Wikipedia

Fram-ekspeditionen 1910-1912: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
Gjensen (diskussion | bidrag)
1.181 edits
m linkfix + rester af norsk
Gjensen (diskussion | bidrag)
1.181 edits
m rester af norsk
Linje 38:
Et andet medlem af ekspeditionen var [[Helmer Hanssen]], som havde fulgt Amundsen under Gjøa-ekspeditionen og kom med som islods og hundefører. For at have en god kok valgte Amundsen [[Adolf Lindstrøm]], som også havde været med under Gjøa-ekspeditionen. Sommeren 1901 lærte han [[Oscar Wisting]] at kende, en marineofficer som arbejdede på "''Fram''" ved skibsværftet i [[Horten]]. Wisting var i virkeligheden ingen god skiløber og havde heller ingen erfaring med hunde, men han var tilpasningsdygtig, villig til at lære og pragmatisk gemyt - Amundsen valgte også mænd som kunne underkaste sig ham uden problemer. Som anden islods ansatte han ishavsskipperen Andreas Beck.
 
Amundsen nægtede at medtage en [[læge]] på ekspeditionen. Han ville gerne medbringe apotekeren Fritz Zapffe, sin fortrolige og agent i Tromsø, men efter som han ikke kunne deltage, sendte han overstyrmanden Gjertsen og Wisting på kurskursus i tandbehandling og [[kirurgi]].
 
I efteråret 1908 modtog Amundsen et brev fra Nansen med en anbefaling af [[Hjalmar Johansen]]. Han havde fulgt med Nansen under hans [[Nansens Fram-ekspedition|ekspedition]] mod [[Nordpolen]] og var en dygtig hundefører. Johansen var imidlertid blevet alkoholiker efter ekspeditionen med Nansen, og Amundsen frygtede også, at den ældre Johansen, som også var en bedre skiløber og meget ambitiøs, kunne true hans autoritet. Eftersom Johansen havde reddet Nansens liv under deres ekspedition, insisterede sidstnævnte på, at Amundsen skulle tage han med på ekspeditionen, og Amundsen måtte bøje sig.<ref name="Huntford(2010)s177-79">[[#Huntford(2010)|Huntford]] (2010), s. 177–79</ref>
== Forberedelser ==
=== Finansiering og udrustning ===
Den 9. februar besluttede [[Stortinget]] at låne Amundsen "''Fram''" og at yde 75.000 [[norsk krone|norske kroner]] til nødvendige reparationer og forbedringer,<ref name="Amundsen(2003)s125" /> foruden at det havde nedbetalt dele af gælden efter ekspeditionen med "''[[Gjøa]]''". Mange virksomheder donerede udstyr til ekspeditionen, herunder [[den norske hær]] som stillede udstyr til disposition.<ref name="Amundsen(2003)s135-36">[[#Amundsen(2003)|Amundsen]] (2003), s. 135–36</ref> Yderligere midler blev ydet af Kongen og Dronningen (30.000 kroner) og fra privatpersoner, blandt andet fra Don Pedro Christophersen. Christophersen, som boede i [[Argentina]], dækkede alle omkostninger i forbindelse med "''Frams''" rejse fra Buenos Aires til isbarrieren og tilbage til [[San Francisco]], via Buenos Aires.
 
Efter bekentgørelsen af, at Cooks og Pearys ekspeditioner havde nået nordpolen, blev det vanskeligt at skaffe flere penge. Også Stortinget afslog en ansøgning om at forøge midlerne med 25.000 kroner. Amundsen befandt sig nu i en situation med næsten 150.000 kroner i underskud. Han brød sig imidlertid ikke så meget om et balanceret budget, fordi han formodede, at hvis han blev den første til at nå Sydpolen, ville alt blive eftergivet. Han optog derfor et lån, og belastede sit eget hus med 25.000 kroner.<ref name="Huntford(2000)s218-19">[[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 218–19</ref>
 
