration of the campaign. If they had exploded, the resultant deaths of a critical medical team and the casualties they were treating..." – ''Signals of War''</ref>, så hverken kirurger eller sårede gik tabt. Teltene var ikke markeret med [[Røde Kors]]mærker, da det ville afsløre resten af brohovedet.

Da det blev klart for argentinerne, at Margaret Thatcher ville slås, genindkaldte de soldaterårgang 1981 for 3. og 10. Mekaniserede Infanteribrigader (soldaterårgang 1982 var endnu ikke færdiguddannet). Disse var blevet trænet til en eventuel landkrig mod Chile i subtroperne, ikke i polar krigsførelse. Som følge af [[Royal Navy]]s ubådsblokade af Falklandsøerne skulle alt materiel og alt personel flyves til øerne. Af den grund var de to argentinske brigader ikke i særligt høj grad mekaniserede. Alle argentinske transportfly af en vis størrelse var mobiliseret til [[luftbro]]en til Falklandsøerne og fløj soldater og mindre udstyr. [[Fuerza Aérea Argentina|Det argentinske flyvevåbensluftvåbens]] ni [[C-130 Hercules]]-fly fløj køretøjer og større udstyr til øerne, når de ikke blev brugt som tank-, rekognoscerings- eller bombefly.

Siden den 1. maj havde de argentinske soldater ligget i skyttehuller rundt om Stanley. De havde bedre israelskproducerede støvler, men grundvandet sivede igennem tørvejorden. Kulden, ventetiden og blæsten gjorde dem apatiske, og de var plaget af skyttegravsfødder. De nærgående britiske patruljer besværliggjorde madudbringningen, og soldaterne tabte op til en fjerdedel i vægt.<br />Tabet af ''Atlantic Conveyor'' med briternes arktiske telte gjorde, at de britiske soldater konstruerede små læskærme af tørv og kampesten. Falklandsøerne havde 600.000 får, så frisk kød var ikke et problem. Ved kysten kunne man samle muslinger, krabber og [[albueskæl]]. For at modvirke manglen på grøntsager og frugt (C-vitaminer), spiste soldaterne rå [[kokleare]], der voksevokser vildt overalt på øerne. I øvrigt måtte søfolkene undvære deres elskede 'Fish and Chips', da frituregryderne var slukkede i krigszonen på grund af skoldningsfaren.

194 mand fra ''Ejército Argentino'' (Argentinas hær), 34 mand fra flyvevåbnet ([[Armada de la República Argentina|ARA]]'s ''Infantería de Marina)'' (Argentinas [[marineinfanteri]]), 14 jordpersonel fra ''Fuerza Aérea Argentina'' (Argentinas luftvåben) og 7syv mand fra ''Gendarmería Nacional Argentina'' (grænsevagter) samt 123 mand fra den britiske hær og 27 mand fra Royal Marines døde på Falklandsøerne.