Falklandskrigen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m “Infantería de Marina” er Argentinas marineinfanteri, det var Super Étendard-fly, der var bevæbnet med Exocet-missiler..... |
m →Flystyrker: Wikilinks. |
||
Linje 189:
Juntaen i Buenos Aires nægtede at tro på at London ville tilbageerobre øerne. Det var først da South Georgia blev generobret d. 25. april at de indså fejlen. Hvis de havde fløjet nogle bulldozere og andet entreprenørudstyr til øerne for at forlænge Port Stanleys startbane og bygge [[Hardened Aircraft Shelter]]s, inden briterne nåede frem, kunne argentinske kampfly uden besvær ramme den britiske flådestyrke.<br />
Det var på det tidspunkt for sent og det betød at de argentinske kamppiloter skulle flyve 750 km fra Argentina, kun havde få minutter over målet og 750 km hjem igen. For at have brændstof nok til turen, skulle bombelasten reduceres kraftigt.<br /> Britiske skibe øst for Falklandsøerne havde et kærkomment helle, fri for argentinske fredsforstyrrere.<br />
Af andre ’flyvepladser’ på øerne var der to græsbaner – Goose Green og Pebble Island. Som et plaster på såret udstationerede [[Comando de la Aviación Naval Argentina|COAN]] en del af deres flyveskole på øerne.
Hvad juntaen havde tænkt sig at disse letbevæbnede fly, kun egnet til godt vejr, skulle kunne udrette mod en NATO-styrke, udrustet med radarstyrede kanoner, luftværnsmissiler og jagerfly, er en af falklandskrigens store gåder.
Linje 195:
Argentinerne oprettede ''Fuerza Aérea Sur'' (flystyrkerne på baserne i Sydargentina) med brigadegeneral Ernesto Crespo (den eneste argentinske senior-officer der udviste opfindsomhed og fleksibilitet) som øverstkommanderende. FAS bestod af [[Fuerza Aérea Argentina|FAAs]] og [[Comando de la Aviación Naval Argentina|COANs]] supersoniske kampfly og STOL-fragtfly, samt mobiliserede, civile [[Boeing 737]] og [[Boeing 717|DC-9]] passagerfly.
FAS deployerede sine fly til de sydlige baser, med Falklandsøerne indenfor rækkevidde, og de udførte simulerede angreb på en af [[Armada de la República Argentina|ARAs]] britisk-byggede Type 42-destroyere.<br />
Brigadegeneral Crespo oprettede ''Eskadron Fénix'', der var 30 civile Gates [[Learjet]], [[Cessna Citation]] og andre hurtige [[forretningsfly]]. Disse havde radarsignaturer og hastigheder der mindede om jagerfly og de udførte skinangreb, der overbelastede det britiske luftvarslingssystem med falske alarmer. Kampflyene opererede fra forskellige luftbaser, for at skjule tabene for britiske spioner.
Royal Air Force havde op til invasionen to opgaver: at beskytte de Britiske Øer mod luftangreb og at støtte NATO's landtropper i Centraleuropa i en 3. verdenskrig. På baser i Storbritannien og i Vesttyskland havde RAF opstillet 853<ref>JWR Taylor: ''Aircraft in the RAF'', ISBN 0-354-01183-9</ref> moderne kampfly af typen [[F-4 Phantom II|Phantom FGR.2]], [[Panavia Tornado|Tornado GR.1]], [[SEPECAT Jaguar|Jaguar GR.1]] og [[Blackburn Buccaneer|Buccaneer S.2]]. Uanset hvor meget RAF end ville hjælpe, gjorde manglen på flybaser indenfor rækkevidde af Falklandsøerne det umuligt at bruge denne styrke.
Nærmeste base var Wideawake på [[Ascension|Ascension-øen]], (afstand: 3.240 sømil) og her samlede RAF en styrke af langtrækkende fly. Alle sammen krævede dog lufttankning for at kunne nå øerne og selv de involverede tankfly skulle lufttankes. RAF havde 20 [[Handley Page Victor|Victor K.2]] tankfly på øen (der var ikke plads til flere) og lufttankningsforbruget pr. mission var følgende:
* [[Avro Vulcan|Vulcan B.2]] [[Operation Black Buck|Black Buck]]-missioner – 14 tankfly (5 missioner).
* Forlængede [[Hawker Siddeley Nimrod|Nimrod MR.2]] maritime patruljer – 12 tankfly (111 Nimrod-missioner, ikke alle var forlængede).
* Langdistance [[Lockheed Martin C-130 Hercules|Hercules C.1]] nedkastninger – 6 tankfly (50+ missioner).
| |||