For at få et tilstrækkeligt antal slædehunde rejste Amundsen til [[København]], hvor han købte 100 [[grønlandshund]]e af ''[[KGH|Det Kongelige Grønlandske Handelsselskab]]'' som skulle leveres i Danmark i juli 1910. Amundsen var overbevist om, at de ville være overlegne i forhold til de ponnyerponyer, som var Scotts hovedtransportmiddel.<ref name="Amundsen(2003)s128-29">[[#Amundsen(2003)|Amundsen]] (2003), s. 128–29</ref> Foreningen gik med til at sende hundene med "''Hans Egede''" til [[Kristiansand]] uden ekstra omkostninger for Amundsen.<ref name="Amundsen(2003)s128-29" />
 
Den medbragte færdighytte, som var 7,8 m lang og 3,9 m bred, blev bygget ved Amundsens hjemsted i [[Bunnefjorden|Bundefjord]], og senere demonteret og pakket for at blive sat op i Antarktis. Hytten haddehavde to rum, hvoraf det ene fungerede som et køkken og et fungerede som et soverum, spisestue og stue. Der fandtes også et loft, som blev brugt til lagring af rekvisiter. Landgruppens slæder var 3,6 m langlange og vejede oprindelig 75 kg, før vægten i løbet af vinteren i gennemsnit blev reduceret til 24 kg.<ref name="Amundsen(2003)s369">[[#Amundsen(2003)|Amundsen]] (2003), s. 369</ref> Skiene var fremstillet af [[hickory]], som var et elastisk og stærkt materiale. Længden var 1,8 m.<ref name="Huntford(2010)s42">[[#Huntford(2010)|Huntford]] (2010), s. 42</ref>
 
=== Mål og plan ===
[[Fil:TerraNova2-no.png|thumb|Kort som viser ruterne, so Scott (blå) og Amundsen (grønn) fulgte til polpunktet. Scott nåede først polpunktet den [[17. januar]] [[1912]], 34 dage efter Amundsen.]]
Amundsen forsøgte at få tag i al tilgængelig litteratur, og udvikletudviklede en nøjagtig plan ud fra sine egne erfaringer med polare rejser.
 
Ekspeditionens hovedmål var at nå Sydpolen. Videnskaben spillede kun en birolle, men Amundsen planlagde at udføre så mange målinger som mulig undervejs, først og fremmest meteorologiske.<ref name="Amundsen(2001)s44">[[#Amundsen(2001)|Amundsen]] (2001), s. 44</ref> Endvidere skulle "''Fram''" udføre omfattende [[oceanografi]]ske målinger i Atlanterhavet, og Amundsen og [[Bjørn Helland-Hansen]] planlagde at bruge dette som en undskyldning for at komme ombord på "''Fram''" i Norge i stedet for i [[San Francisco]], som tidligere annonceret.<ref name="Huntford(2000)s223">[[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 223</ref>
 
"''Fram''" skulle ifølge Amundsens plan forlade Norge i midten af august, og have et mellomstopmellemstop i [[Madeira]]. Derfra skulle de gå rundt [[Kap det gode håb]] og ind i [[Rosshavet]] og gøre fremstød mod Rossbarrieren, som skulle blive nået omkring den 15. januar. I [[Hvalbukta]] skulle omkring ti mand blive udvalgt til en overvintringsgruppe og bygge en base, mens "''Fram''" skulle sejle tilbage til [[Buenos Aires]] og foretage målinger i [[Atlanterhavet]]. I oktober skulle hun sejle tilbage mod syd, og optage landgruppen igen.<ref name="Amundsen(2003)s121">[[#Amundsen(2003)|Amundsen]] (2003), s. 121</ref>
 
