Fram-ekspeditionen 1910-1912: Forskelle mellem versioner

'''Fram-ekspeditionen 1910-1912''', i Norge også omtalt som '''Sydpolekspedisjonen''' var en [[Norge|norsk-finansieret]] [[Antarktis]]ekspedition ledet af [[Roald Amundsen]]. Ekspeditionen blev i 1911 den første, som nåede det geografiske [[Sydpolen|sydpolpunkt]]. I årene fra 1910 til 1913 rejste Amundsen med [[FritjofFridtjof Nansen|Nansens]] skib "''[[Fram]]''", som også blev bruktbrugt to gange i [[Arktis]], til [[Hvalbukta]] hvor han førte hunde og udstyr i land og opsatte sit vinterkvarter. Derfra drog han med hundeslæder fra sin base [[Framheim]] mod Sydpolen, hvortil han ankom den [[14. december]] [[1911]], 34 dage før sin rival [[Robert Falcon Scott]] fra den [[Storbritannien|britiske]] [[Terra Nova-ekspeditionen|sydpolsekspedition]], i det, som er blevet kaldt "[[kapløbet om Sydpolen]]".

[[Rosshavet]] var traditionelt arbejdsområde for britiske antarktisekspeditioner. Denne traditionentradition blev startet af [[James Clark Ross]], som mellem 1839 tilog 1843 foretog tre rejser til Antarktis med skibene [[HMS "Erebus" (1826)|HMS "''Erebus''"]] og [[HMS Terror (1813)|HMS "''Terror''"]], og drog længere syd på end nogen annenanden havde været før ham. En række geografiske opdagelser blev gjort, og mange objekter blev navngivne, og flere steder er opkaldt efter ham (Rosshavet, [[Rossøen (Antarktis)|Rossøen]] og [[Rossbarrieren]] (Rossbarrieren fik dette navn "fordi vi kunne seilesejle med likelige stor sjansechanse for åat lykkes ved klippene ved Dover som åat prøve åpå passere gjennomgennom en slik sådan ismasse."<ref name="Huntford(2000)s11">Ross, i [[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 11.</ref>). I løbet af [[den heroiske tidsalder for antarktiskudforskning|den heroiske tidsalder for antarktisk udforskning]] gennemførte briterne sine første antarktisekspeditioner siden Ross, så som [[Discovery-ekspeditionen]] (1901-04), [[Nimrod-ekspeditionen 1907–09|Nimrod-ekspeditionen (1907-09)]] og [[Terra Nova-ekspeditionen]] – alle med hovedkvarter ved [[McMurdo-sundet]].

Allerede i 1894/95 var der norsk aktivitet i dette område. En [[Antarctic-ekspeditionen 1894-1895|hvalfangst-ekspedition]] finansieret af [[Svend Foyn]] drog til Rosshavet for at kortlægge hvalforekomsterne, og en gruppe på otte mænd gik i land på [[Kapp Adare]] i [[Victoria Land]]. Et medlem af denne gruppe, nordmanden [[Carsten Borchgrevink|Carsten Egeberg Borchgrevink]], rejste for egen regning til den sjette internationale geografkongres i [[London]]. Her tilbød han at lede en ekspedition, som skulle være den første til at overvintre på det antarktiske kontinent. Han overbeviste deltagerne på kongressen - blandt andet med medbragte moseprøvermosprøver, som beviste, at der var liv under det arktiske isdække - og vækkede interessen for en ny videnskabelig udforskning af Antarktis.

Denne "nye skole" blev skabt af Fridtjof Nansen, da han i sommeren 1888 krydsede [[Grønland]] fra øst til vest. Med det åbnede han ikke blot den norske polarforskning og blev en person, som mange nordmænd identificerede sig med, men han åbnede også nye veje indenfor polarteknik. Frem for at bruge de da traditionelle slæder valgte Nansen at bruge lettere slæder, som gik på ski. Han erkendte også behovet for sine egne klæder, telt og kokkeudstyr for at udvikle og sammensætte maden sammen for første gang påefter videnskabelige principper. Vigtighed havde også hunde, lav vægt foraf udstyr og mobiliteten af gruppen i feltetfelten.<ref name="Huntford(2000)s99">[[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s 99</ref> Kernen i polarforskning var brugen af ski, noget som nordmænd evnede bedre end mange andre polarforskere, eftersom ski havde været et transportmiddel og en del af kulturen i de skandinaviske nationer i flere tusinde år.