Denne gruppe skulle også, så snart hytten var færdig og forsyninger bragt i land, fragte og lagre drivstoffer og mad i depoter så langt mod syd som mulig. Målet var at bringe så meget proviant ned til 80° S, at de kunne betragte dette som det egentlige startpunkt for slæderejsen mod Sydpolen.<ref name="Amundsen(2003)s123">[[#Amundsen(2003)|Amundsen]] (2003), s. 123</ref> Da disse aktiviteter var færdige, var vinteren kommet, og den blev brugt til at arbejde med udstyret for at gøre det klart til foråret. Når foråret kom, skulle udstyret og grundlaget være så klart som muligt for at nå det ene mål - at nå Sydpolen.<ref name="Amundsen(2003)s123" /> Amundsen ønskede at starte fra Hvalbukta, drage lige mod syd, og følge den samme [[meridian]]en så langt det var muligt.<ref name="Amundsen(2003)s125" />
 
Hvalbukta blev valgt som sted af flere grunde. På den ene side lå den lengrelængere mod syd end nogen andre tidligere havde været med skib og indenfor rækkevidde af barrieren, hvilket var vigtigt for den efterfølgende slæderejse eftersom det kunne korteafkorte ruteruten med nær 10%<ref name="Huntford(2000)s216">[[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 216</ref> og på den anden side kunne Amundsen her gøre sig kendtbekendt med overfladeforholdene på barrieren sammen med dem, som skulle med. Endvidere fandtes der, ifølge Ross' og Shackletons tidligere rapporter, store mængder [[sæler]] og [[pingvin]]er i området, således at madforsyningen altid ville være sikret. Også for de meteorologiske observationer på barrieren var bugten et gunstigt område, fordi naturen i området ikke kunne påvirke forholdene. Endelig var stedet let tilgængelig med skibet.
 
Det blev generelt accepteret, at barrieren flød på vandet, hvilket også blev bekræftet af Shackletons rapport om store isblokke. Amundsen kom imidlertid til den konklusion, at de måtte hvile på en slags fundament som små øer eller [[skær]], fordi miljøet i Hvalbukta i det store og hele havde holdt sig uforandret siden Ross' ekspedition i 1843-44.<ref name="Amundsen(2001)s347-79">[[#Amundsen(2001)|Amundsen]] (2001), s. 347–79</ref> Amundsens konklusion var rigtig, selv om ræsonnementet ikke var det. Han så sig nemlig bekræftet,<ref name="Amundsen(2001)s347" /> selv om det i dag er kendt, at barrieren er en [[isshelf]] og dermed flyder i vandet og er forbundet til land af en [[isbræ]].<ref name="NSIDC">{{Kilde www|url=http://nsidc.org/news/press/20020316_larsen.html|titel=Larsen: B Ice Shelf Collapses in Antarctica|udgiver=National Snow and Ice Data Center (NSIDC)|udgivelsesdato=2002-03-21|besøgsdato=2010-03-23}}</ref> Stabiliteten i bugten er betinget af placeringen i vindskyggen af [[Roosevelt Island]].<ref name="Huntford(2000)s216" /> I 2000 forsvandt Framheim på et isflage.<ref name="mil.no">{{Kilde www|url=http://www.mil.no/felles/fmgt/start/fmgt_aktuel/article.jhtml?articleID=192569|utgiver=mil.no|besøksdato=2010-08-18|titel=Nytt satelittbildekart over Antarktis}}{{død lenke|dato=juli 2017 |bot=InternetArchiveBot }}</ref>
Linje 68:
[[Fil:Fram Drawings.jpg|thumb|Plan- og snit-tegninger af "''Fram''".]]
 
"''Fram''" blev bygget i 1892 af [[Colin Archer]] som et fartøj, som kunne tåle den arktiske pakis. Archer var velkendt for et bestemt skrog-design, som kombinerede sødygtighed med en grund [[Dybgang|dybdegang]], og havde været en pioner indenfor udviklingen af [[spidsgat|spidsgattede]] fartøjer hvor det konventionelle [[agterspejl]]et var erstattet af en spids agterstavn, hvilkede forøgede manøvrerbarheden.<ref name="Huntford(2001)s183-84">[[#Huntford(2001)|Huntford]] (2001), s. 183–84</ref> Skibet blev rigget som en tre-mastet [[skonnert]] med et samlet sejlareal på ca. 560 m², og hjælpemotoren på 220 [[Hestekraft|hestekræfter]] var i stand til give skibet en hastighed på 7 [[Knob (fart)|knob]] (13,1 km/t).<ref name="Nansen(1897)b1s69">[[#Nansen|Nansen]], b. 1 s. 69</ref> "''Fram''" er 39 meter lang, 11 m bred og har et volumen på 440 [[Bruttoregisterton|brutto-]] og 807 [[nettoregisterton]].<ref name="Huntford(2000)s256">[[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 256;</ref><ref name="Amundsen(2001)s358">[[#Amundsen(2001)|Amundsen]] (2001), s. 358</ref> Den tremastede [[skonnert]] var gentagne gange blevet brugt af [[Fridtjof Nansen]] og [[Otto Sverdrup]] under deres ekspeditioner i Arktis.
 
Den 9. marts 1909 anmodede Amundsen skibsværftet i [[Horten]] om at reparere skibet og gøre de nødvendige ændringer. Den vigtigste ændring var at erstatte [[dampmaskine]]n med en 180-PS-dieselmotor. Dermed var "''Fram''" det første polarskib med [[dieselmotor]], hvilket var mere praktisk for manøvrering mellem isflagerne. En anden fordel var besparelsen af mandskab - der behøvdes kun én mand for at operere fartøjet.<ref>[[#Huntford_2000|Huntford]], s. 256</ref>
Linje 78:
Efter færdigstillelsen i maj 1910 lå "''Fram''" opankret i [[Oslo|Christiania]] for at blive lastet i begyndelsen af juni, og 3. juni satte de sejl. Det første mål var at få opsat Amundsens færdighytte. Den 7. juni lettede "''Fram''" anker igen. Før de satte kursen i retning mod Antarktis, var hun en tur omkring [[De britiske øer]] og en tur tilbage til Norge. Det angivelige mål var at udføre [[Oceanografi|oceanografiske]] undersøgelser, men det skal have været motorer og mandskabet på "''Fram''", som blev testet.<ref name="Huntford(2000)s242">[[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 242</ref> Den planlagte rute blev kraftigt reduceret grundet dårlig vejr og et motorhavari; 10. juli forlod de [[Bergen]] og satte kursen mod [[Kristiansand]]. Her blev de sidste varer som ski og slæder lastet ombord, sammen med 97 grønlandshunde. Nu blev også oberstløjtnant Gjertsen og Prestrud indviede i planerne om en rejse sydover. De var yderst entusiastiske.<ref name="Huntford(2000)s245">[[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 245</ref> Den 9. august var alle nødvendige forberedelser gennemført, og "''Fram''" satte kursen mod [[Madeira]]. Johansens dagbog antyder, at der opstod dårlig stemning ombord under rejsen, fordi mandskabet følte, at officererne skjulte noget for dem, og også at kammeratskabet mellem mændene ikke var specielt godt.<ref name="Huntford(2000)s246">[[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 246</ref>
 
Skibet ankom til Madeira den 6. september og forsyningerne blev kompletterede med blandt andet efterfyldning af ferskvand. Amundsens broder Leon kom ombord for at hente de sidste meldinger til omverden, herunder meddelelser til Nansen og den norske konge, [[Kong Haakon VII|Haakon VII.]], og et telegram til Scott som Leon afleverede i Christiania den 3. oktober, og som Scott modtog, da han gik ombord i "''[[Terra Nova]]''" i [[Melbourne]] den 12. oktober. Der findes forskellige fremstillinger af telegrammets ordlyd. [[Apsley Cherry-Garrard|Cherry-Garrard]] (s.&nbsp;82), Crane (s.&nbsp;423) og Preston (s.&nbsp;127) opgiver alle et enkelt "Am going south»" ("Jeg drager sydover") som indhold. Lt. Evans siger ifølge Solomon (s.&nbsp;64) i en mere høflig tone "Beg leave to inform you Fram proceeding Antarctic Amundsen" ("Beder om tilladelse til at oplyse Dem om, at «Fram» fortsætter mod Antarktis Amundsen"), som bliver understøttet af Fiennes og Huntford.<ref name="Huntford(2010)s219-20">[[#Huntford(2010)|Huntford]] (2010), s. 219–20</ref> I begyndelsen af oktober gik Leon ud til offentligheden med Amundsens plan. Den 9. september var alt klart for afrejse, og mandskapet blev samlet på dækket, mens Amundsen informerede om planen og bad om støtte fra hver enkelt - han fik enstemmig støtte.<ref name="Amundsen(2003)s184">[[#Amundsen(2003)|Amundsen]] (2003), s. 184</ref><ref name="Huntford(2000)s251-54">[[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 251–254</ref> Samme aften lagde de kursen mod syd, og med en ende på usikkerheden, forbedrede stemningen sig også ombord.<ref name="Huntford(2000)s254">[[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 254</ref>
 