Nansens ekspedition gjorde et så stort indtryk på den unge Amundsen<ref name="Huntford(2010)s16">[[#Huntford(2010)|Huntford]] (2010), s. 16</ref>, at han i 1903 drog afsted på sin egen ekspedition. Som første mand nåede han gennem hele [[Nordvestpassagen]] med skibet "''[[Gjøa]]''". Den erfaring, som Amundsen fik som andenstyrmand på "''[[Belgica]]''" under [[Belgica-ekspeditionen]] og kundskabenkundskaberne, som han lærte af [[eskimo|inuitterne]], dannede et vigtigt grundlag for planlægningen af Fram-ekspeditionen. Under ekspeditionen med "''Gjøa''" høstede Amundsen for første gang erfaring med hunde og hundeslæder, og han studerede inuitternes teknikker inden for bygning af [[iglo]]er og fremstilling af klæder.<ref name="Huntford(2010)s61-63">[[#Huntford(2010)|Huntford]] (2010), s. 61–63</ref>

Tilbage i Norge begyndte Amundsen at planlægge en ekspedition i det arktiske havområde, idet hvorhan ville lade sig drive over polhavet således, som hans forgængere havde gjort, og prøve at nå Nordpolen, som endnu var uopdaget. Huntford mistænkte, at sidstnævnte var hans hovedmål,<ref name="Huntford(2000)s165">[[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 165</ref> mens den videnskabelige udforskning af det arktiske havområde blev promoveret for at opnå flere donationer. Til dette formål henvendte han sig til Fridtjof Nansen for at bede om at låne "''[[Fram]]''". Dette skib var som udgangspunkt statslig ejendom, men eftersom Nansen tilhørte den øverste elite indenfor polarforskningen i Norge og selv gik med et tanker om en egen ekspedition, anså Amundsen det nødvendigt at bede sit forbillede om at låne ham skibet, hvilket han også gjorde.<ref name="Huntford(2000)s165+168">[[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 165 og 168</ref> Den 10. november 1908 gjorde han sin plan kendt for offentligheden, og allerede dagen efter modtog han 20.000 kroner fra kongeparret. Efter, at Stortinget garanterede en delvis tilbagebetaling af gælden efter Gjøa-ekspeditionen, drog Amundsen til [[USA]] for at holde en foredragsturne for at skaffe yderligere finansiering. I begyndelsen af 1909 havde Amundsen formået at skaffe en fjerdedel af de nødvendige midler, men yderligere donationer lod nu vente på sig. Den 9. februar 1909 bevilgede [[Stortinget]] ham 75.000 kroner og tillod ham at bruge "''Fram''" til sine formål.<ref name="Amundsen(2003)s125">[[#Amundsen(2003)|Amundsen]] (2003), s, 125</ref>

Amundsens ændring af planen stadig blev stadig holdt hemmelig, fordi han ikke ønskede at dele den fordel, at viden om konkurrence med Scott - dels fordi Amundsen personligt anså Scott for utiltalende, dels da han ville kunne opnå en prestigemæssig succes for Norge, som ellers ville være tilfaldet det britiske imperium. Amundsen holdt også sine planer hemmelige, fordi han frygtede for, at den norske regering kunne forbyde hans ekspedition. En konkurrence om prestigefyldte mål med Storbritannien var ikke politisk opportunistisk. Desuden frygtede Amundsen, at Nansen kunne forbyde ham brugen af "''Fram''" - hans kone var død, og han var ikke norsk konsul i London, så han kunne tage sine udskudte ekspeditionsplaner op igen. Amundsen antog også, at Stortinget og private finansiører kunne forhindre ekspeditionen i at finde sted. Et andet, mere taktisk motiv var, at Scott sandsynligvis ville modtage yderligere midler, hvis kendskabet til en udenlandsk konkurrent blev udbredt <ref name = "Huntford (2000) S187">[[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 187</ref> Amundsen havde ingen tvivl om rimeligheden af hans dispositioner, da Terra Nova-ekspeditionens formål var angivet at være så forskellig fra hans egen ekspedition, nemlig for så vidt som disse prioriterede videnskabelige undersøgelser og målet at nå Sydpolen var helt utilsigtet, at en offentliggørelse af Amundsens plan ikke burde have nogen indvirkning på Scotts planlægning. <ref Name = "Amundsen (2001) s43-44">[[#Amundsen(2001)|Amundsen]] (2001), s. 43-44</ref> og de andre ekspeditioner, der var på dette tidspunkt i Antarktis havde ikke Sydpolen som destination. Amundsen informerede kun to personer fra hans beslutning: hans broder, som efter Amundsens afrejse fra Madeira skulle viderebringe oplysningen til offentligheden, og Thorvald Nilsen i egenskab af skibsmaster og kaptajn afpå ''Fram'' om det egentlige formål med ekspeditionen af hensyn til dennes forberedelser.

I efteråret 1908 modtog Amundsen et brev fra Nansen med en anbefaling af [[Hjalmar Johansen]]. Han havde fulgt med Nansen under hans [[Nansens Fram-ekspedition|ekspedition]] mod [[Nordpolen]] og var en dygtig hundefører. Johansen var imidlertid blevet alkoholiker efter ekspeditionen med Nansen, og Amundsen frygtede også, at den ældre Johansen, som også var en bedre skiløber og meget ambitiøs, kunne true hans autoritet. Eftersom Johansen havde reddet livetNansens på Nansenliv under deres ekspedition, insisterede sidstnævnte på, at Amundsen skulle tage han med på ekspeditionen, og Amundsen måtte bøje sig.<ref name="Huntford(2010)s177-79">[[#Huntford(2010)|Huntford]] (2010), s. 177–79</ref>