Næste stop på rejsen skulle være en norsk hvalfangststation på [[Kerguelen]], men på grund af dårligt vejr mod slutningen af november var "''Fram''" ude af stand til at nærme sig øerne. Ellers var rejsen begivenhedsløs, og mandskapet studerede alle bøger fra tidligere antarktiske ekspeditioner, som de kunne finde i det godt udstyrede bibliotek. Den 1. december kundgjorde Amundsen landgangsmandskabet - [[Kristian Prestrud|Prestrud]], [[Hjalmar Johansen|Johansen]], [[Helmer Hanssen|Hanssen]], [[Sverre Hassel|Hassel]], [[Oscar Wisting|Wisting]], [[Olav Bjaaland|Bjaaland]], [[Jørgen Stubberud|Stubberud]] og [[Adolf Lindstrøm|Lindstrøm]] skulle komme med ham. Den 1. januar kom de første isbjerge i sigte, og dagen efter nåede de [[Drivis|drivisbæltet]], som strækker sig til Antarktis, og "''Fram''" kunne enkelt, og i løbet af tre og en halv dag, krydse bæltet takket være erfaringer fra tidligere ekspeditioner.<ref name="Huntford(2000)s262">[[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 262</ref> Den 11. januar kom Rossbarrieren indenfor synsvidde, og tre dage efter blev Hvalbukta nået.
Linje 84:
=== Ankomst og depot ===
 
Efter ankomsten den 14. januar 1911, blev "''Fram''" fortøjet til [[Isfod|isfoden]] af barrieren, og sammen med Nilsen, Prestrud og Stubberud foretog Amundsen en rekognoseringrekognoscering for at udforske forholdene og finde et egnet lejrsted. Efter, at de havde fundet et egnet lejrsted, satte to af mændene færdighytten op, mens de andre medlemmer af landgruppen fra 15. januar bragte hunde, udstyr og forsyninger i land med slæder. Antallet af hunde var vokset med 20 nye hvalpe i løbet af turen fra Norge, og de havde nu 116 hunde. Den 27. januar stod hytten færdig, og sammen med den omkringliggende lejr blev den døbt "[[Framheim]]". Varerne blev lagret i et depot 600 meter væk, og indeholdt [[Sæl]]- og [[pingvin]]kød, som de havde fået under jagt. Den 4. februar ankom "''[[Terra Nova]]''" på visit under sin tilbagerejse fra [[McMurdo-sundet]], efter at hun ikke havde kunnet anløbe sit mål, [[King Edward VII Land]]. Hun medbragte nyheder om Scott, deriblandt om hans motoriserede køretøj. Nyhederne gav Amundsen bekymringer; indtil han var på polen, var han ikke i stand til at vurdere deres chancer godt.
 
Den 10. februar 1911 drog Amundsen, Prestrud, Johansen og Hanssen afsted med tre slæder. Af mændene løb én, som vanligt, foran den første slæde for at holde hundene på ret kurs. Han blev kontrolleret af føreren af den første slæde ved hjælp af et kompas. Med 18 hunde satte de kursen syd over for at udforske omgivelserne, teste udstyret og farten, og dels starte transporten af udstyr og forsyninger syd over. Den 14. februar nåede gruppen 80° S og lagrede de medbragte forsyninger - et halvt ton mad - i et depot. To dage senere returnerede de til Framheim, hvor "''Fram''" allerede var afrejst. I løbet af rejsen bemærkede gruppen sig, at barrieren var god og farbar, og under de rådende vejrforhold var forholdene enkelte steder sammenlignbare med vinterforholdene i Norge. Imidlertid blev der opdaget flere svagheder i udstyret, som nordmændene måtte fikse - de mest graverende allerede til næste tur, de mindre vigtige i løbet af vinteren.<ref name="Huntford(2000)s292-93">[[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 292–293</ref>
Linje 94:
=== Vinter ===
[[Fil:Fuel depot at Framheim - Amundsen Expedition.jpg|thumb|Hassel i det underjordiske drivstoflager ved Framheim.{{Byline|Oscar Wisting}}]]
Frem mod udbruddet af vinteren blev store mængder af sæl og pingviner dræbt for at gruppen kunne klare sig godt gennem vinteren; 60.000 kg kjøttkød skulle holde til mændene og 115 hunde.<ref name="Amundsen(2003)s297">[[#Amundsen(2003)|Amundsen]] (2003), s. 297</ref> For at bevæge sig så lidt som muligt ude i det fri blev de fleste af lagerrummene koblet sammen via et netværk af underjordiske kamre og tunneler. Tunnellerne blev udgravede med spader, som Bjaaland og Stubberud lavede af en medbragt stålplade.<ref name="Amundsen(2003)s307">[[#Amundsen(2003)|Amundsen]] (2003), s. 307</ref> I de underjordiske kamre blev blandt andet etableret værksted, badstue og et observatorium.<ref name="Amundsen(2003)309-11">[[#Amundsen(2003)|Amundsen]] (2003), s. 309–11</ref>
 
I løbet af vinteren passede de på at reparere og tilpasse udstyret fra depotrejserne - både slæder og personligpersonligt udstyr. Vægten på slædekasserne blev reducerede fra 98 til 6 kg.<ref name="Amundsen(2003)s342">[[#Amundsen(2003)|Amundsen]] (2003), s. 342</ref> Ski, slæderkasserslædekasser, støvler, telt, og næsten alt udstyr var gammeldags.<ref name="Huntford(2000)s324">[[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 324</ref> Den tilbageværende tid gik med til kurser, læsning, og spil som [[dart]] og [[whist]], samtidig som de meteorologiske målinger tre gange om dagen blev opretholdt.<ref name="Amundsen(2003)s196">[[#Amundsen(2003)|Amundsen]] (2003), s. 196</ref> Amundsen betegnede vejret som udmærket med rolig eller let brise, mens Scott havde uvejr, som forhindretforhindrede ham i at udføre sit arbejde.<ref name="Amundsen(2001)s347">[[#Amundsen(2001)|Amundsen]] (2001), s. 347</ref> Fra midten af august kunne de se en ende på alt arbejdet,<ref name="Amundsen(2001)s349">[[#Amundsen(2001)|Amundsen]] (2001), s. 349</ref> og fra den 23. august blev slæderne lastet og gjort klare på startpunktet, hver af dem 400 kilo tunge.
 
=== Rejsen mod Sydpolen ===
==== En tyvstart ====
[[Fil:De fem som gikk til Sydpolen ved ankomsten til Hobart, Tasmania, mars 1912.jpg|thumb|De fem som rejse til Sydpolen, [[Sverre Hassel]], [[Oscar Wisting]], [[Roald Amundsen]], [[Olav Bjaaland]] og [[Helmer Hanssen]], ved ankomsten til [[Hobart]], [[Tasmanien]], marts 1912{{Byline|fra [[Nasjonalbiblioteket]]s arkiver}}]]
Det var vigtigt for Amundsen at bryde op tidligt. Han frygtede briternes motoriserede køretøjer og ønskede at få en størst mulig fordel. Han planlagde derfor at forlade Framheim den 24. august. Det var imidlertid alt for tidligt, idet det sydlige forår knapt var begyndt på dette tidspunkt.<ref name="Huntford(2000)s331">[[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 331</ref> I begyndelsen af september var temperaturen steget så meget, at Amundsen bestemte sig for at starte rejsen syd over mod polpunktet.<ref name="Amundsen(2001)s379">[[#Amundsen(2001)|Amundsen]] (2001), s. 379</ref> Efter en udsættelse på grund af dårligt vejr drog 8 mand med 7 slæder og 19 hunde ud den 8. september; de havde forsyninger med sig forsyninger fortil 90 dage. Man mærkede det imidlertid hurtigt, at de havde forladt lejren for tidligt - blot tre dage senere var temperaturen faldtfaldet med næsten 30°C til -56°C, og hundene trak mærkbart dårligere.<ref name="Amundsen(2001)s383">[[#Amundsen(2001)|Amundsen]] (2001), s. 383</ref> Amundsen besluttede, at de kun skulle gå til depotet ved 80 °S, og lagre medbragte forsyninger og udstyr før de returnerede til Framheim. Depotet blev nået 14. september.
 
På tilbagerejsen gik flere hunde tabt. Om morgenen den 16. september, på sidste dagen af tilbageturen, steg temperaturen noget, men ingen vidste hvor længe, det ville vare. Amundsen beordrede derfor, at den sidste etappe skulle foregå uden pauser. Tilbagerejsen var fuldstændig uorganiseret, og afstanden mellem slæderne var op mod 8½ time, da de kom frem.<ref name="Amundsen(2001)s388">[[#Amundsen(2001)|Amundsen]] (2001), s. 388</ref> Amundsen, Wisting og Hanssen kom først frem, to timer senere kom også Bjaaland og Stubberud. Hassel, som ankom lidt senere, meldte at Johansen og Prestrud var uden mad og brændsel, og at de fortsat var på [[Rossbarrieren|barrieren]]. Prestruds hunde var så svage, at han blev hængende længere og længere efter de andre. Johansen var opmærksom på dette, og han reddede antagelig hans liv, da han kæmpede sig tilbage til Framheim med en svag og udmattet Prestrud.<ref name="Huntford(2000)s343-45">[[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 343–345</ref>
 
Da Amundsen og Johansen talte om forsinkelsen den påfølgende morgen, kunne Johansen ikke længere besinde sig og kom med alvorlige angreb mod Amundsen, fordi denne havde forladt de andre ekspeditionsmedlemmer. Gruppen var "ikke lengerlængere en ekspedisjon, men ren panikkpanik",<ref name="Huntford(2000)s345">Johansen, sitert i [[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 345</ref> og han kritiserede åbent Amundsens lederskab. Denne kritik havde sine årsager, ikke blot i begivenhederne dagen før. Johansen var også bitter, fordi han var som en ældre mand var underlagt Amundsen. Videre gjorde alkoholen sin indflydelse. Ydermere sammenlignede han ofte Amundsen med Nansen, som han havde været med på rejsen til [[Arktis]]. Johansens ord og hans krav var nu en fare for ledelsen af ekspeditionen, og Amundsen så sig foranlediget til at statuere et eksempel - han isolerede Johansen og Prestrud fra de øvrige ekspeditionsmedlemmer, idet han i en afstemning brugte han sin dobbeltstemme til at afvise en plan med en ekstra gruppe.<ref name="Huntford(2000)s345-46">[[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 345–46</ref>
 
Kun fem mand skulle rejse i retning mod syd. De øvrige tre - Stubberud foruden Johansen og Prestrud - skulle rejse mod [[King Edward VII Land]] under ledelse af Prestrud for at udforske området omkring [[Hvalbukta]]. Denne ekspedition blev ikke bare brugt som ekstra straf for Johansen, men også som en sikring - hvis det virkelige mål med ekspeditionen ikke blev nået, ville Amundsen alligevel være i stand til at opvise resultater.<ref name="Huntford(2000)s347">[[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 347</ref> Amundsen selv begrundede sin beslutning med, at en mindre gruppe hurtigere kunne komme frem, og at depoterne ville have større værdi.<ref name="Amundsen(2001)s390">[[#Amundsen(2001)|Amundsen]] (2001), s. 390</ref> Amundsen havde heldet med sig og mistede ingen ekspeditionsmedlemmer på rejsen. Han drog også nytte af, at han kunne få rede på materielle skader, og at selve polrejsen ikke var præget af konflikten med Johansen.
 
==== Den sydlige rejse ====
Først i midten af oktober 1911 begyndte det antarktiske forår egentlig. Sæl og fugle blev opdaget, og temperaturen holdt sig omkring -29 til -30°C (det antarktiske kystgennemsnit ligger på -15 til -10 °C).<ref name="Klima">{{Kilde www|url=http://www.antarcticconnection.com/antarctic/weather/climate.shtml|titel=Climate Conditions – Weather in the Antarctica|sprog=engelsk|besøgsdato=2011-01-17|udgivelsesdato=|utgiver=Antarctic Connections|dødlenke=ja|arkivurl=https://web.archive.org/web/20110611231314/http://www.antarcticconnection.com/antarctic/weather/climate.shtml|arkivdato=2011-06-11}}</ref> Den 20. oktober igangsatte Roald Amundsen, sammen med Bjaaland, Hanssen, Hassel og Wisting, sit andet forsøg. Mændene drog afsted med fire slæder, 52 hunderhunde og forsyninger kun beregnet til at holde til de var fremme ved det første depot ved 80° S. Undervejs kom de ind i et område med række gletsjerspalter, men de kom trygt forbi. Depotet blev nået den 23. oktober; her havde de en todages pause for at hvile hundene, for at de ikke skulle overanstrenge sig allerede på den første del af rejsen.<ref name="Amundsen(2001)sXIV">[[#Amundsen(2001)|Amundsen]] (2001), s. XIV</ref> Den 26. oktober drog gruppen videre, og herfra byggede de [[dagmærke]]r for at lettere finde vejen på tilbagerejsen. Disse mærker var 180 cm høje og bestod af blokke af sne. Inde i hvert mærke blev der lagt en papirlap, som angav nummer og lokalisering for mærket, og retning og afstand til det næste mærke mod nord.
 
Den 31. oktober blev depotet ved 81° S nået, og her tillod gruppen sig én dags hvile, før den drog videre og ankom til depotet ved 82° S den 5. november. Før det havde de endnu en gang, uden at komme til skade, krydset et felt med sprækker i tæt tåge.<ref name="Huntford(2000)s366">[[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 366</ref> Den 7. november drog de afsted igen, og foran dem lå nu ukendt terræn. Vejret var godt, og de klarede sig udmærket.<ref name="Amundsen(2001)sXV">[[#Amundsen(2001)|Amundsen]] (2001), s. XV</ref> Den 9. november nåede de 83° S, og her udlagde de et nyt depot for at reducere vægten på slæderne og for at sikre tilgang til mad på tilbageturen. Mændene fortsatte så over flere [[breddegrad]]er, mens de fortsat befandt sig på barrieren. Hunde, som blev dræbt undervejs, blev frosset ned i depoterne for tilbageturen. Den 11. november fik Amundsen øje på bjergkæden, som han kaldte "Dronning Helena-kjeden"; en opstigning var nu uundgåelig. Amundsen måtte nu hurtigt finde en vej over disse bjerge, men i første omgang besluttede han at følge [[meridian]]en mod syd.<ref name="Huntford(2000)s372">[[#Huntford(2000)|Huntford]] (2001), s. 372</ref> 84° S blev nået den 13. november og 85° S den 17. november.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Fram-ekspeditionen_1910-1912"